"Min svigermor sov stille ind i går mandag på Hillerød Hospital. Hun var blevet en ældre dame på 94. Hun faldt og slog sig for en uge siden og blev efterfølgende opereret i hoften. Hun fik en blodprop, og nåede ikke for alvor at komme sig igen. Jeg husker især min svigermor som et pragtfuldt menneske. Hun var perfekt. Det er lige meget, om man taler om hendes karriere som skuespiller eller som privatperson. Hun var en skøn og perfekt mor og bedstemor. De seneste mange år har Lone og jeg levet halvdelen af året på Lancerote. Lisbeth var med os lige indtil hun ikke kunne længere."
Velkommen til laujun.dk
Lau Lauritzen jun. ville den 26.6.2010 være fyldt 100 år!
I den forbindelse startes denne hyldestside til den legendariske filmmand. Hjemmesiden er ment som et supplement til bøgerne om filmmanden og ASA Film:
Når der dukker nye oplysninger og tilføjelser op til bogen, vil
jeg, så vidt muligt, holde hjemmesiden ajour med disse oplysninger,
samt oplysninger om eventuelle nye DVD-udgivelser af hans film.
Hvis nogen ligger inde med tilføjelser, rettelser eller nogle gode
anekdoter, så høre jeg meget gerne fra jer. Klik her for at kontakte
undertegnede: Paw Pedersen
Nyheder og tilføjelser:
25.7.2020:
Jeg har en ny bog ude den 14.8.2020. Denne gang om den festlige
Sandberg-families virke i dansk film. Det er tre generationer, som
vi følger fra 1908, hvor A. W. Sandberg første gang medvirkede i en
film og frem til i dag. Både Karen og Else Sandberg var fremtrædende
skuespillere, Henrik Sandberg showmanden bag
Soldaterkammarater-filmene og en lang række Dirch Passer-film, mens
Anders Sandberg producerede Stjernetegn-film i det frigjorte
1970'erne og siden blev en markant skikkelse i biograf- og
filmudlejningsbranchen. Siden var han sammen med blandt andet Jens
Jordan og Jesper Boas Smith med til at styre Nordisk Film igennem
turbulente tider i 1980'erne og 90'erne, hvor et filmselskab ikke
længere kunne leve af filmproduktion alene.
1.7.2020:
Efter at Det danske filminstitut har overtaget Palladium Films
bagkatelog er der kommet gang i DVD-udgivelserne igen. Jeg tror
branchen gik og troede den tid var forbi, men umiddelbart ser det ud
til at de gamle danske film fortsat går godt på DVD. Naturligvis
også fordi at en del af filmenes lidt ældre publikum ikke er så
meget til streaming, men jeg fortrækker da også selv at have DVD'en
stående, så jeg kan gribe fat i filmen når som helst. En lang række
Palladium-film er således blevet genudgivet på DVD, men der er også
nogle som aldrig har været ude på DVD før - og sågar nogle, som
heller ikke har været ude på video. Af særlig interesse i
forbindelse med Lau Lauritzen jun. er således DVD-udgivelsen af
Week-end (1935), der mig bekendt ikke har været ude på DVD
tidligere.
I kølvandet på Palladiums DVD-succes er Nordisk Film også kommet i gang igen, og i den forbindelse er endnu et par Lau-film kommet ud på DVD: Den opvakte jomfru (1950) og Jensen længe leve (1965). Begge interessante film i Laus filmografi.
Men vi mangler fortsat på DVD: Frk. Møllers jubilæum (1937) og Nordhavets mænd (1939) - og så er der jo de film, som heller ikke har været genudgivet på video, og derfor står allerhøjest på ønskelisten: En desertør (1940), Affæren Birte (1945), Familien Swedenhielm (1947) og Røverne fra Rold (1947). Alle i høj grad seværdige film, som helt ufortjent er røget ud af cirkulation. En desertør har jeg ikke set, men der skulle eksistere en kopi hos DFI - og filmen blev pænt modtaget i sin tid. Filmen er fortrinsvis instrueret af Arne Weel. Lau Lauritzen har kun stået for en indledning og en ny slutning til filmen, som måtte laves da filmen ikke kunne udgives som den var efter at Danmark var blevet besat i 1940. Arne Weel var på det tidspunkt rykket fra ASA og over til Palladium Film efter at han var blevet uenig med producenten John Olsen om en planlagt filmatisering af Herman Bangs Tine.
16.04.2020:
Stort tillykke til hendes majestæt Dronningen med den 80-års
fødselsdag. Sandsynligvis er det i den forbindelse, at Lau
Lauritzens fine dokumentarfilm: Danmarks Konge (1957) er
dukket frem af gemmerne hos DFI. Filmen, som er i farver og giver et
indblik i Kongens hverdag, kan ses i sin fulde længde her:
Danmarks
Konge
02.04.2019:
Der er dukket en ny historie op, som blandt andet omhandler Lau
Lauritzen. Erik Bent Svendlund fortæller følgende i sin bog: Blir’
jeg da aldrig voksen?:
”Selvom jeg blev journalist, og flyttede til Aarhus, opretholdt jeg
mit venskab med Peter Marcell, der efter elevskolen blev i København
i nogle år, bl.a. på Folketeatret, indtil han kom på Odense Teater.
Da Sys og jeg besøgte Peter, og hans kone Lillian, en weekend i
København, viste han mig nogle avisudklip om et mord. En ung student
ved Aarhus universitet døde, efter at have indtaget noget chokolade,
som kom til ham i et brev, han fik overrakt af pensionatsværtindens
8-årige datter. Brevet var ifølge afsenderen fra hans kæreste på
Københavns Universitet. Han bød den lille pige et stykke chokolade,
og både hun og han selv døde af forgiftning. Det var en fantastisk
og højdramatisk historie om mord, glødende kærlighed og jalousi.
”Du kan skrive”, sagde Peter. ’’Skal vi ikke lave en film”?
Jeg var straks fyr og flamme, og i de følgende uger skrev jeg på
filmen om natten, når jeg kom hjem fra bladet. Jeg sendte mine
udkast til Peter, der så kunne komme med sine indvendinger og evt.
ideer. Det var fantastisk spændende, og vi sendte det færdige
manuskript til Lau Lauritzen på Saga Film, og ventede spændt på
"dommen". Den kom i løbet af få dage. Lau Lauritzen ønskede at få et
møde med os. Vi var selvfølgelig nervøse, men også fulde af
forventninger, da vi troppede op på Saga. Her blev vi modtaget af
Lau Lauritzen og instruktøren Alice O' Friederick. De var ikke bare
interesseret, men simpelthen begejstrede for manuskriptet. Jeg
husker jeg var ved at falde ned af stolen, da Lau Lauritzen sagde,
at han havde læst mange manuskripter, men aldrig før læst et så
gennemarbejdet og fantasifuldt filmmanuskript fra debutanter. Den
film ville han lave, og for at vi ikke skulle tro det bare var
mundsvejr, fik vi hver 10.000 kr. som forskud på filmen. 10.000 kr.!
Det var en formue i 1966. Vi havde parkeret vore koner i Tivoli,
hvor vi skulle støde til dem og spise frokost når ”vi var blevet
berømte”. På vej til Tivoli stoppede vi op ved Magasin, hvor jeg
købte mig en overfrakke - sådan en havde jeg aldrig ejet.
Cottoncoats og vindjakker var, hvad det hidtil var blevet til. Sikke
en frokost. Pigerne var selvfølgelig stolte af os, og mens vi nød en
herlig frokost, fantaserede vi os til en glorværdig filmkarriere.
Den blev nu aldrig til noget. Det gjorde filmen heller ikke. Lau
Lauritzen blev syg, og senere gjaldt det samme for Alice O'
Friederick. Men det gjorde ikke oplevelsen denne mindeværdige dag
mindre.”
Der er et par unøjagtigheder i historien, hvor Erik Bent Svendlund
husker forkert efter de mange år, der er gået - men historien er
ganske givet god nok. Der er tale om ASA Film og ikke Saga, og så
har det været omkring 1960 og ikke 1966. I Hvem, Hvad Hvor 1960
annonceres blandt kommende danske film en kriminalfilm af Peter
Marcell, som Lau Lauritzen skal instruere. I Hvem, Hvad Hvor 1961
annonceres filmen også, men nu med Lisbeth Movin som instruktør. I
Ekstra Bladet den 24.6.1960 er der da også tale om, at Lisbeth Movin
skal instruere en film efter manuskript af Peter Marcell og en
journalist ved navn Børge Bendt. Det må jo så have været Erik Bent
Svendlund. Måske var Lau Lauritzen vitterligt syg, siden Lisbeth
Movin stod til at tage over, men det kom – som Erik Bent Svendlund
fortæller – ikke til at ske. Kriminalfilmen blev desværre aldrig til
noget. Sikkert på grund af de hårde tider for dansk film. I hvert
fald lavede ASA i stedet den mere folkelige Min kone fra Paris
(1961), som Lisbeth og Lau Lauritzen lavede sammen. Året efter
lavede de Rikki og mændene (1962), der blev den sidste film, som Lau
Lauritzen instruerede, mens han ejede ASA-studierne.
02.03.2018:
I filmografien bag i Unge Lau nævnes Oma-filmen under titlen
Den gyldne og den hvide strøm. Dette er ikke helt korrekt.
Reklamefilmen som Lau Lauritzen og Henning Karmark lavede for Otto
Mønsted A/S var en hel "Oma-Matinee", som havde premiere i Palads
Teatret i oktober 1936. Matineen havde en varighed af mere end en
time og bestod af to korte tegnefilm, som ikke havde nogen
forbindelse til Oma-magarine, en dokumentarfilm om Oma-magarine, der
hed: Symfonien om den gyldne og den hvide strøm - og som var
lavet af A. W. Sandberg samt en 15 minutters reklamefilm i folkelig
spillefilmsstil Koteletter og kærlighed, som Lau Lauritzens
efter al sandsynlighed selv havde lavet. I denne reklamefilm
medvirkede Osvald
Helmuth, Ludvig Brandstrup, Liva Weel og Sigurd Langberg. Tekst og musik var af Ludvig
Brandstrup og Dan Folke.
Sangen "Lad det boble, boble, boble, bare boblerne er smaa" blev antagelig
så populær, at den kom på lirekasserne.
11.12.2017:
DR K har sendt et par programmer om Besættelsestidens danske
filmkonger. Lau Lauritzen blev stort set ikke nævnt, da programmerne
udelukkende beskæftigede sig med de filmfolk, som førte en direkte
samarbejdspolitik med besættelsesmagten. Frem for alt den velkendte
historie om Henning Karmark.
Der er kommet en interessant anmeldelse af programmerne i filmmagasinet Ekko. Den er skrevet af Brian Petersen. Se den her: http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/besaettelsens-danske-filmkonger/
I de senere år er modstandsfilmen De røde enge (1945) blevet trukket en del igennem sølet, da der har bredt sig den misforståelse at filmen blev produceret af Henning Karmark, som havde ført en samarbejdspolitik med besættelsesmagten i besættelsens først år. Filmen er dog produceret af Filmatelieret ASA i Lyngby, som Karmarks på det tidspunkt ikke længere var direktør for og heller ikke medejer af. Filmen er altså produceret af Lau Lauritzen, mens Henning Karmark kun stod for udlejningen af filmen og en lille procentdel af finansieringen igennem ASA Filmudlejning. Og dette er endda kun uofficielt, da andre også havde overtaget ledelsen af dette selskab på det tidspunkt.
Det var Poul Reichhardt, der havde gjort Lau Lauritzen interesseret i at filmatisere Ole Juuls roman som en hyldest til modstandsfolkene. Det vidste sig, at Jens Dennow allerede havde opkøbt filmrettighederne, men han afgav rettighederne til ASA, da Lau Lauritzen blev interesseret. Man kan jo spekulere i hvorfor han lod den næsten sikre vinder gå fra sig. Et bud kunne være at Jens Dennow netop var bange for at man skulle tale om dobbeltmoral, da han også havde haft et vist samarbejde med besættelsesmagten, da han en overgang stod for den internationale afdeling af Karmarks udlejningsvirksomhed. Lau Lauritzen var den rigtige mand til at producere den film. Ham var ideologisk uplettet. Modstandsbevægelsen havde officielt sagt god for ham, da han havde hjulpet med at bringe jøderne i sikkerhed i 1943 og efterfølgende havde været med i en af de såkaldte ventegruppe. Han største indsats for modstandsbevægelsen blev dog netop filmen De røde enge, der kom til at stå som et billede på den danske modstandskamp i mange år frem. Man må huske at omverden havde et billede af at Danmark lidt havde gået og hygget sig med en samarbejdspolitik. De røde enge var med til på effektiv vis at demonstrere at der også var en anden del af historien om danskerne under besættelsen. Et billede som naturligvis blev trukket frem af det officielle Danmark efter krigen. Faktisk havde mange af specielt den ældre generation i Danmark været modstandere af den "ballade" som frihedskæmperne lavede og også de fik et andet syn på sagen bl.a. ved at se De røde enge. Det var en rigtig og en vigtig film på det tidspunkt, hvor den kun ud i slutningen af 1945 og efterfølgende blev vist flere steder i udlandet. Bl.a. på Cannes Festivalen i 1946. Det er samtidig den dag i dag en rigtig god film, og en af dem som Lau Lauritzen selv var mest stolt af. Det er virkelig trist, hvis historien om Karmarks forretninger med besættelsesmagten frem over skal klæbe til den film, hver gang den bliver vist.
Som bekendt endte Poul Reichhardt - der var kommet med idéen - med selv at spille hovedrollen. En af hans bedste filmroller overhovedet - godt hjulpet på vej af Bodil Ipsens mesterlige personinstruktion. Ligesom i andre prestige projekter havde Lau Lauritzen allieret med denne store kunstner, da filmen skulle instrueres. Han bestræbte sig for så vidt muligt at engagere folk, der selv havde været i modstandskampen til filmen.
Niels Peter Olesen har sendt mig nogle billeder fra optagelserne af filmen:
Lau Lauritzen og Bodil Ipsen tjekker en kameraindstilling under optagelserne til De røde enge (1945)
Lau Lauritzen og Bodil Ipsen giver lige Poul Reichhardts kostume en ekstra tur.
Poul Reichhardt betragtes af instruktørparret Bodil Ipsen og Lau Lauritzen mens cheffotografen Rudolf Frederiksen sætter lys.
Man bestræbte sig
på at bruge folk, der selv havde ydet nazisterne modstand under
besættelsen til filmen.
Her fotografassistent Helge Robbert og skuespilleren Peer
Guldbrandsen, der blev forbudt offentlig optræden
under besættelsen.
Bodil Ipsen instruere Lisbeth Movin, Lau Lauritzen og Bjørn Watt Boolsen
Lisbeth Movin og Bodil Ipsen i en pause i ASA's kantine.
6.5.2017:
»Denne by er kemisk renset for initiativ. Vi kommer alle snorkende
til vores penge. Gud give at der ville dukke en mand op med fantasi
og dristighed, og som ville rode op med en kæp i andemaden.«
Denne replik kunne stamme fra tv-serien "Matador", som i øjeblikket
genudsendes i en restaureret version. Men replikken er fra filmen
"Søren Søndervold", som Lau Lauritzen instruerede i 1942. Svend
Rindom havde skrevet manuskriptet frit efter den norske film "Tørres
Snørtevold" (1940). Manuskriptet til den norske film var skrevet af
Tancred Ibsen efter Alexander Kiellands roman "Jacob", der også blev
filmatiseret i Sverige i 1942. Det kunne være sjovt, hvis DR også
ville genudsende denne film, der godt kunne minde om en slags
forarbejde til "Matador".
Det drømte
hovedrolleindehaveren Ebbe Rode også om. Han skriver om optagelserne
til "Søren Søndervold" i sin bog "Lys badet i skygger": "Den var én
lykkelig inspiration fra først til
sidst (…) Alt og alle udgjorde én glad sammensværgelse, rettet mod
et lykkeligt mål. Uden at slippe fagligheden, legede vi den film
frem i gensidig inspiration. Indfald og bifald, instruktør og
skuespiller imellem, honorerede hinanden i fortsat accelererende
vekselvirkning. Poul Reumert, der medvirkede i en mindre rolle og i
øvrigt på film følte sig som den, der havde mest at lære, var her
helt fortryllende venlig og uopstyltet, og – nå ja – alt klappede,
efter sigende også premierepublikummet. Jeg har ofte ønsket mig, at
Søren Søndervold – fra 1942 – skulle få sin repremiere,
sådan som tilfældet med så mange andre – i mine øjne ikke mere
seværdige – film, men efter det skudsmål, jeg her har givet den,
tager jeg mit ønske i mig igen. Dét kan den jo nok ikke holde til."
Niels Peter Olesen har sendt mig følgende billede fra optagelserne til "Søren Søndervold". Lau Lauritzen instruerer Ebbe Rode. Bag kameraet Rudolf Frederiksen:
16.3.2017:
ASA's tidligere tonemester Erik Jensen er desværre afgået ved døden
den 4.3. Han arbejdede i perioden 1953 – 1957 som ofte ukrediteret
toneassistent og af og til afløser for tonemester Bent Høyer og som
tonemester på ASA fra 1962 - 1964. Han var en af de imødekommende
ASA-folk, som jeg havde fornøjelse af at snakke med, da jeg skrev
bøgerne om Lau Lauritzen. Han fortalte bl.a. at han var kommet til
ASA efter at have aftjent sin værnepligt. Han slog op i telefonbogen
og ASA stod først. Når Lau Lauritzen mødte op om morgenen, var han
100 % forberedt og forventede det samme af medarbejderne. Der var
fulddrøn på, fortalte Erik Jensen i sin tid. Erik Jensen stoppede
hos ASA i 1957 i forbindelse med, at han gik i gang med en
uddannelse som billedhugger på Det Kongelige Akademi. Da det viste
sig, at det alligevel ikke var ham, vente han tilbage til filmen i
1961 på Astrid Henning-Jensens ”Én blandt mange”. I 1962 kom der bud
fra ASA – den faste tonemester Bent Høyer var rejst, og Erik Jensen
tog over som tonemester i de sidste år Lau Lauritzen havde
ASA-studierne i Lyngby. De havde voldsomt travlt i den periode, da
atelieret ofte blev lejet ud til andre producenter, når ASA ikke
selv var i gang med en produktion. Efter ASA-tiden var Erik Jensen
freelance indtil han fra omkring 1970 begyndte at arbejde for WHO.
Derefter lavede han kun af og til film i sine sommerferier.
5.3.2017:
I min bog om Lau Lauritzen fortæller flere af de interviewede, at
Lau Lauritzen oftest blev kaldt ind, for at hjælpe Alice
O'Fredericks, når der skulle laves et af de drabelige slagsmål til
Morten Korch-filmene. Efter tidens forhold, er disse altid
omhyggeligt lavet - med velvalgte kameravinkler og dramatisk
klipning. Dette gælder til og med "Der brænder en ild"
(1962). I "Kampen om Næsbygård" er der ikke rigtigt noget slagsmål,
og dernæst har andre taget over, da de resterende Morten
Korch-film er optaget efter Lau Lauritzen havde solgt ASA-studierne
i Lyngby.
Nu er der så fremkommet et billede, der vidner om, at det forholder sig som Lisbeth Movin og flere andre har fortalt. Tak til Niels Peter Olesen, som har sendt det til mig. Billedet er fra Billed Bladet nr. 49 i 1951 og viser Lau Lauritzen i færd med at demonstrere for skurken (Jørn Jeppesen), hvorledes han skal gå i kødet på helten, som naturligvis spilles af Poul Reichhardt:
I samme Billed Blad vises også nedenstående sjove billede, hvor man kan se hvorledes de lavede de bagprojektionsbilleder, som altid blev brugt, når der skulle optages dialog i biler. Det var vanskeligt med datidens teknik, at optage lyd og billeder i en kørende bil. Alene størrelsen på udsyret har nærmest umuliggjort det, selvom det sjældent ser særligt overbevisende ud med bagprojektionen.
I bilen er det Tove Maës, der taler med Jørn Jeppesen. Ved kameraet instruktøren Alice O'Fredericks i samtale med cheffotograf Rudolf Frederiksen. Den unge kameraassistent, der ser til, hedder ifølge Billed Bladet John Juul Andersen. Det gav os altså navnet på endnu en af de ukrediterede assistenter hos ASA. På listen over fotografassistenter på ASA er der et hul i perioden fra 1947, hvor Helge Robbert stoppede og til 1952, hvor Flemming Jensen tog over. Om John Juul Andersen så har været der hele perioden 1947 - 1952 er jo så spørgsmålet. Fritz Olsen kan have været på posten i slutningen af 1940'erne.
For nogen tid siden sendte Niels Peter Olesen mig også en anden interessant artikel. Fra Politiken den 6.1.1962. Den omhandler branden af gården på Bognæs ved Roskilde Fjord. Som bekendt foregik en del af optagelserne til Morten Korch-filmene i disse skønne omgivelser og omkring denne idylliske gård. Som det nævnes i min bog om Lau benyttede ASA også muligheden, da gården var brændt ned. De fik lov til at sætte ild til resterne endnu engang og optage en dramatisk sekvens til filmen Der brænder en ild (1962). Gården blev siden genopført i mere moderne stil.
Det nye der er dukket op er et interview med Lau Lauritzen i forbindelse med branden. Det var naturligt, at Politiken kontaktede ham, da han producerede de fleste af Morten Korch-filmene sammen med Henning Karmark. Som det fremgår af interviewet havde Lau Lauritzen besøg af Poul Reichhardt, da Politiken fik fat på ham. Lau Lauritzen og Poul Reichhardt var gode venner privat.
Politiken skriver bl.a. følgende:
"Direktør Lau Lauritzen havde i aftes netop besøg af Poul
Reichhardt, som har spillet hovedrollen i de fleste af de film, der
er optaget på Bognæs. Begge var meget chokerede over meddelelsen.
- Det berører os begge så smerteligt, at vi har mest lyst til at
sætte os i vognen for at køre ned til vore venner på Bognæs, sagde
Poul Reichhardt, hvis ikke morgendagens optagelser forhindrede det.
- Bognæs, dens forpagterpar og gårdens medhjælpere har haft den
største betydning for os. Alt det, vi lavede, blev gjort realistisk
på en sådan måde, at folk der havde forstand på landbrug, følte sig
overbevist om rigtigheden af det miljø, vi skildrede. Hvad Ellen og
Chr. Nielsen har betydet for os, når vi skulle optage vore film i
bondestands-miljøet, lader sig vanskeligt beskrive, fortsatte Poul
Reichhardt. Aldrig har jeg oplevet så naturskønne omgivelser som på
Bognæs, der for mig stod som prototypen på alt dansk.
- Når vi valgte Bognæs som baggrund for de mange filmoptagelser,
sagde Lau Lauritzen, var det netop fordi gården lå - ja, næsten
teatralsk skønt. Den havde alt det, som man forbinder med det danske
bondeland og med dansk landbrug. Ja, lad det være indrømmet - den
var i sig selv en romantisering af det danske landbrug. Men gårdens
miljø var ægte nok, og det var derfor, den dannede en så ypperlig
ramme om vore film. I første række føler vi dog nu med gårdens
forpagterpar, Ellen og Chr. Nielsen, som har ydet os så mange
ypperlige tjenester under vort arbejde - ikke blot derfor berører
det os smerteligt at erfare om branden på Bognæs, men mest fordi vi
her lærte et par mennesker at kende som kom til at stå os alle så
inderligt nær. Bekendtskabet med dem, og besøgene på gården var
næsten som en videreførelse af det romantiske bondemiljø, vi
skildrede i vore film. Filmstrimlerne fra Bognæs har i videste
forstand knyttet bånd mellem befolkningen på landet og danske
filmfolk."
Et billede af branden blev bragt på forsiden af Politiken:
9.12.2016:
Folk der har kunnet lide bøgerne om Lau Lauritzen vil måske også
kunne få glæde af Historien om Saga Studio. 1. del udkommer i
dag.
Se mere på www.sagastudio.dk
7.6.2016:
Der er dukket et fint billede op af medarbejderne på ASA. Tak til
Niels Peter Olesen, som har sendt mig det:
Billedet må være fra 1942. En festlighed under optagelserne til filmen Tyrannens fald. Det passer med en meget ung Astrid Villaume, Poul Reichhardt, Karin Nellemose og Carlo Wieth blandet de tilstedeværende skuespillere. Mit bedste bud er at damen med blomsterne er filmklipper Marie Eilersen. Hun fyldte 50 år den 2.august 1942. Jeg tror det er anledningen og datoen for dette billede. Billedet er sandsynligvis taget af fotografassistenten Helge Robbert. Cheffotografen Rudolf Frederiksen knæler med cigaretten ved siden af Lau Lauritzen. På den anden side af Eilersen sidder Alice O'Fredericks og Karin Nellemose. Stående genkender man fra højre i nålestribet Peter Deutsch, der stod for instrumentation af musikken til mange ASA-film. Åbenbart også Tyrannens fald, selvom han ikke er krediteret for denne film. Da han var jøde, måtte man gå lidt stille med dørene omkring hans medvirken ved filmproduktionen i 1942. Den unge dame med det lyse hår er sandsynligvis den senere fru Karmark Elsie Thorup Christensen. Poul Reichhardt i lys skjorte, lige bag ham regissør Jønsson, og bag ham igen kan det være filmproducent m.m. Jens Dennow, der på dette tidspunkt arbejde sammen med Henning Karmark, som står ved siden af ham. Damen i lys skjorte foran ham er sekretær og scriptgirl Eva Melchiorsen. Ved hendes side står instruktør m.m. Jon Iversen og dernæst komponisten Sven Gyldmark. Længere henne i samme række er det sandsynligvis kontormedarbejderen Ebon Borg, der titter frem. Den statslige herre i hvid jakke er skuespilleren Carlo Wieth, og ved hans side den meget unge Astrid Villaume. Midt i billedet i øverste række med briller og slips ses tonemester Bent Høyer.
20.3.2015:
Nina Movin har medvirket i et program i radio24-7. Hun forklarer i
detaljer, hvordan familien har forhandlet med Lars-Martin Sørensen
om de overraskende teorier om Lau Lauritzen i hans bog, og de
rettelser han har lavet. Det hele holdes i en pæn og sober tone, og
meget interessant er f.eks. hendes overvejelser om, hvordan
Lars-Martin Sørensen kan være kommet ud i denne fortolkning af Lau
Lauritzen: "Jeg tror det handler om, at når du kigger på krigen,
så er de grå nuancer også vigtige, og måske har han ikke rigtigt
forstået, hvordan man arbejdede overfor tyskerne på det tidspunkt.
Der er ingen tvivl om, at de filmtilbud som Lau får - både fra
tyskerne og italienerne - de bliver afvist. De bliver afvist på den
måde, at tyskerne ikke kan træffe Lau. Man prøver på forskellig måde
at få fat i ham, men de kan ikke få fat på ham, og det var den måde
man afviste dem, for man var jo ikke interesseret i at blive direkte
uvenner med dem (...) Han går ind og finder de kilder, som
frihedskæmperen "Knud" har fundet hos tyskerne, og der er han - kan
man se af indledningen i bogen - meget oprevet - og det er ligesom
han siger - Jeg er nu "Knud" - jeg vil føre "Knud"s sag videre - og
få de mennesker dømt, som ikke blev dømt efter krigen -. Jeg tror,
han er blevet en lille smugle revet med af det (...) og så tror jeg
også - eftersom han ikke har talt med os om det (før bogen kom ud) -
at for ham var det en relativ lille ting med Lau Lauritzen."
Hør evt.
her. (AK 24syv 11-03-2015 (1) - ca. en halv time inde i
programmet)
12.3.2015:
Filmmagasinet Ekko bragte den 6.3. en artikel om de ændringer
Lars-Martin Sørensen har lavet i sin bog om Dansk Film under
besættelsen.
Se her. Nina Movin udtaler i artiklen bl.a.: "Vi er tilfredse
med, at den injurierende sætning om, at Lau ’gør dybt knæfald for
besættelsesmagten’ er fjernet (...) Det er også godt, at det nu
fremgår, at det ikke kan dokumenteres, at Lau tog til Tyskland (...)
Men vi overvejer stadig et sagsanlæg. Det afgørende for os er, om de
ændringer, der er foretaget, er tilstrækkelige. Vi håber på flere,
men lige nu kigger vi på rettelserne (...) Desværre er skaden sket.
I december omtalte Politiken modstandsfilmen De røde enge, som
Lauritzen instruerede sammen med Bodil Ipsen, som et pletrensemiddel
for Lauritzens ødelagte image med Lars-Martin Sørensens bog som
kilde. Det er den slags, vi er kede af.”
Det er i sandhed kedeligt, hvis "De røde enge" skal ses i det lys, hver gang den bliver vist fremover! Forhåbentligt lægger hysteriet sig efterhånden. Som jeg tidligere har redegjort for Lau Lauritzens forhold under besættelsen her på siden, mener jeg ikke man har noget at lade Lau Lauritzen høre. Han hører til blandt den forholdsvis lille del af danskere, der faktisk tog stilling allerede under besættelsen og aktivt gjorde modstand. Ingen af den generation, der var med dengang, har følt trang til at bebrejde Lau Lauritzen noget som helst, men Lars-Martin Sørensen har åbenbart en meget lav smertetærskel for, hvornår nogens omgang med besættelsesmagten bliver kritisabel.
Alt tyder på, at Lau Lauritzen efter bedste evne forsøgte at undgå nazisterne og ved enhver given lejlighed aktivt modarbejde dem. Det eneste reelle "bevis" mod Lau Lauritzen, som Lars-Martin Sørensen er kommet frem med, er en kort notits, som Lau har vedlagt nogle billeder, som han sendte til Ufa Film, efter at de havde bedt om dem. Der er ikke andet at komme efter. Resten er udelukkende Lars-Martin Sørensens fortolkning af tingene. Ting som lige så let kan tolkes i den stik modsatte retning.
Hvis Lau Lauritzens forhold under besættelsen er kritisabel, så vil jeg påstå at det samme gør sig gældende for 90 % af de øvrige danskere. Kun de virkeligt indædte modstandsfolk kan så gå fri - og måske nogle mennesker, som er færdes i erhverv, der ikke interesserede nazisterne - og som derfor helt har kunnet undgå kontakt.
25.2.2015:
Nordisk Film har startet en streamingtjenste med de gamle danske
film: www.danskfilmskat.dk Der i blandet flere af Lau Lauritzens film.
Det koster 49 kr. pr. måned, og så skulle der blive skiftet en film
ud hver uge. Vi må håbe at dette kan være med til at holde mindet om
de gamle film i live mange år frem, og blive så god en forretning,
at det kan være med til at sikre midler til at restaurere og
fremtidssikre flere af de gamle film. Der er stadig en del, som ikke
har været gjort tilgængelige på video og DVD.
I de senere år har Nordisk Film opkøbt store dele af den Danske Filmskat, og derfor kan dette nu lade sig gøre. De har ikke alene rettighederne til deres egen film, de har også overtaget de gamle Saga film (inklusiv flere fra Novaris og Rialto samt Metronome-filmene). Senest har de også købt Henning Karmarks andele i de gamle ASA film, og øjensynligt har de også overtaget Scanboxs aftale med rettighedshaverne til Henrik Sandbergs Merry film.
Af de store gamle danske filmselskaber er det sådan set kun Palladium Film, som Nordisk Film endnu ikke har en aftale med. Jørgen Nielsen har fortsat rettighederne til disse, men man skulle da mene at Palladiums film også hører til på streamingtjenesten.
Det ville alligevel være rart, hvis - os der er lidt gammeldags - også kunne bestille en DVD-kopi af de "nye" film fra danskfilmskat on demand.
17.2.2015:
Der er blevet påvist en fejl i min bog om unge Lau. Jeg gengiver følgende citat fra Nationaltidende den 24.7.1943: ”Det er med
betydelig lettelse, at specielt ASA har set vejret bedre sig i de
sidste dage. For optagelserne til kriminalfilmen ”Jeg mødte en
morder” optages for udebilledernes vedkommende ved Næstved, hvor
selskabets direktør Henning Karmark har sin jagthytte og
sommerbolig. Og da direktør Karmark til formiddag fejrer sit bryllup
i Næstveds idylliske Omegn, skulle de allermest travle optagedage på
ejendommen gerne være færdige.”
Jeg tolkede fejlagtigt dette i retning af, at man i filmen "Jeg mødte en morder" brugte både Karmarks jagthytte og hans sommerbolig. Det lader dog til at være en og samme bygning som både var Karmarks jagthytte og hans sommerbolig. Det lille bondehus lå i Horsemoseskoven med adressen Jægerhytten, Rønnebæksholm ved Næstved. Jagthytten, der havde stråtag og bindingsværk, nedbrændte i september 1945. Ifølge Nationaltidende fra den 27.9.1945 opstod branden antageligt i forbindelse med et indbrud. Sidenhen havde Henning Karmark en "jagthytte" ved Gavnø Gods - ca. 700 m fra hovedbygningen. Det var et stort hus ca. 200 m2 med alle faciliteter.
Henning Karmark blev gift på Næstved Rådhus med Elsie Christensen, der altid blev kaldt "Ditte". Hun havde arbejdet som sekretær og telefondame på ASA. Parret blev skilt i 1949 og Henning Karmark blev efterfølgende gift med svenske Agneta Kristina Danielsson. "Ditte" giftede sig efterfølgende med filmproducenten Preben Philipsen. Og når vi nu er ved familiefoldene - så havde Karmark en søn, Niels Karmark, med balletdanserinde Lise Henriksen, og fik efterfølgende datteren Eva Karmark med Agneta.
23.10.2014:
Jeg har modtaget en henvendelse fra speciallæge, dr. med. M.D.O.S.
Søren Schrøder Barner. Han havde læst om Lau jun. her på siden, og
ville også gerne sige god for Lau Lauritzen under besættelsen. Jeg
spurgte ham om jeg måtte bruge det han skrev om Lau, og fik følgende
svar: "Du må bruge alt hvad jeg skriver, specifikt om Lau som bør
æres."
Søren Barner er søn af Lau Lauritzens gode ven, skuespilleren Knud
Schrøder, og skriver bl.a. følgende: "I min familie var der aldrig
tvivl om, at Lau var antitysk og med i den perifere
modstandsbevægelse. Han gemte våben for modstandsbevægelsen på ASA's
loft og accepterede åbenbart, at han og Henning Karmark var på hver
sin side af besættelsesmagten - og åbenbart også omvendt accept.
Henning og Lau forblev gode venner som havde respekt for hinanden.
Jeg tror, at Lau havde den hæderlighed og integritet, som Henning
beundrede - og måske misundte. Min far kendte dem begge meget godt.
Min klare konklusion fra alt hvad jeg har hørt som barn er, at Lau
var stærkt antitysk og hjalp modstandsbevægelsen, mens hans
kompagnon Henning Karmark en overgang var opportunistisk nazist. Lau
sympatisk - Henning Karmark usympatisk. Da jeg har kendt dem begge,
står jeg 100% inde for disse oplysningers rigtighed. Lau var et fint
menneske - i modsætning til de andre røvere."
Knud Schrøders
venskab med Lau Lauritzen stammer fra Kavaler-klubben, som blev
startet af Osvald Helmuth i midten af 1930'erne. Det var en
eksklusiv mad og druk klub. Søren Barner kan afsløre, hvor idéen til
klubben kom fra: "Min far og Lau, Henning Karmark, Poul Reichhardt,
Gustav Wally, Preben Holten og flere, som jeg ikke husker lige nu,
mødtes i Osvalds kælder på Søbakken i kjole og hvidt juleaften
midnat i Kavalerklubben, der var opkaldt efter Selma Lagerløfs bog
"Gösta Berlings Saga" om kavalererne på Ekeby. Min mor fortalte, at
min far klædte sig om fra hjemmetøj til kjolesæt sidst på juleaften
- og drog af sted i løftet stemning, når vi 3 børn sov. Min mor
hadede disse møder, for hun så først min far igen mellem jul og
nytår. Svært anskudt! Henning Karmark drak ikke særligt meget. Jeg
har aldrig set ham beruset. Heller ikke Lau."
Andre medlemmer af klubben skal have været revymanden Frede Skaarup
jun., skuespillerne Helmuth Larsen, Knud Heglund og Svend Bille,
tonemester Poul Bang, Aksel Schultz fra Pantomimeteatret samt Osvald
Helmuths svigerfar og hans svoger. Preben Holten, der var en af
Helmuths trofasteste venner lige til det sidste, fortæller i ”Bogen
om Osvald”, om det årlige møde i klubben – juleaften – hvor de
mødtes og sang alt andet end julesange:
”Årets kulmination var ”Kavalerklubben’s” årlige møde. Dette
eksklusive broderskab blev startet i midten af trediverne, og den
grundlæggende tanke var, at man efter marcipangrise, vatnisser og
glimmer trængte til at afreagere. Kavalererne mødtes julenat kl. 12
på Søbakken i smoking. Man gik ind af den altid åbne dør og bænkede
sig uden udveksling af julehilsner ved søsters usandsynlige, kolde
bord i gildeskælderen. Et kvarter efter mødte årets kavaleraspirant
i beskeden påklædning, der passede til hans titel ”lakaj”, og
umiddelbart efter startede dirigenten Knud Schrøder den højtidelige
ceremoni ved at meddele, hvilken sang i Kavaler-sangbogen vi skulle
lægge for med. (...) Mens den sveddryppende ”lakaj” foer rundt for
at efterkomme vore befalinger (vi havde alle med undtagelse af
kavalerklubbens stifter – Osvald – været igennem denne skærsild),
kæmpede vi os igennem alle Søsters gastronomiske specialiteter – og
de var mange – samt megen øl og brændevin. Så kom en langvarig
procedure, om nattens lakaj var værdig til optagelse næste juleaften
som kavaler. (..) Poul Reichhardt var lakaj i de 4 sidste år, og han
blev hvert år erklæret for ubrugelig. Aftens højdepunkt var
præsident Osvalds store tale – vi kendte alle dens traditionelle
afslutning i besættelsesårene: ”Danmark til Ejderen”, og det var vi
vist alle glade for, at han ikke fik gennemført.”
Den omtalte ”Søster” var Osvald Helmuths kone. Frits Helmuth
fortalte også om klubben i sin selvbiografi. Han bekræftede, at
klubben bestod af ”En nøje udvalgt skare af fars bedste mandlige
venner”, og han tilføjede til historien, at Poul Reichhardt, der var
en nær ven af familien igennem alle årene, nok selv valgte
lakaj-rollen, så han kunne gå Søster til hånde. Frits Helmuth
fortalte også, at de sange, de sang, sikkert var vovede dengang,
”men kunne synges uden rødmen af spejdere i dag.”
Søren Barner kan tilføje følgende anekdote, netop om klubbens lakaj:
"Jeg hørte en del om Kavalerklubben som min far var medlem af, da
han havde et meget tæt forhold til Osvald. Søster lavede maden og
Poul Reichhardt var udnævnt til "den evige lakaj" - vist fordi han
var yngste deltager. Han skulle hente mad og flydende i køkkenet hos
Søster og servere for alle ved bordet hele aftenen. En aften gad han
ikke mere og han sprang op på bordet, trak sine bukser ned og stod
med bar røv i vejret og sagde "Nu kan I alle sammen rende mig i
røven", hvortil Gustav Wally svarede på sit klingende stockholmsk
"Nej, hvor herligt". Som barn syntes jeg, at det var kvikt gjort af
Poul Reichhardt, men som voksen fik historien en ekstra dimension,
da jeg fik at vide, at Wally var bøsse!"
Preben Holten beskriver også klubbens endeligt i bogen om Osvald:
”Midt i december det følgende år kom der en anonym, advarende
opringning fra Dagmarhus til Osvald om en planlagt razzia på
Søbakken julenat, så mødet blev omgående aflyst, og Poul blev
udnævnt til evighedslakaj. Efter kapitulationen fandt
frihedskæmperne da også et chartek mrk. Kavalerklubben med de
mærkeligste oplysninger om denne farlige trussel mod det tredje rige
og om alle de suspekte medlemmer”.
Helt på vildspor var nazisterne dog ikke. Kavalerklubben var nødt
til i al hast at brænde deres saftige sangbøger, og siden hen er det
kommet frem, at Osvald Helmuths kone - ligesom Lau Lauritzen og
flere af de andre - var aktiv i modstandsbevægelsen. Preben Holten
måtte også selv - som tidligere omtalt her på siden - flygte til
Sverige, hvor han sammen med et andet medlem af kavalerklubben –
Frede Skaarup jun., blev del af den danske brigade.
Selvom Kavaler-klubben var nedlagt bibeholdt Lau Lauritzen dog
kontakten til Knud Schrøder og benyttede ham i en række roller i
hans film i løbet af 1950'erne og 60'erne. Det er nærmest som om
Knud Schrøder afløser Knud Heglund, der i 1940'erne ofte havde
spillet forskellige direktører og levemænd i Laus film. ASA
benyttede også Knud Schrøder i både Morten Korch og Far til
fire-film. Mange vil kunne huske ham, som Fars direktør i "Far til
fire i byen" (1956).
Knud Schrøder var dog ikke udelukkende skuespiller, fortæller Søren
Barner: "Min far var også regissør og instruktør hos
Statsradiofonien i Rosenørns Alle - hvor jeg selv var
barneskuespiller - indtil jeg fik nok af teatrets fordrukne
mennesker. Min mor var verdens første kvindelige radiospeaker Grete
Otto - og meget smuk og feteret. De blev skilt i 1947.
Flere af medlemmerne fra Kavaler-klubben gik ofte på jagt, men ikke
Knud Schrøder: "Min far gik ikke på andet end pigejagt", fortæller
Søren Barner, men han kan alligevel følgende jagtanekdote, der siger
noget om at tonen blandet vennerne var hård - og vel også, at
Karmark i var så velset af alle kvalerne: "Jeg husker min fars
kommentar, da Henning Karmarks jagtbøsse - en Holland og Holland
(den mest kostbare engelske) var eksploderet i hånden på ham på
Gavnø jagten og han havde mistet 2 1/2 finger på højre hånd: "Det
var da synd for ham. Så kan han ikke tælle sine penge mere". Vel
ikke just en empatisk bemærkning."
Jeg spurgte naturligvis også Søren Barner ind til hans karriere som barneskuespiller: "Som barneskuespiller hed jeg mit fødenavn : Søren Otto Schrøder. Jeg medvirkede mange gange i hørespil med bl.a. Ellen Gottschalch, Holger Gabrielsen, Thorkild Roose, Helle Virkner, og mange andre, som jeg ikke husker. Jeg var så vidt jeg husker med i en ASA film og i et par stykker for Saga film - vist med Annelise Reenberg som instruktør. Jeg havde hovedrollen i "Lånte Dage" i radio på Rosenørns Alle og optrådte i mindre format i andre. Og så i Reklamefilm - bl.a. Brylcreme efter Preben Mahrt, som jeg kendte godt. Vi havde begge moustache - og det har jeg stadigvæk. Preben var en af min fars druk kammerater."
Stor tak til Søren Barner for at dele disse erindringer om Lau Lauritzen og vennerne.
8.10.2014:
Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under nazismen"
indeholdt som bekendt en meget overraskende fortolkning af Lau
Lauritzens forhold under besættelsen. Som tidligere nævnt her på
siden reagerede Lau Lauritzens familie kraftigt på beskyldningerne.
I BT fra den 23.6.2014 udtalte Lone Lau sig om sagen. Det siger i
sig selv noget om, hvor meget sagen nager hende, da hun normalt
holder sig så langt væk fra offentlighedens søgelys som muligt. Det
var journalisten Susanne Johansson, der havde interviewet Lone Lau
og fået følgende svar:
"Vi anede intet om, at bogen kom og det var chokerende at opdage
dét, der blev skrevet om min far (…) Jeg plejer ikke at blive gal,
men når man støder på ting, der rammer ens familie så voldsomt, og
som man er så voldsomt imod, så er jeg nødt til at reagere (…) Du
kan beskylde min far for mange ting. Han var måske ikke nogen
superfar, han var lidt maniodepressiv, og han drak for meget. Hvis
nogen skrev det, ville jeg ikke rokke med ørerne. Men at begynde at
fortælle, at han var nazistvenlig, det er bare for meget og der er
ikke noget bevis på det (…) Min far boede oppe i Snekkersten
dengang. Han husede jøder, sejlede dem over med livet som indsats.
Han var frihedskæmper. Hele min barndom har jeg hørt om, hvor meget
man gjorde for at snyde tyskerne. At man sagde ét og gjorde noget
andet. Det er klart, at han uden tvivl ligesom alle andre danskere
har været flink og har sunget med det næb, som de fugle han var
iblandt. Danskerne blev jo opfordret til at være samarbejdsvillige.
Men bogens tolkning er langt ude. Vi har fundet så mange fejl i den
bog. Og hvad han skriver om min far, er ikke rigtigt. Der er grimme
tillægsord om, at han "gjorde sine hoser grønne" og "gjorde
knæfald". Folk får jo den opfattelse, at han var nazist (…) Der er
mange, som spørger, hvorfor jeg ikke bare lader det ligge, og som
mener, at jeg puster til ilden. Men jeg vil gerne have mit lille pip
frem og have rettet det, der er forkert om min far. Jeg vil have
hans navn renset. Så er jeg glad.
- Men hvad nu hvis det, der står i bogen er sandheden?
- Det er da klart, at det var det allerførste, jeg tænkte. Men jeg
tror, at jeg ville have fået det at vide af min mor, for hun har
aldrig lagt fingrene imellem om, hvordan han var. Jeg var ikke født
dengang, så selvfølgelig kan jeg ikke vide alt, men jeg synes heller
ikke, at Lars-Martin Sørensen bare må skrive alt. For han har ingen
beviser."
BT havde naturligvis også talt med bogens forfatter Lars-Martin
Sørensen, som kom med følgende svar:
"I min bog er der ingen faktuelle fejl i de oplysninger jeg bringer
om Lau Lauritzen jr., ligesom jeg heller intet sted skriver, at han
er nazivenlig. Men derfor kan man godt overveje ordvalget og gå i
dialog med familien. Forlagt og jeg har holdt møde med familien og
er ved at tjekke deres påstande. Skulle de være korrekte, vil
e-bogen samt et eventuelt 2. oplag af min bog selvfølgelig blive
rettet."
Enden på historien er - ind til videre i hvert fald - blevet, at
Lars-Martin Sørensen har nedtonet sin tekst i e-bogsversionen og
tilføjet følgende tekst:
"Efter
udgivelsen af førsteudgaven har familiemedlemmer til omtalte
personer i bogen bedt mig understrege, at man ikke nødvendigvis var
tyskvenlig endsige nazist, selvom man handlede med tyskerne. Det
skulle nu være endnu mere klart, og bekræfter bogens hovedtråd –
nemlig at filmbranchen bestod af mennesker, som ændrede adfærd i
løbet af besættelsen, ikke af sort-hvide filmhelte og -skurke."
Trods de klædelige nedtoninger i e-bogen, så er det dog - efter min
mening - fortsat et misvisende billede som tegnes af Lau Lauritzen i
e-bogen.
Personligt glæder jeg mig også over, at fejlcitat fra min bog om
"Unge Lau" er blevet rettet til. (Side 147 i e-bogen og side 208 i
selve bogen), og at følgende er tilføjet på side 173 (248 i bogen):
"Men der kan selvfølgelig have været tale om en
”interneringsliste”, for modstandsbevægelsen havde kig på Karmark."
For det var netop det, der var. Da Lau III skrev til mig vedrørende
historien om, hvordan Lau hjalp Henning Karmark til Sverige efter
krigen brugte han ordet ”Likvideringsliste” - sat i gåseøjne. Det
skulle altså ikke tages så bogstaveligt - blot har han ikke lige
kunnet komme i tanke om ordet interneringsliste. For mig at se, er
det ingen tvivl om, at det var det han mente, og at historien er 100
% troværdig. Lau og bl.a. Poul Reichhardt var netop i dagene efter
krigen trådt frem i lyset som en del af frihedskæmperne, der bl.a.
stod for at hente formodede "værnemagere", og bringe dem ind. Lau
Lauritzen har dog ikke ment, at der var nogen grund til at Henning
Karmark skulle udsættes for dette, og hjalp ham til Sverige, hvor
han dog alligevel blev interneret. Karmark, der helt tydeligt troede
han var i sikkerhed i Sverige, blev anholdt, da han ville indlogere
sig på et hotel. Kort efter blev han dog løsladt igen uden at der
nogensinde blev rejst tiltale imod ham i den sag, selvom politiet
arbejdede på sagen i nogle år.
5.10.2014:
Tilføjelse til beretningen om Lau Lauritzens forhold under
besættelsen længere nede på siden: Lau Lauritzen skrev kontrakt med
Poul Reumert, som tyskerne havde opgivet som alt for tyskfjentlig,
sideløbende med at Henning Karmark starter sit samarbejde om
udlejning med tyskerne.
1.10.2014: Lars Holten fortæller:
I forbindelse med den omtale der har været af Lau Lauritzens forhold
under besættelsen, er jeg kommet i kontakt med Preben Holtens søn,
Lars Holten. Han var ganske forbavset over at se i aviserne, at Lau
Lauritzen blev beskyldt for at "gøre dybt knæfald for
besættelsesmagten". Det er et ganske andet indtryk, han har
fået, da han som dreng ved flere lejligheder hørte sin far dele
minder fra modstandskampen med vennerne Lau Lauritzen og Frede
Skaarup jun. Lau Lauritzen og Preben Holten havde været gode venner
siden starten af 1930'erne. Lars Holten mener, at hans forældres og
Lau Lauritzens venskab for alvor blev fasttømret under indspilningen
af filmen ”Ud i den kolde sne” i 1933/34. Dette var den
første film, som Lau Lauritzen instruerede og en stor del af
optagelserne foregik i Geilo i Norge. Lars Holtens mor, Aase Clausen
(senere Holten), spillede den kvindelige hovedrolle i filmen, og
Preben Holten kørte fra Hellerup til Geilo i sin åbne Singer for at
være med. Lau Lauritzen elskede Norge, og havde boet der i nogle år
som barn, da hans mor på et tidspunkt var gift med en nordmand. Lars
Holten husker, at der blev snakket om, at Lau Lauritzen - ud over at
instruere filmen sammen med Alice O'Fredericks - også påtog sig alt
stunt arbejdet. Lau Lauritzen var en ivrig skisportsmand i sine unge
år.
Lars Holten husker følgende med forbindelse til besættelsen: "Jeg
har masser af erindringer omkring Lau og hele det hold af levemænd,
som han var en del af – specielt i forbindelse med jagterne,
festerne og sejlturene, hvor jeg observerede med store øjne og øre.
Lige i forbindelse med krigsårene kan jeg huske lejligheder hvor
far, min Gudfader Frede Skaarup og Lau mindedes forskellige
oplevelser. Omkring jødetransporterne husker jeg tydeligt, at de
snakkede om hvordan Raquel Rastenni senere ved enhver lejlighed
”overfaldt” dem af taknemmelighed over transporten over Øresund i
min faders motorbåd fra mit barndomshjem på Bengtasvej i Hellerup.
Også ”sabotager” blev omtalt. Min bedstefaders konfektionsfabrik fik
pålagt at sy uniformer for tyskerne. Min bedstefar bad medarbejderne
om at give deres mening til kende før han tog beslutning - og da man
ikke ville miste sin arbejdsplads begyndte arbejdet. Med hensyn til
holdningerne i krigsårene ved jeg ikke rigtigt, hvor meget generelt
var styret af patriotisme i forhold til profit og overlevelse. På et
tidspunkt besluttede min fader og vennerne i hvert fald at afbrænde nogle
færdige uniformer (efter man havde modtaget betaling). Da dette blev
opdaget flygtede min fader og Frede Skaarup til Sverige, hvor de
slog sig ned i Dalerne."
Efter
besættelsen kom Holten-familien til at høre for, at de havde syet
uniformer under krigen, og de har været genstand for en lang række
konspirationsteorier. Preben Holten havde det da også
allerede under besættelsen så dårligt med at arbejde for
besættelsesmagten, at han sideløbende begyndte at støtte
modstandsbevægelsen økonomisk - og altså også med ovennævnte
mislykkes sabotagehandling, der gjorde at han måtte flygte til
Sverige. Lars Holten fortæller, at Lau Lauritzen også var i Sverige
på et tidspunkt. Lau Lauritzen skal være blevet hjulpet til Sverige
af skuespillerinden Karina Bell, der var frivillig Røde Kors hjælper
på Helsingør/Helsingborg overfarten. Karina Bells mand, Knud Parkov,
var direktør for Wibroes Bryggeri i Helsingør, og var også aktiv i
forbindelse med transporter af flygtninge til Sverige og opbevaring
af skydevåben til brug for modstandsbevægelsen i bryggeriets kældre.
Det er uklart, hvorfor Lau Lauritzen var i Sverige. Måske har han på
et tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt også han var blevet
afsløret, eller også har han måske skullet bringe noget over til
vennerne? I hvert fald blev han ikke i Sverige resten af krigen, men
benyttede ifølge Lars Holten lejligheden til at besøge sine venner i
Stockholm, hvor de festede sammen med de svenske filmfolk og bl.a.
Knud Wold, Lars Schmidt, Evert Taube og Gustav Wallenberg (kaldet
Wally).
Efter befrielsen vendte Preben Holten og Frede Skaarup hjem fra
Sverige, som en del af den Danske Brigade. De var bl.a. på en
mission sammen med Lau Lauritzen og Poul Reichhardt, der var med i
en af ventegrupperne i Lyngby. Deres fælles ven, Osvald Helmuth,
ville også gerne være med, og dette husker Lars Holten også, at der
gik en historie om, som morede vennerne: "Da far og Frede kom
over med Brigaden ville Osvald Helmuth (han kaldte mig ”Sin bedste
ven”, fordi jeg kunne huske replikkerne, når vi gik ture sammen og
reciterede roller) gerne hjælpe og sammen med Lau og Poul Reichhardt
blev han lagt i stilling med en Stengun ude ved Dybbøls Bro – det
kom ikke til kamp, men Frede fyrede sin maskinpistol af lige hen
over hovedet på Osvald, så han i hvert fald fik lidt krudtlugt i
næsen – man påstod, at Osvald gjorde i bukserne ved denne lejlighed,
hvilket han fornærmet benægtede ved flere lejligheder."
I mindebogen om Osvald Helmuth, fortæller Preben Holten selv den
mere stuerene del af historien: "Forskellige omstændigheder
medførte, at jeg først genså Osvald den 5. maj efter et
Sverigesophold. Frede Skaarup og jeg skyndte os efter en gammel
aftale straks efter vor hjemkomst ud til Søbakken, hvor Osvald
ganske rigtigt havde gemt sin sidste flaske Scotch til gensynet. Han
blev begejstret over vore uniformer og ytrede ønske om også at blive
indrulleret i Brigaden. Vi begav os omgående med ham til vort
kvarter på Frederiksborg Slot og fandt en ledig seng til ham på
Officerssovestuen, hvor der næste morgen blev vild opstandelse. En
kreds af officerer stod rundt om hans seng, ivrigt diskuterende:
"Ja, men det er da...", "Nej, det kan det da ikke være". "Jo, Gu' er
det da Osvald". Frede Skaarup og jeg kom til i det samme og fik
forklaret sagens rette sammenhæng. Desværre var Osvald på det
tidspunkt i så fin legemlig form, at det var umuligt at fremskaffe
en tilstrækkelig stor uniform, så han afmønstrede samme dag."
Lars Holten husker også de mange jagter, som specielt Henning
Karmark deltog utrætteligt i. Følgende er en typisk historie, der
vidner om Henning Karmarks ukuelighed: "Henning var en fast del
af bl.a. Jagtlaget på Gavnø og Herlufsholm. De levede alle hårdt og
min far blev jo også kun 56 år. Da min far døde overtog Henning og
Frede jagten på Gavnø sammen med med Baron Axel. Henning havde den
frem til sin død. Da bentøjet ikke ville mere skød Henning fra en
traktor!! Jeg har en sjov sølvtallerken med inskriptionen "Tak for
Gavnø 1953", som min far fik i gave. Her er alle vennernes navne
indgraveret - også Lau's.."
Lars Holten kom som dreng ofte på Fredheim, hvor Lau Lauritzen og
familien boede, fortæller han: "Jeg har kendt Lone Lau fra vi var
børn og vi har gået i skole sammen til og med 7. klasse. Jeg havde
min sejlbåd liggende på Fredheim’s strand og kom der derfor ofte.
Pløk (Lau Lauritzens søn) så jeg op til – både som sejler, men også
fordi han spillede pop i orkesteret Playboys. Jeg var ofte gast på
hans Flying Duchman og var også nede til Kieler Ugen sammen med far
og Lau for at se ham sejle."
Stor tak til Lars Holten for at dele disse erindringer om Lau
Lauritzen og vennerne.
9.9.2014:
Nu mener en forsker åbenbart, at Morten Korch og Far til
fire-filmene var ”homoseksuel propaganda”! Hvordan dette kan
kombineres med, at de for et halvt år siden blev beskyldt for at
være ”nazistisk propaganda” kan være svært at forstå for en
almindelig filmfan!!! I Politiken i går fortalte journalisten Rasmus
Bech bl.a. følgende: "Forskeren Niels Henrik Hartvigsson, der har
sin gang på noget så dragende som Institut for Medier, Erkendelse og
Formidling på Københavns Universitet, har i to år forsket i et
fuldstændig og nærmest skandaløst overset fænomen i det danske
samfund: homo- og biseksualitet i danske film fra 1930 til 1965. Og
hvad kan den nysgerrige mand så afsløre efter at have spist
småkager, drukket te og kigget film i lange baner? At Morten Korch-
og far til fire-filmene bestemt ikke var de familiefilm, de gav sig
ud for at være – og at alt det halløj med at gifte sig med
gårdejerens datter for at føre gården og slægten videre bare var et
skalkeskjul. Næh, de brave mænd ville hellere være sammen med andre
brave mænd, have det sjovt og spille musik og lave akrobatik. Lave
akrobatik? Poul Reichhardt, Ib Mossin, Peter Malberg, Palle Huld og
Christian Arhoff??? Musik og akrobatik!?! Jamen, det sagde vor
forsker sørme i radioens P1 Morgen, hvilket nær fik mig til at
kløjes i de økologiske cornflakes. Og så påstod Hartvigsson – og
betegnelsen ’påstand’ var hans egen – at der også er et "homoerotisk
potentiale" i far til fire-filmene, hvor familien består af de fire
børn, faderen med de bizarre øjenbryn og den skæggede onkel Anders.
Men ingen mor ... hmmm. Den fordækte homoerotiske akrobatik skulle
ifølge forskeren også være synlig i en film som ’Kampen om Næsbygård’,
så hvis man trænger til en noget anderledes dampende aften i det
lille hjem, så er det bare at liste sig ind på frækkertkanalen TV 2
Charlie tirsdag aften – for der kan hele Reichhardt-truppen
opleves."
Ovenstående er
naturligvis skrevet med en satirisk pen, men den skulle faktisk være
god nok. Niels Henrik Hartvigson fra Københavns Universitet har fået
1,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd/Kultur og
Kommunikation til at undersøge homo- og biseksualitet i danske
spillefilm fra 1930-1965 - og ovenstående må jo være nogle af de
resultater han indtil videre er kommet frem til...
24.6.2014:
Til beretningen om Lau Lauritzens forhold under besættelsen (Se den
23.5.2014 nedenfor) er
tilføjet et resume af, hvad han udtalte sig om i radioen den
15.4.1943, da han blev spurgt til forskellene på dansk og tysk film.
Som så ofte - både før og senere - beklagede han sig mest af alt
over de hårde skattemæssige vilkår, som dansk film måtte operere
under.
20.6.2014:
Filmmanden Peer Guldbrandsen fortæller i Politiken den 21.2.1943, at
det var ham der lagde sangstemme til Klint i filmatiseringen af
"Genboerne" på ASA. Rollen spilles af Hans Otto Nielsen, men det var
altså Peer Guldbrandsens sangstemme, som man hører. Peer
Guldbrandsen var uddannet sanger og spiller også selv en mindre
rolle i filmen. Han fortæller også, at han efterfølgende blev
instruktørassistent for Arne Weel. Han assisterede ikke de andre
instruktører på ASA, og hans tid som instruktørassistent på ASA
begrænser sig derfor til 1939, da Arne Weel efter en uenighed med
John Olsen om en filmatisering af Herman Bangs "Tine", forlod ASA i
starten af 1940. De ASA-film, som Peer Guldbrandsen kan have været
instruktørassistent på, må altså være den svenske version af "Livet
på Hegnsgård" og "En desertør", der dog først blev lavet færdig af
Lau Lauritzen i sensommeren 1940 efter at Arne Weel var rykket over
til Palladium Film.
Tak til Niels Peter Olesen for disse tilføjelser.
07.06.2014:
Til nedenstående er nu under 12.3.1945 tilføjet beretningen om, da
Henning Karmark arresteres af Gestapo, og Lau Lauritzen må gå under
jorden.
23.5.2014: Lau
Lauritzens forhold under besættelsen:
Lau Lauritzens forhold under besættelsen er blevet genstand for en
del omtale efter Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under
nazismen" udkom. Det er en interessant bog, hvor der ligger et stort
forsknings og researcharbejde bag. Det er både godt og rigtigt at
også denne del af besættelseshistorien trækkes frem i lyset efter så
mange år. Men der er ingen facitliste på, hvordan kilderne skal
forstås og det er ingen hemmelighed, at jeg ser Lau Lauritzen i et
noget andet lys end Lars-Martin Sørensen. For dem der måtte have
interesse i det, har jeg derfor lavet en kronologisk oversigt over
Lau Lauritzens forhold under besættelsen - som jeg læser kilderne.
Der hersker ingen tvivl om, at ASA førte en meget nær
samarbejdspolitik i besættelsens første år. Ingen vidste rigtigt
hvilket ben de skulle stå på, og forsøgte ligesom det officielle
Danmark at føre en samarbejdspolitik, så hverdagen så vidt muligt
kunne fortsætte på så normal vis som muligt i den situation, der var
opstået. Lars-Martin Sørensen viser en lang række eksempler på, at
filmudlejningsselskaberne gjorde en ihærdigt indsats for at komme
til at samarbejde med besættelsesmagten, og derved opnå en økonomisk
gevinst. Også ASA i form af Teatrenes Films-Kontor, der stod for
udlejningen af ASAs film på det tidspunkt, og som en overgang fik en
aftale om at udleje filmene fra det tyske Tobis Film.
Det første punkt, der direkte berører Lau Lauritzen kommer fra
Bovruparkivet, og nævnes også i min bog. Jeg havde ikke kunnet få
lov til at citere direkte fra Bovruparkivet og måtte nøjes med at
genfortælle, hvad der står på kortet. Men Lars-Martin Sørensen har
fået mulighed for at bringe teksten fra kortet, der altså nu er
offentlig tilgængelig og lyder som følger: "Vi har i dag vist
arbejdsfrontfilmen i Kino-Palæet, der var ret godt besat. Bl.a.
overværedes forestillingen af 10 af personalet fra ASA Film med Lau
jun. og Ib Schønberg i spidsen. - Efter forestillingen takkede de,
fordi vi havde beredt dem denne oplevelse og stillede sig til
rådighed såfremt der var noget de kunne gøre for os."
Det er DNSAP's propagandachef, Langgaard Nielsen, der den 12.8.1940
reportere dette til Frits Clausen i Bovrup. Vært for forestillingen
var bevillingshaveren til Kinopalæet, Carl Bauder, der også ejede
aktiemarijoteten i Nordisk Film. Til stede var ifølge Lars-Martin
Sørensen også Tage Nielsen fra Palladiums udlejningsselskab, John
Olsen fra Teatrenes Films-Kontor og Henning Karmark, der på det
tidspunkt var direktør for Filmatelieret ASA i Lyngby. Af kortet
fremgår det ikke hvem af ASA-folkene, der har stillet sig til
rådighed. Men et godt gæt kunne være, at det er Henning Karmark, der
har ført ordet, da han kort efter (den 20.8.1940) meldte sig ind i
DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). Han havde også
interesser i reklamebranchen og håbede antageligt på at få del i de
tyske filmudlejeres annoncekroner og sikre sig råfilm. Lau Lauritzen var som det fremgår
også til stede ved denne premiere i august 1940 - sammen med de
fleste andre spidser i dansk film.
Den periode, hvor ASA-folkene for alvor er i kontakt med tyskerne er
1942. Det er dette, der er dukket nye dokumenter op om i Rigsarkivet
i forbindelse med Lars-Martin Sørensens bog. Nye for mig i hvert
fald. Modstandsbevægelsen har haft adgang til dem under og efter
besættelsen og Dinnesen og Kau må også kigget have kigget på dem i
forbindelse med at de skrev "biblen" om dansk film "Filmen i
Danmark", men ingen af ovennævnte har fundet anledning til, at lade
noget af dette belaste Lau Lauritzens gode navn og rygte.
Jeg vil oprulle sagen trin for trin, som jeg ser den. Når I læser
dette, skal I holde jer for øje, at ASA's direktør Henning Karmark
havde meget store økonomiske interesser i at tækkes tyskerne på
dette tidspunkt, og at han tilsyneladende helt uden politisk omtanke
gik efter den gode forretning.
Der var sket det, at de to ledere på ASA - John Olsen og Henning
Karmark - var røget ud i nogle magtkampe om ASA og udlejningen af de
film, der blev produceret der. Henning Karmark starter derfor sit
eget udlejningsselskab, som bl.a. skulle stå for udlejningen af
ASA-filmene, når John Olsens Teaternes Films-Kontor ikke længere var
inde i billedet. Det er i hans iver efter at få dette
udlejningsselskab bygget op i en fart, at Henning Karmark i perioden
1942 - 1943 samarbejder meget tæt med det tyske UFA Film - og det er
utvivlsomt denne tætte kontakt som gør, at både Alice O'Fredericks
og Lau Lauritzen i denne periode også ses med tyskere omkring sig.
1.1.1942: Filmen "Frk. Kirkemus" har premiere og bliver en kæmpe
succes.
Januar 1942: Lederen af det tyske udlejningsselskab Ufa, Hans-Jürgen
Von Hake, har lagt en plan, som Lars-Martin Sørensen beskriver som
følger: "Von Hakes midler til at nå sit mål går i al korthed ud på
at indfange danske producenter i deres eget ønske om at eksportere
til udlandet via Transit Film og at få danske skuespillere og/eller
instruktører til at medvirke i tyske filmproduktioner for at vise
det danske publikum, at det er acceptabelt at samarbejde med
tyskerne, og – i sidste ende – at tappe den lige lovlig
konkurrencedygtige danske filmbranche for dens største aktiver ved
at tilbyde centrale instruktører og skuespillere karriere i Berlin."
Von Hake ser en mulighed for, at kunne opnå dette igennem et
samarbejde med Henning Karmark, der er så ivrig efter at få et nyt
udlejningsselskab i gang.
19.2.1942: Filmen "Afsporet" har premiere og bliver en kæmpe succes.
23.2.1942: I et brev til Von Hake påstår Henning Karmark bl.a., at
han ikke længere vil benytte manuskriptforfatteren Børge Müller, der
har udvist forstærket tysk-fjentlig tendens, og at han var nødt til
at benytte jøden Illona Wieselmann i hovedrollen til "Afsporet", for
at få manuskriptet. I et andet brev skal han have nævnt, at han
heller ikke længere ville benytte musikarrangøren Peter Deutsch, der
også er jøde. Karmark forsikre altså Von Hake om, at han ikke
fremover vil bruge hverken tyskfjentlige eller ikke-ariske
skuespillere. (Efter krigen fortæller Karmark, at Wieselmann
allerede var i sikkerhed i Sverige, da han skrev dette brev, og at
Børge Müller og Peter Deutsch var bekendt med hans brev til Von Hake,
og arbejdede videre på ASA under dæknavn. En historie, som han
antageligt fik de pågældende til at bekræfte i en erklæring, som han
afleverede til politiet. Politiet mente at denne erklæring
"naturligvis har karakter af et forsvar", og beskæftigede sig ikke
yderligere med sagen omkring de personer, hvis navne Karmark havde
nævnt. Politisagen mod ham efter besættelsen beskæftiger sig med den
kontrakt han efterfølgende laver med Ufa og de interne oplysninger
om den danske filmindustris kortfilms planer, som han måske har
afsløret for Von Hake.)
25.3.1942: Henning Karmark underskriver kontrakt med Ufa, om at han
får alle de ikke-tyske film i udlejning, som de råder over. Ufa
udlejer selv de tyske film. Karmarks nye udlejningsselskab "Merkur
Film A/S" registreres i Registrerings Tidende den 18.4.1942.
Medstifter af selskabet er komponisten Aage Stentoft og
landsretssagfører Vilhelm Delmar, der repræsentere Ufa.
9.4.1942: Rigsfilmintendant Fritz Hippler henvender sig til Ufa’s
leder Von Hake. Han er interesseret i at få Max Hansen (der er
jøde!) og Lau Lauritzen (hvis far er kendt i Tyskland for Fy og
Bi-film) med i tysk film, for at fremme disse films muligheder i
Danmark jf. ovennævnte plan.
18.4.1942: Lau
Lauritzen skriver kontrakt med Poul Reumert om en rolle i "Søren
Søndervold". Poul Reumert er kendt antinazist. Ifølge
Lars-Martin Sørensens bog vurderer von Hake selv i et brev til sine
overordnede, at Poul Reumert er så tyskfjendtligt indstillet, at der
ingen grund er til at kontakte ham om roller i tysk film.
24.4.1942: Den nazistiske filminstruktør Karl Ritter er i Danmark
for at holde foredrag. Han kommer dagen efter på besøg i
ASA-studierne i Lyngby.
Ritter bliver antageligt fotograferet - og måske endda filmet - sammen
med Lau Lauritzen, Alice O'Fredericks og sandsynligvis også Henning
Karmark, der i sagens natur må have været tilstede. Oplysningen
stammer fra en kronik i Land og folk fra den 26.4.1952, hvor
ASA-folkene beskyldes for at være blevet pro-amerikanske og altså
dermed anti-kommunistiske. Ind til videre er det dog ikke lykkes
mig, at finde bevis for at et sådant foto eksistere. I Ufa-journalen
fra den 27.4.1942 omtales det, at Karl Ritter benyttede "sit
Danmarksophold til at aflægge et besøg på ASA's atelierer og senere
på dagen var sammen med de kendteste danske filminstruktører." Men
der er ikke noget billede af det ...
3.5.1942: ASA's
kontrakt med Poul Reumert er blevet ændret til et mere permanent
samarbejde. Foreløbig er der truffet aftale om tre film. Efter
besættelsen kommer Poul Reumert med i ASA's bestyrelse. Lau
Lauritzen er den instruktør, der oftest har lavet spillefilm med
Poul Reumert på rollelisten.
7.5.1942: Efter tyskernes henvendelser sender Lau Lauritzen dem
billeder og en filmliste, som de har bedt om. De har også udbedt sig
nogle filmklip. Lau Lauritzen vedlægger et kort formelt brev, som på
ingen måde har karakter af en job ansøgning. Han skriver: "Kære v.
Hake, Hermed fremsender jeg de ønskede billeder fra de film, der er
optaget på ASA og en oversigt over, hvilke film jeg har medvirket i
som instruktør og som skuespiller. Udklip fra forskellige film vil
blive Dem tilsendt inden Deres afrejse til Berlin. Med venlig hilsen
Lau Lauritzen." (Det kølige brev med den manglende entusiasme ligner
for mig på ingen måde et brev fra en mand, der virkelig forsøger at
få job som skuespiller i tyskfilm!)
11.5.1942: Von Hake sender billederne videre til Rigsfilmintendant
Fritz Hippler i tyskland og påstår i sit brev, at Lau Lauritzen er
parat til at medvirke i tyske film som skuespiller eller evt.
instruktør. (Bemærk: Von Hakes indberetninger til sine overordnede
var ikke pålidelige fastslog politiadvokaten Waage Jensen i
Politi-sagen mod Karmark efter besættelsen, og kunne ikke dengang
bruges som bevis. Von Hake pyntede ofte på sine resultater. I
Politi-sagen mod Karmark bemærkes: "At sådanne falsknerier fra
tyskernes side overfor deres foresatte fandt sted, kendes jo fra
adskillige V-mands-sager.")
8.6.1942: Den højtstående tyske embedsmand Müller-Görne meddeler Von
Hake, at Bavaria Film i München vil prøvefilme Lau Lauritzen. Von
Hake forsøger i næsten en måned at få fat i Lau Lauritzen for at
overbringe ham tilbuddet, men Lau Lauritzen svare ikke på deres
henvendelser. (Dette ville jeg tolke i retning af, at han har holdt
dem hen med snak, og sendt dem de billeder de bad om, og håbet på
det gik i sig selv. Intet tyder på, at Lau Lauritzen i virkeligheden
har nogen intension om at blive prøvefilmet i Tyskland og intet
tyder på, at det blev til noget.)
27.6.1942: Von Hake sender selve brevet om tilbuddet fra Bavaria Film
videre til Lau Lauritzen, der antageligt aldrig svare på brevet.
29.6.1942: Alice O'Fredericks skriver et brev til Von Hake, hvor hun
tilbyder at lave film i Tyskland. (Man kan forestille sig, at Karmark har overtalt hende til at tage over, da Lau Lauritzen ikke
ville have med det at gøre? For mig ligner det mest af alt spil for
galleriet - måske for at trække tiden ud til glæde for Karmarks
udlejningsforretninger med Ufa? For hvad skulle ASA egentlig gøre,
hvis Alice O'Fredericks virkelig var rejst væk? Og hvis Lau
Lauritzen var rejst samtidig, ville ASA ligeså godt have kunnet have
lukket ned, og hvilken interesse skulle Karmark, O'Fredericks og Lau
Lauritzen dog have i det?)
7.8.1942: Filmen "Søren Søndervold" har premiere og bliver en pæn
succes.
Juli 1942: Det trækker op til den store retssag mellem John Olsen og
Henning Karmark. Lau Lauritzen holder op med at lave film, da alle
film som han laver vil skulle udgives igennem John Olsens
udlejningsselskab Teatrenes Films-Kontor – og det ønsker hverken han
eller Karmark, som sagen står. Lau Lauritzen kunne altså godt have
overvejet at tage imod et tilbud fra udlandet. Sikkert
igen på foranledning af Von Hake er der fra det tyske Tobis Film
kommet et tilbud om en tysk version af ”Blåvand melder storm”. Denne
film ville Lau Lauritzen kunne lave uden om John Olsen, mens han
venter på at sagen med John Olsen falder på plads. Lau Lauritzen er
oven i købet blevet tilbudt en mindre formue for at instruere og
medvirke i denne film, men ifølge B.T. fra den 17.8.1942 afslår Lau
Lauritzen alligevel tilbuddet.
Sagen får yderligere et skær af spil for galleriet, når B.T.
fortæller, at Lau Lauritzen har afslået tilbuddet fra tyskerne med
en undskyldning om, at han har for travlt på ASA. Selvom han faktisk
(i hvert fald officielt) er holdt op med at arbejde!!! B.T. skriver
den 17.8.1942 bl.a.: "Efter hvad B.T. erfarer, arbejdes der i
øjeblikket på planer om at fremstille en film, der skal komme både i
en dansk og en tysk version, men som for udebilledernes vedkommende
skal optages i Danmark (…) Det er ikke udelukket, at man til dette
formål vil benytte et manuskript, der ligger tæt op ad "Blåvand
melder storm" (…) Direktør Lau Lauritzen har i disse dage modtaget
et tilbud om at spille hovedrollen i en ny film bygget over det
samme emne og hans gage skulle være ikke mindre end 100.000 kroner.
Aldrig tidligere er der budt en dansk filmskuespiller så stort et
beløb for at medvirke i en film, men Lau Lauritzen har dog været
nødsaget til at melde afbud. Hans forpligtigelser overfor ASA-Film,
der fortiden arbejder for højtryk, tillader ham ikke det første år
at tage mod tilbud fra andre sider."
Tyskerne forstår antagelig ud fra afslaget af dette fyrstelige
tilbud, at Lau Lauritzen simpelthen ikke vil arbejde i tyskland, og
forsøger i den næste tid, at friste ham med italienske tilbud.
Allerede den 18.8.1942 kan B.T. fortælle om et andet tilbud til Lau
Lauritzen. Igen angives grunden til at han kigger efter arbejde i
udlandet, at være sagen mellem John Olsen og Karmark: "Med det
forløb, sagen efterhånden har fået, har direktør Lau Lauritzen
imidlertid ikke ønsket at sætte film i scene, som siden skulle
udlejes af Teatrenes Film-kontor. Han er derved tvungen ind i en
lediggang, der passer den unge og energiske filmmand meget dårligt.
B.T. fortalte i går om de planer, der er fremme om at optage en tysk
udgave af filmen "Blåvand melder storm" med direktør Lau Lauritzen
som instruktør. Det viser sig imidlertid, at dette ikke er det
eneste tilbud, unge Lau har fra udlandet. For kort tid siden
henvendte det italienske filmselskab Scalera sig til ham med en
forespørgsel, om han ikke kunne tænke sig at iscenesætte en fransk
udgave af filmen "En ganske almindelig pige." Onsdag den 26. august
(Bemærk - dette kommer ikke til at gå som planlagt) rejser direktør
Lau Lauritzen sammen med direktør Henning Karmark til Venedig for at
overvære Biennalen, den årlige europæiske filmbegivenhed, hvor de
bedste film præsenteres. Det er ved denne lejlighed, at Danmark
bliver repræsenteret med "Afsporet". Under besøg i Venedig skal
direktør Lau Lauritzen føre forhandlinger med chefen for det
italienske filmselskab, og der skal på forhånd være gode chancer
for, at kontrakten går i orden. Det italienske filmselskab har store
atelierer i den ubesatte del af Frankrig, og det er her, at "En
ganske almindelig pige" skal optages. Arbejdet vil antageligt
strække sig over flere måneder, idet det lyntempo, som kendetegner
de meget økonomisk indstillede danske filmselskaber, er et ukendt
begreb i udlandet. De afsluttende forhandlinger vil antageligt blive
ført på hjemvejen i Berlin med Scalera-films europæiske
repræsentant, Dr. Ronceni, der tidligere har besøgt Danmark og
plejet forhandlinger med ASA-Film. Hvis planerne kommer til
udførelse, hvad der er store chancer for, vil ASA antagelig i fire
måneder komme til at undvære Lau Lauritzen."
Det virker som om, dette tilbud er mere spiseligt for Lau Lauritzen,
da det kan foregå i den ubesatte del af Frankrig, og Italien er jo
heller ikke direkte i clinch med Danmark, men meget bedre var det jo
ikke - og dette projekt bliver da heller ikke til andet end snak.
29.7.1942: ASA har oprettet en særskilt eksport-afdeling, som skal varetage afsætningen af ASA-filmene til udlandet. Den unge energiske impresario Jens Dennow er blevet engageret som leder. ASA har fået solgt en del af sine film til Sverige, Norge og Italien, og håber på at få "Afsporet" afsat ved Biennalen i Venedig. De andre danske filmselskaber afslår invitationen til Venedig, men havde de haft en film med klare internationale muligheder på hånden, havde det måske set anderledes ud? "Afsporet" er vistnok den første danske film nogensinde, der er med på Biennalen i Venedig.
2.8.1942:
Filmklipper Marie Eilersens 50 års fødselsdag festligholdes på ASA
under optagelserne til "Tyrannens fald". Til stede er bl.a. Lau
Lauritzen, Alice O'Fredericks og Henning Karmark.
25.8.1942: Lau Lauritzen befinder sig på Hammers Kro i Lyngby, hvor
han holder en uofficiel forlovelses fest med Lisbeth Movin, som han
har mødt under indspilningerne til "Søren Søndervold" i
foråret/sommeren 1942. Hendes bror, Rasmus Movin, bliver en
fremtrædende mand inden for modstandsbevægelsen på Næstved egnen.
28.8.1942: Filmen "Frk. Vildkat" har premiere og bliver en stor
succes. (Næste gang en film med Lau Lauritzen som instruktør får
premiere er "Hans onsdagsveninde" den 21.4.1943. Dette fordi han jf.
ovenstående holder op med at arbejde fra det trækker op til
retssagen mellem John Olsen og Henning Karmark.)
31.8.1942: Alice O'Fredericks har besøgt et filmstudie i Berlin og
skriver benovet over forholdene i nyhedsbladet Ufa-Kureren. Alice
O'Fredericks var ikke en intellektuel tænker i politiske ideologier.
Hun var et umiddelbart følelsesmenneske og var utvivlsomt oprigtigt
- som filmmand - benovet over de store forhold i Berlin. Som jeg ser
det, bliver hun uden at hun tænker nærmere over det, misbrugt i
propaganda øjemed af tyskerne.
1.9.1942: Henning Karmark rejser ifølge Politiken til Venedig for at
overvære Biennalen. Lau Lauritzen, der skulle have været med,
opnåede ikke rejsetilladelse i første omgang.
4.9.1942 er der ifølge Politiken fodboldkamp mellem filmskuespillere
og sportsjournalister. Lau Lauritzen spiller for filmholdet.
8.9.1942: "Afsporet" er blevet forevist på Biennalen i Venedig og er
blevet en stor succes. Bladene skriver, at filmen fængslede
tilskuerne stærkt, og at den fik en begejstret modtagelse.
9.9.1942: Med nogle dages forsinkelse tager Lau Lauritzen alligevel
til Biennalen i Venedig. (Det må vel i mellemtiden være lykkedes ham
at få visum til Italien eller var det med visummet blot en
undskyldning for at blive hjemme og spille fodbold?)
13.9.1942: Politiken fortæller at "Afsporet", der vakte så stor
interesse på Biennalen, er blevet solgt til ni lande: Bulgarien,
Grækenland, Holland, Kroatien, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien
og Ungarn. (ASA har altså i høj grad haft fornøjelse af turen.)
24.9.1942: Lau Lauritzen har ifølge Politiken fået et tilbud fra et
andet italienske filmselskab Luce-Film i Rom, der ønsker at lave en
dansk-italiensk co-produktion. Han foreslår dem at filmatisere Vilh.
Bergsøes roman "Fra Piazza del Popolo" i en dansk og italiensk
version, hvilket de umiddelbart er så glade for, at de ønsker at få
udarbejdet et treatment af historien. Sagen strander dog her og også
disse planer bliver ved snakken. Denne gang var idéen at
atelieroptagelserne skulle laves i Danmark, og at
location-optagelser skulle foregå i Italien.
29.9.1942: Sagen mellem John Olsen og Henning Karmark begynder i
retten.
22.11.1942: Lau Lauritzen har fundet nogle småting, som han kan
hænge John Olsen op på i håb om at slippe ud af udlejningskontrakten
med ham. Lau Lauritzen lægger sag an mod John Olsen.
23.12.1942: Sagen mellem John Olsen og Lau Lauritzen kommer til
forlig uden for retten. John Olsen afstår for udlejningsretten til
Laus film.
Efter julen 1942: Lau Lauritzen kan genoptage sit arbejde på ASA og
der er tydelige små stik til besættelsesmagten i alle de film, som
han laver i 1943. I ”Det ender med bryllup” vises på et tidspunkt en
liste over hovedpersonens yndlingsforfattere John Steinbeck,
Sinclair Lewis, Sigfred Petersen og den tyske Erich Kästner. Da de
senere i filmen snakker om forfatterne, nævnes Erich Kästner ikke.
Nu er yndlingsforfatteren ud over de to amerikanske, og den danske
forfatter, blevet den engelske Charles Dickens. Det har den tyske
censur åbenbart ikke lagt mærke til. I ”Jeg mødte en morder” har Lau
Lauritzen givet en hovedrolle til Peer Guldbrandsen, som ellers fra
1942 var blevet forbudt al offentlig optræden af nazisterne pga.
hans antinazistiske viser! Endelig er der i "Hans onsdagsveninde"
flere satiriske bemærkninger om, hvor elendig kaffen er blevet.
15.4.1943: Tyskernes propagandachefen Kay P. Nielsen er ifølge
Lars-Martin Sørensens bog vært ved en række filmsamtaler i
Statsradiofonien - såkaldte ’forståelsesforedrag’, som radioen
åbenbart var blevet pålagt at sende af besættelsesmagten. Den
15.4.1943 medvirker Lau Lauritzen i et sådan et program, hvor emnet
er "Dansk og tysk film". I Politiken fra den 16.4.1943 kan
man læse, hvad Lau Lauritzen udtalte sig om i programmet:
"To unge filmfolk måtte foran mikrofonen besvare forskellige spørgsmål ud fra deres forskellige forudsætninger, og det gjorde de uden på noget punkt at komme i totterne på hinanden. De var enige om, at det danske filmpublikum er modtageligt ikke alene for lystspil og farcer, men også for alvorlige sujetter, hvad de dokumenterede ved at nævne succeser som "Postmesteren", "Lægen, der dræbte", "Afsporet" og "Skilsmissens børn". Spørgsmålet om, hvorfor vi herhjemme holder os til filmiske kammerspil besvarede Lau Lauritzen med at sige, at det er af rent økonomiske grunde. Et enkelt optrin i de store tyske massefilm koster ofte dobbelt så meget som en hel dansk film. De tyske film er meget dyrere at fremstille end de danske. Det indrømmede red. Kay Nielsen fra Ufa. Fremstillingsomkostningerne for en film i Tyskland ligger vel på et minimum af 1. mill. mark, opad er der ingen grænse. Men Tyskland har jo flere biografer at spille på, og der betales kun 10 pct. i forlystelsesskat, ja for nogle film endnu mindre, og for film med prædikatet "kunstnerisk værdifuld" slet intet. Lau Lauritzen greb lejligheden til at rette et kraftigt angreb på de danske skattemyndigheders mangel på forståelse. Efter at have strejfet kulturfilmen og dens succes i begge lande - hr. Nielsen fortalte bl.a. at man i Tyskland spiller 3. akt af Stavnbåndsfilmen, bryllupsfesten, som kulturfilm under titlen "Danske bondeskikke" - kom man ind på manuskript-emner. De to herrer enedes om, at novellen er det bedste grundlag for et filmmanuskript. Herman Bang anses i Tyskland for at være den første forfatter, der har skabt kontakt mellem novellen og filmen, hvad de fem filmatiseringer af hans "Fire djævle" også vidner om. Speakeren berørte den kendsgerning, at man herhjemme ikke har nogen stab af udelukkende filmskuespillere. Lau Lauritzen betonede, at de unge danske skuespillere fra scenen møder med glimrende uddannelse; Kay Nielsen fortalte, at unge mennesker, der har vist evne for filmen, i Tyskland kommer på filmskoler, hvor de, så længe uddannelsen står på, får en gage, de kan leve af".
Det er som om
skribenten i Politiken, der underskriver sig "Vikar", godt er klar
over, at de to filmfolk ikke er mødtes af stor lyst, og at de som
udgangspunkt er meget langt fra hinanden - men programmet forløb
naturligvis alligevel fredeligt. Programmet eksistere antageligt ikke
længere, men mit bud er, at ASA har sendt deres mest uplettede mand
i studiet, for ikke at få problemer med det.
Det fik de da heller ikke, for de illegale blade, der ellers havde
travlt med at offentliggøre alt hvad der ikke så pænt ud om folk,
sagde god for Lau Lauritzen. Det var i "De frie danske" juli 1944
side 6, at de konstatere, at "Hr. Lau Lauritzen er god nok".
Ovennævnte radioprogram, avisernes skriverier omhandlende
udenlandske filmplaner i 1942, der ikke blev til noget, og om hans deltagelse
ved filmfestivalen i Venedig samme år, vægtede ikke tungt i
samtiden.
Jeg fæstede mig ved at historikeren Claus Bryld i Radio 24 7 den
12.5.2014 fortalte følgende: "I 1942 var det for de fleste danskere
legitimt at tage til tyskland. Der var masser der tog til tyskland
og arbejdede. Der var over 100.000 danskere, der tog arbejde i
tyskland helt op til 1943/44. Det var helt legitimt, men i dag ser
man det jo som det var fanden selv, man tog ned til - og det var det
måske også i virkeligheden. Det kan vi jo se nu - med holocaust og
alt det der, men sådan opfattede folk det ikke i 1942 (…) I dag ved
vi en hel masse, som man ikke vidste den gang." Lau Lauritzen
var dog så vidt jeg kan se ud af ovennævnte forløb allerede i 1942
tyskfjentlig nok til at afslå alle tilbud derfra, eller lade disse løbe ud
i sandet. Hvilket burde tjene ham til ære.
Det der vægtede i billedet af Lau Lauritzen dengang - og efter min
mening også bør være det i dag - er derimod hans hjælp til jødernes
flugt i 1943 og hans aktive indsats i modstandsbevægelsen i krigens
sidste år. Jeg har tidligere fortalt om dette her på siden, og en
nærmere beskrivelse af, hvordan vi fik bekræftet beretningerne om
hans hjælp ved jødernes flugt, kan ses længere nede på denne side.
Men her kan jeg kort skitser følgende op:
Oktober 1943: Krigen rykkede ind i Lau Lauritzens baghave. I 1943
brød Danmarks samarbejdspolitik sammen i forbindelse med at
nazisterne ville indlede auktionen mod de danske jøder. Lau
Lauritzen boede på dette tidspunkt på Røntofte ned til kysten ved
Helsingør. Han kom derfor ind i modstandskampen ved at skjule
flygtende jøder på sit loft og ved at lade modstandsbevægelsen
"stjæle" sin båd til at sejle flygtninge over til friheden i det
neutrale Sverige. Jeg kendte ikke til denne del af Lau Lauritzens
indsats under krigen, da jeg skrev min bog om ham, men f.eks. i
Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld.
Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994)
fortæller Rachel Posin, om hvordan jøder på flugt fik lov til at
overnatte hos Lau Lauritzen: "Ved ankomsten til Snekkersten skulle
vi kontakte dr. Gersfelt, men vi traf ham nu ikke, for ligesom Henry
Thomsen var han på farten døgnet rundt for at redde jøder til
Sverige. Vi blev modtaget af fru Gersfelt, og Bertha og barnet blev
sendt op og gemt på husets loft. Min onkel og tante kom op til Lau
Lauritzen Juniors villa "Røntofte" i Rønnebær Allé, og jeg og Jacob
blev indlogeret for natten i en villa på Strandvejen. Næste morgen
gik jeg og Jacob til Snekkersten kro, hvor vi traf Henry Thomsen.
Han sagde straks: "I skal ikke være bange - I skal nok komme
afsted". Ved et andet bord sad to unge tyske jøder, der var helt ude
af sig selv af angst. De havde ingen penge, og de kunne ikke tale
dansk, men bad os om hjælp. Vi fortalte Thomsen om det, og han
sagde: "Det er ikke penge, det drejer sig om. De skal nok komme
afsted. I skal ikke være nervøse for dem". De to kom da også til
Sverige sammen med os i Thomsens båd. Nu kom dr. Gersfelt og gav mig
besked på at hente onkel og tante i Lauritzens villa. Gersfelt gav
mig nøje besked på vejen men jeg må have været helt forvirret. Ude
på Strandvejen var der imidlertid en dansk politimand, der tog mig i
hånden og sagde: "Ved De hvad, lille De. Jeg ved, hvor De skal hen.
Kom vi går". Da vi kom derop, sagde han: "De har ikke gået med
nogen, og De har ikke set mig. De går bare derind". Vi hentede onkel
og tante og Lau Lauritzen Jr., der netop var kommet hjem fra
filmatelieret i København, tog afsked og sagde, at han ville stå ved
villaens vindue for i sin kikkert at sikre sig, at vi kom godt hele
vejen over til Sverige. Vi var syv mennesker og et lille barn, der
kom afsted fra Snekkersten havn kl. 13,30 lørdag 3. oktober - den
dag og det klokkeslæt glemmer jeg aldrig."
Lau Lauritzen var kun en lille brik i alt dette, men det er trods
alt en indsats, han kunne være stolt af. Men typisk for ham, så har
han så vidt vides aldrig talt offentligt om det.
7.2.1944: Dele af både ASA og Nordisk Film bliver sprængt i luften
af Schalburgkorpset – det tyske terrorkorps oprettet som svar på
modstandsbevægelsens sabotage. Den 31.1.1944 var det gået ud over
Palladium Film. ASA-folkene mente, at det gik ud over dem, fordi de
havde nægtet at lave tysk propaganda. Bl.a. har Alice O’Fredericks
fortalte følgende i Alt for damerne den 13.10.1964: ”ASA gik jo ikke
ram forbi under besættelsen. Engang havde vi regulær ildkamp herude.
Tyskerne havde opdaget, at Lau skjulte sabotører. Tyskerne ville
også have os til at lave ugerevyer for dem. Vi sagde nej – og de
svarede igen med schalburgtage en nat i 1944.” Under retsopgøret
forlød det fra de implicerede, at formålet med bomberne var at lamme
den danske filmproduktion og på den måde bane vej for tyske film i
Danmark.
25.8.1944: Lau Lauritzen er i mellemtiden blevet skilt fra Nina
Borthen og forlover sig officielt med skuespillerinden Lisbeth
Movin.
Sommeren 1944. Lau Lauritzen bakker ifølge Lars-Martin Sørensen op
omkring det illegale filmarbejde og ansætter Christian Harmsen, der
er gået under jorden, som fotografassistent på ASA, for at give ham
et legalt dække over sit illegale filmarbejde. På opfordring fra
Arne Sørensen fra Dansk Samling træder Lau Lauritzen og en række
andre ASA-medarbejdere ind i en af de militære ventegrupper, der
trænede til at støtte englænderne, hvis det kom til kamp mod
nazisterne på dansk grund. Heldigvis kom det dog aldrig så vidt. Lau
Lauritzen var i Region VI (København), København: Afsnit 2
(Gentofte-Lyngby-Holte) 4. Kompagni, 3. Deling, og skjulte bl.a.
våben hos ASA i Lyngby.
12.3.1945: Henning Karmark bliver arresteret på sit kontor af Gestapo. Der foretages en razzia i hans hjem, hvor det tyske politi medtager 2 kufferter. De må have fået mistanke til det dobbeltspil, som Karmark spillede overfor besættelsesmagten. Han støttede bl.a. det illegale arbejde med penge og lånte sin jagthytte ud til jernbanesabotørerne. Henning Karmark blev i flere omgange afhørt i Shell-huset og efter eget udsagn tortureret med knippelslag på skinnebenene. Da man ikke kunne vide om Henning Karmark kunne holde tæt - bl.a. om de ting der foregik på ASA - måtte Lau Lauritzen for en tid gå under jorden, fortalte Lau Lauritzens søn mig. Som man typisk gjorde, boede han hos familie og venner, så han kunne nå at blive advaret og komme væk, hvis nazisterne skulle begynde at lede efter ham. Bl.a. skal han en overgang have boet hos Alice O'Fredericks i Hellerup. Antageligt et sted, hvorfra han hurtigt kunne komme til Sverige, hvis det skulle komme så vidt. Det gjorde det nu ikke, for Henning Karmark holdt tæt og nazisterne måtte løslade ham igen den 18.4.1945, uden at være kommet videre i sagen. Lederen af Schalburgkorpsets efterretningstjeneste (ET), Erik V. Pedersen, skød antageligt skylden på en af hans underordnede ET-mænd, og gav ham en næse for at have arresteret Karmark. Men der kan vel næppe være tale om en fejltagelse, når de havde holdt ham indespærret i over en måned. Selv mente Karmark ifølge Lau Lauritzens søn, at han gik fri fordi akterne i hans sag gik tabt, da Shell-huset blev bombet den 21.3.1945. Dagen efter Karmarks løsladelse blev Erik V. Pedersen likvideret på sin bopæl af modstandsbevægelsen.
Lau Lauritzens svoger Rasmus Movin har i sine
efterladte erindringer fra krigens tid, som han efterlod til sin søn
Michael, omtalt Lau Lauritzen flere gange i forbindelse med
ventegruppen. Rasmus Movin var siden
den 29.8.1943 med i modstandsbevægelsen i Næstved. Før dette fandtes
der ikke organiseret modstand på egnen: "Vi vågnede noget vel sent,
og de fleste gjorde det aldrig", bemærker han i erindringerne.
Rasmus Movin var læge og var på dette tidspunkt ansat på
røntgenafdelingen ved Næstved Amtssygehus. Hans indsats bestod af
såvel sabotagehandlinger, som modtagelse af våben og ammunition fra
luften. Det fleste våben blev sendt videre til afdelingerne i
København, hvor han havde forbindelse med: "Dr. Thyssen fra Gentofte
Amtssygehus, der sad i en sanitær nøglestilling og endelig med Lau,
der var delingsfører for Lyngby III deling."
Rasmus Movin fortæller om følgende oplevelse, som implicere Lau
Lauritzen: "Den 4. om aftenen kørte Nina og jeg en runde ind på
Rådhuspladsen og oplevede den forheksede atmosfære der. Derefter
kørte vi ud til Lisbeth og Lau, men netop da vi kom, var
alarmeringen der, og jeg kørte med Lau og Reichhardt til
samlingspunktet Asa. Ved midnatstid kom der ordre til Lau om
besættelse af broen ved Frederiksdal, og vi tog af sted i Asavognen,
der blev placeret på tværs af broen. Regnen silede ned hele natten,
og den eneste opmuntring var, at kroværten trakterede med cigaretter
og gammel tyk porter. Ensformigheden blev dog brudt ved, at vi
åbnede ild mod en vogn, der ikke standsede ved de 2 første
vagtposter. Først, da Lau placerede en salve lige foran den,
stoppede den op, og 2 drukne mandspersoner og en kvinde tumlede ud
skræmt fra vid og sans. "De havde bare været ude at fejre det." Det
var næsten synd både for dem og kuglerne, men ellers var de vel kørt
lige ind i Asavognen."
Det var antageligt ASA's tonevogn, der blev brugt. Rasmus Movin
fortæller også om, at de mødtes i Lisbeth Movins lejlighed i
Kristiansgaarden og udvekslede illegal litteratur.
Selvom de aldrig kom i krig, var ventegrupperne meget aktive i tiden
omkring befrielsen, hvor de trådte frem. Den deling som Lau
Lauritzen og bl.a. hans ven skuespilleren Poul Reichhardt var en del
af, blev anbragt på Hotel Rustenborg ifølge Lyngby-Taarbæk Bladet:
”Lau Lau og Poul Reichhardt var to af de populæreste frihedskæmpere
i Lyngby. De havde kvarter på Rustenborg, hvorfra de ivrigt deltog i
jagten på stikkere og værnemagere.” Det må være i denne forbindelse,
at Lau Lauritzen får øje på Henning Karmarks navn på en af listerne
over dem der skal interneres, og sørgede for at han blev sendt til
Sverige. Dette ifølge hvad Laus søn har fortalt mig i sin tid.
Lyngby-Taarbæk Bladet fortæller også, at de to berømte
frihedskæmpere på et tidspunkt stod vagt ud for Statsskolen i
Lyngby, men ustandselig blev ”bestormet af Lyngbys ungdom for at
give autografer.” En morsom historie, som Poul Reichhardt ved flere
lejligheder har underholdt med.
I Carsten Borchs biografi om Poul Reichhardt, fortælles dog også om
en helt anderledes tragisk hændelse, der minder lidt om den mere
fredelige hændelse, som Rasmus Movin oplevede dagen før: ”Den 5. maj
1945 skulle han (Poul Reichhardt) sammen med Laus gruppe hente nogle
Gestapofolk i Skodsborg. Der skete så det, at mens de ventede, blev
de overrasket af en anden gruppe frihedskæmpere. Begge grupper
forvekslede hinanden med en tysk patrulje, der blev åbnet ild, og
ulykkeligvis mistede en af de unge frihedskæmpere livet den dag.” En
del mennesker mistede livet ved lignende vådeskudsuheld i dagene
omkring befrielsen.
Eiler Worsøe fortæller følgende mere fredelige historie om
modstandsgruppen i Søllerødbogen 1995. De skulle stå vagt, da
Montgomery kom til København og kørte gennem byen i åben vogn: ”Her
kom kompagniet og mange andre ind i billedet som vagter i en tæt
række langs hele hans rute. Begivenheden var samtidig en slags
afslutning for de mange, der nu stod for hjemsendelse. Og for at
sætte stemning på lærte vi at synge frihedssangen (…) Indbankningen
af sangen blev iscenesat på Engelsborgskolens legeplads. Hele
kompagniet var i mellemtiden blevet forlagt hertil. Indpiskerne var
vore kendte og skattede kompagnimedlemmer Lau Lauritzen og Poul
Reichhardt. Det lykkedes i løbet af formiddagen for de fleste at
lære alle tre vers udenad og synge dem, mens de prøvede at gå i en
slags takt. Eksercits var jo ligesom heller ikke udbredt blandt
modstandsfolkene.” Poul Reichhardt kravlede op på taget af en bil
for at kunne tale til forsamlingen under indøvningen af sangen. Han
måtte efterfølgende igen skrive autografer til sine unge fans: ”Til
sidst lykkedes det at få alle på plads langs gaderne i den indre by.
Kompagni Lyngby stod i Store Kongensgade, hver anden med ansigtet
mod gaden, hver anden med skarpt blik op mod tagene, hvorfra
snigskytter kunne lure. Så kom Monty, og så var krigen forbi. Sejren
var vor, en ny og bedre verden ventede på os alle sammen – så længe
det varede.”
Lau Lauritzens største indsats for frihedskæmperne og det officielle
Danmark i forbindelse med besættelsen var dog utvivlsomt da han
efter befrielsen lavede filmen "De røde enge" sammen med Bodil
Ipsen. Man må huske på, at mange danskere under besættelsen var
modstandere af al den "ballade", som frihedskæmperne gik og lavede.
Men Lau Lauritzen og Bodil Ipsens film var stærkt medvirkende til at
danne billedet i danskernes - og udlandets - bevidsthed om, at
danskerne skam også gjorde modstand mod besættelsesmagten. Et
billede som det officielle Danmark var med til at fremelske og som
var med til at hjælpe nationen videre efter besættelsen. Det var,
som jeg ser det, ikke et falsk billede - blot kun en side af
historien. Lau Lauritzen spillede selv en frihedskæmper i denne
modstandsfilm. I "Den usynlige hær", som også kom ud i 1945,
spillede han til gengæld en tysktalende nazist! Han kom hele vejen rundt som
skuespiller.
Ovenstående er som jeg ser det Lau Lauritzens forhold under
besættelsen. Kilderne kan læses og forstås på mange måder. Det må
være op til den enkelte, hvad man synes er rigtigt eller forkert -
godt eller skidt. Men et er i hvert fald sikkert - de fleste
danskere forholdt sig passivt under besættelsen, det gjorde Lau
Lauritzen ikke - og vist ovennævnte samlede indsats ikke længere er
acceptabel, så er der ikke ret mange danskeres indsats under
besættelsen, der er det.
14.5.2014:
Lau Lauritzens familie kalder det billede af Lau Lauritzen, som
Lars-Martin Sørensen tegner i sin nye bog om dansk film under
nazismen, for "Absurd" ifølge filmmagasinet Ekko's hjemmeside. Deres
indsigelser samt Lars-Martin Sørensens svar kan der læses om her:
www.ekkofilm.dk
3.5.2014:
Den 5.maj udkommer Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under
nazismen", og allerede nu har Jyllands Posten en artikel om
sagen, hvor ikke kun Henning Karmark, men også Lau Lauritzen hænges
ud for deres samarbejdspolitik med nazisterne i krigens første år!
Nærlæser man teksten, så fortælles der faktisk mere nuanceret om
sagerne - og det er jeg sikker på, der også gør i bogen - men det er
lidt farligt at tale om sådan noget. Folk ser en overskrift, og
slutter - Nå, filmfolkene i Danmark var nazister - præcis som for et
stykke tid siden, hvor der kørte en lignende sag om Karen Blixen.
Hvis man ikke ser tingene i den rette historiske sammenhæng og ikke
fanger nuancerne, så får folk hurtigt et forkert indtryk. Jeg vil
fortsat mene, at Lau Lauritzen på ganske naturlig vis har fulgt
udviklingen i samfundet - og været fuldt på bølgelængde med store
dele af den danske befolkning - der udgjorde hans publikum. I
krigens første år var filmbranchen selvsagt meget usikker på, hvor
det bar hen og vidste ikke rigtigt hvilket ben de skulle stå på. Man
frygtede vel at nazisterne skulle sætte sig på filmindustrien i
Danmark, som de havde gjort det i Tyskland. Derfor forsøgte de at
tækkes tyskerne, være medgørlige og samarbejde så vidt muligt. Helt
i tråd med den danske regering og flertallet af danskerne. Siden da
det stod klart at samarbejdspolitikken ikke holdt, skiftede Lau
Lauritzen også spor. Dette skete senest i forbindelse med at jøderne
blev reddet over sundet til Sverige i 1943, hvor Lau Lauritzen
trådte ind i modstandsbevægelsen. Igen helt i tråd med den danske
regering, som på samme tid opgav samarbejdspolitikken. Jeg mener
altså ikke der er mere at udsætte på Lau Lauritzen, end på Danmark i
det hele taget. Det er en helt typisk udvikling han har gennemgået
under besættelsen - og da han efter besættelsen var med til at
fremhæve og hylde modstandsfolkenes indsats med filmen "De røde
enge", var dette jo også helt i tråd med den gængse danske udlægning
af besættelsen, hvor dette blev den historie som det officielle
Danmark træk frem, for at vise at Danmark skam også var på den
rigtige side i den sidste ende. I Jyllands Postens artikel nævner
de, at Lau Lauritzen aldrig blev anklaget ved en æresret. Og nej -
det gjorde han ikke, for hvad skulle man dog have anklaget ham for?
De kunne jo ikke bygge en sag på, at Lau Lauritzen i 1940 var
inviteret til en filmpremiere på en nazistisk propagandafilm, og at
han siden blev tilbudt at komme til Tyskland lave en film. Et
tilbud han i første omgang ikke takkede direkte nej til, - hvem havde vovet at gøre
det. Men det blev i hvert fald
aldrig til noget. Kilden til historien om den nazistiske
filmpremiere er Bovrup-arkivet - og der står intet specifikt om, at
det var Lau Lauritzen, der ved den lejlighed tilbød nazisterne sin
hjælp - selvom det kan læses sådan i Jyllands Posten. Tværtimod vil
jeg mene, at Lau Lauritzen er blandt de danske topfilmfolk, der har
gjort den største indsats inden for modstandskampen - så det er ikke
så lidt synd, at netop han skal hænges ud. I artiklen klarer Nordisk
Film nogenlunde frisag ved at fortælle at Nordisk Film senere blev
sprængt i luften af nazisterne – men det gjorde ASA og Palladium
også. Der var ingen af filmselskaberne i Danmark, der var venner med
nazisterne. Kun Saga Studio gik fri. Og dette kun fordi selskabet
var så nyt, at de ikke stod i telefonbogen! Det var i hvert fald den
forklaring nazisterne kom med efter krigen.
Jeg mener fortsat ikke, at der er noget at udsætte på Lau Lauritzen - og de illegale blade slår da også fast allerede under besættelsen, at "Hr. Lau Lauritzen er god nok". Det var i "De frie danske" juli 1944 side 6. Men nu må vi jo se, hvad der står i Lars-Martin Sørensens bog. Forhåbentlig er det blot "reklamekampagnen" for bogen, som er lidt vel rigeligt skarpt vinklet.
Her et billede bragt i Jyllands Posten:
Faktisk er der tale om et helt uskyldigt billede fra Lau Lauritzens fødselsdag, som fejres på ASA med familie og venner. De personer hvis navne ikke nævnes i avisens billedtekst er skuespiller og instruktør Jon Iversen med brillerne, Alice O'Fredericks mand Oscar Klintholm foran hende - og sammen med Lau Lauritzen står såmænd hans mor...
3.4.2014:
Tilføjelse til Ole Bram galleriet: Nederst på siden er tilføjet en række
billeder fra Alice O'Fredericks scrapbøger. Tryg på galleri øverst
på denne side.
3.4.2014:
I Jørgen Stegelmanns unikke bog om Københavns biografer, fortæller
han også om Kinopalæet både før og efter Lau Lauritzens tid som
direktør og bevillingshaver af biografen. Stegelmann fortæller
bl.a.: "Ingen københavnske biografer har gennemlevet så
dramatisk et forløb som Kinopalæet. Denne fashionable kæmpebiograf
vil, når engang ud i en fjern fremtid arkæologer graver den frem af
tomterne, minde en og anden om Troja, hvilken oldtidsby som bekendt
stadig formerede sig og til sidst lå i et tal af seksten oven på
hinanden. Kinopalæet ved Gammel Kongevejs hjørne hen mod Søerne
oplevede så mange ændringer og katastrofer, at man i dag dårligt kan
huske, i hvilket Kinopalæ man så hvilken film. Og dog tegner der sig
tydeligt visse forskelle. Mit første kendskab til Kinopalæet stammer
fra tredivernes midte, dengang da Kinopalæet endnu var sit ædle
selv, men lidt slidt i det, med mange sprukne lædersæder og en del
puds, der faldt til jorden. Jeg mindes en ganske fornem bygning med
anstrengende indgangsforhold, en lang og buet foyer, der åbnede sine
døre ind mod en forjættende halvmørk sal, hvis meget usædvanlige
dekoration var et vandfald i lys, anbragt under lærredet, hvor det
virkede sært dragende og ret forvirrende. Selve lærredet sad højt
oppe, og i min erindring står det, som om man histoppe var i selskab
snart med Snehvide, snart med Marguerite Viby. Der var en stemning
over denne biograf, dette grandiose Kino-Teater, af fjern
stumfilmsædelhed og hektiske moderne sensationer, og det føltes som
en afsked med en epoke, da teatret engang under krigen blev bombet
af danske nazister og lagt i grus, så man resten af krigen alene
mindedes om dets storhed ved hjælp af de plakater, som hang tilbage,
plakater fra det sidste program før bombningen, Viby i
"Teatertosset", et stykke Asa-film af vanlig livslyst og med indlagt
hyldest til svajerne, blandt hvilke man selv taltes for en stund."
Det var den ruin, som Lau Lauritzen og ASA i 1946 fik bevillingen til.
Da man stod over for nogle byomlægninger, kunne man dog kun love dem
retten til at have biograf på stedet i 10 år frem. Derfor blev det
genopbygget lidt interimistisk. Den stod klar til genåbning i 1950
og blev revet ned omkring 1960. Stegelmann fortæller bl.a. følgende
om denne periode:
"Kinopalæet genopstod efter krigen, ikke som nogen Fugl Føniks,
thi den nye biograf forblev i hele sin levetid så underligt
interimistisk, en mærkelig ufuldkommen kæmpebiograf med mægtige
premierer, men lidt skrabet bygget og løs i fugerne. Måske gør jeg
den uret, men min hukommelse er ganske bemægtiget af mindet om den
sofa, hvor Berlingerens anmelder med eventuel ledsager altid blev
anbragt. Satte man sig lidt løst og ledigt i den, skete med
usvigelig sikkerhed altid det samme: hele det brede sofasæde løsnede
sig fra sine forbindelser med selve rækken, gled langsomt, men
roligt fremad og lod sig kun stoppe af de fremstrakte fødder, der
sprællende arbejdede med at få sædet på plads igen (...) Kinopalæet
var meget ofte min biograf, dens repertoire befandt sig en anelse
ved siden af det absolut lødige, hvorfor Første Anmelderen gerne gav
biografens premierer fra sig og overlod mig dem. Det havde jeg intet
imod — Kinopalæet havde på mig en vis tiltrækning, her var
repertoiret en sympatisk blanding af alleslags, talrige
samlebåndsprodukter blandet op med små musicals fra Warner isprængt
kraftige westerns og prydet med storslåede udflugter i det
historiske. Jeg glemmer aldrig "Demetrius og gladiatorerne" med
Susan Hayward som en absolut meget attraktiv Messalina. Kinopalæet
fik også tid til små sentimentale komedier, og til det rene
uforfalskede teenager-drømmeri: "Tammy" - husker nogen i dag Debbie
Reynolds med flæser og en drævende sød melodi. Og boksefilm - Kirk
Douglas i "Champion", meget irriterende, og grumme nobel."
I 1959 blev biografen revet ned for at gøre plads til byfornyelserne
og en ny blev opbygget bag det gamle i forbindelse med
Codan-bygningen. Stegelmann fortæller: "Men så flåede man dette
Kinopalæ af vejen, for nu var de nye lærreder ankommet, og nu skulle
konkurrencen med de farlige nye tider tages op, så det forslog. Og
det nye Kinopalæ blev en af byens bedst konstruerede biografer, og
den fik et lærred, der - når reklamefilmene var omme - blev større
og større og stadig større, en proces, der skete i betagende
stilhed, mens publikum undrende så til. Ingen københavnsk biograf
viste gigantfilm med et så overvældende teknisk udstyr som
Kinopalæet, i hvert fald ikke i disse de nye lærreders første
blomstringsår, da snilde talenter kæmpede for at fylde arealerne ud
og glemme de pludselige klip og undgå de alt for tætte nærbilleder.
Det blev til slagmalerier af alle typer, og lyden bølgede frem mod
os fra tusind kanaler og løftede os ud af stolene. Man husker Blake
Edwards' "Det store løb", der var dediceret Gøg og Gokke, til Anders
Bodelsens rimelige forargelse, for så morsom var den nye film jo
slet ikke. Men den havde en vis gedigen lystighed, og lærredet
fyldte den med grov appetit på pointer i alle hjørner."
I 1966 mistede Lau Lauritzen bevillingen til biografen, som i stedet
blev givet til de nye folk på ASA Film Studio i Lyngby, som han
havde solgt til dem i 1964. Stegelmann afslutter sin beretning med
at fortælle om stemningen i biografen efterhånden som den blev alt
for stor, da folk i stadig stigende grad blev hjemme foran
fjernsynet: "Til det sidste forsøgte Kinopalæet at fastholde den
store stil, men teatret var dyrt i drift, og publikum satte sig
fjernere og fjernere fra hinanden i den mægtige sal. Jeg mindes
stemningen i den sidste film, jeg så på Kinopalæet, min sidste
premiere på Kinopalæet, et stort og bredt drama om mandfolk i
ødemarken, og af en vis melankoli i de mægtige billeder. Melankolien
forplantede sig til den ensomme anmelder, der sad og tænkte, at nu
er det slut med Kinopalæet, og nu ruller man det store lærred
sammen, og nu er der eventyr, som dør."
18.3.2014:
Grethe Hoffenblad tilføjet til rollelisten på "En sømand går i
land". Tak til Niels Peter Olesen for oplysningen.
15.2.2014:
I Leif Jensens samling findes der et billede fra optagelserne til
ASA-filmen "Livet på Hegnsgaard" (1938). Se nedenfor:
Med ryggen til er det cheffotografen Karl Andersson, men hans assistent er så vidt jeg kan se Alf Schneevoigt. Dette bekræfter, at han var hos ASA langt tidligere end man normalt antager. Normalt antager man, at han blev ansat som fotograf på ASA i 1940, da dette fremgår af samtidige aviser. Bl.a. Nationaltidende som den 24.8.1940 skriver: "Den udmærkede filmfotograf Karl Andersson, hvis dygtige arbejde man i øjeblikket kan beundre i "Pas på svinget i Solby", forlader ASA Film for at overtage cheffotografstillingen ved Palladium efter den nylig afdøde Carlo Bentsen. Til gengæld har ASA knyttet to nye fotografer til sig, fotograf Frederiksen, der har opholdt sig i adskillige år i Sverige, og som bl.a. huskes fra de to Fejos-film, og som anden fotograf den unge Schneevoigt, som for størstedelen er uddannet i Tyskland." Dette har filmhistorikere normalt tolket i retning af, at Alf Schneevoigt blev ansat på ASA i 1940 - og som Nationaltidende måske også antyder mellem linjerne - fordi han stod sig godt med besættelsesmagten, som på det tidspunkt var gået ind i Danmark. Men Alf Schneevoigt er blot blevet forfremmet fra fotografassistent til decideret anden fotograf i forbindelse med at Karl Andersson forlod ASA.
Jeg har spurgt Lars-Martin
Sørensen, som arbejder med besættelsestidens danske film, og han
bekræfter at Schneevoigt var på ASA flere år før krigen. Lars-Martin
Sørensen fortæller at Alf Schneevoigt blev uddannet på Nordisk Film
fra 1931, og var ansat på Nordisk frem til 1935, hvor han blandt
andet var i Finland og Rusland som fotograf. Sandsynligvis i
forbindelse med at hans far, George Schneevoigt, optog filmen
"Fredløs" (1935) på de breddegrader. Alf Schneevoigt fortsatte
efterfølgende sin fotografuddannelse i Tyskland frem til marts 1937,
hvor han bliv ansat hos ASA. Dette falder faktisk sammen med at ASA ansatte
cheffotografen Karl Andersson. Den første ASA-film, som Schneevoigt
(og Andersson) var med til at optage må altså have været "Frk.
Møllers jubilæum", der fik premiere den 30. august 1937. I juni 1937
meldte Alf Schneevoigt sig som bekendt ind i Danmarks Nationalsocialistiske
Arbejderparti (DNSAP).
Samtidig med at Alf Schneevoigt
blev forfremmet til anden fotograf på ASA i 1940 og Karl Andersson forlod
ASA, ansatte ASA som det fremgår også Rudolf Frederiksen. Han var en
gammel ven af Alice O'Fredericks og faldt godt til på ASA. Han
avancerede hurtigt til cheffotograf og beholdt den position på ASA
indtil helbredsproblemer tvang den flittige og vellidte fotograf til
at trække sig tilbage i 1964. Alf Schneevoigt derimod holdt hos ASA
i løbet af 1942 og drog til Østfronten, hvor han antageligt
medvirkede til lidt af hvert. Under optagelserne til "Afsporet"
(1942) tog Helge Robbert over som fotografassistent på ASA. Han
bestred jobbet indtil 1943, hvor han måtte flygtede til Sverige. Efter
krigen sørgede Lau Lauritzen for at Helge Robbert kom tilbage til
ASA i sit gamle job. Hvem der var fotografassistent på ASA i
perioden 1943 - 1945 vides desværre ikke. Er der nogen derude, der
ved noget?
Lars-Martin Sørensens med spænding ventede bog "Dansk film under nazismen" udkommer den 5.maj...
Peter Ulstrup har henvist min opmærksomhed til en anden ASA
historie, som implicere den problematiske Alf Schneevoigt. I Ekstra
Bladet den 20.8.1941 kan man læse følgende under overskriften
PISTOLSKYDNING FORAN "ASA": En dag i forrige måned hørtes der skarpe
skud ud for ASA-Filmatelier i Lyngby, og politiet blev underrettet.
Det viste sig at være filmfotograf Schneevoigt, den kendte
filminstruktørs søn, der havde øvet sig i at skyde med pistol mod en
brændestabel.
Der blev rejst tiltale mod den unge mand for overtrædelse af
bestemmelserne om våben, og i dag mødte han hos dommer Gierulff i
Nordre Birk. Her oplystes det, at hans borgerlige navn er Alf Bent
Fischer. På spørgsmålet om, hvor han havde pistolen fra, forklarede
han, at det var en, han havde lånt af en udlænding, og at det i
øvrigt havde været hans mening at aflevere den til politiet. Sagen
afgjordes derefter med en bøde på 100 kr."
31.1.2014:
Der er udkommet en flot ny bog om Poul Reichhardt af Anne-Sofie
Storm Wesche: "Poul Reichhardt - blot et menneske". Bogen adskiller
sig fra tidligere Reichhardt biografier ved at forfatteren har fået
hans familie i tale - og denne del af historien fylder derfor meget.
Lau Lauritzen har dog også fået den plads i historien, som tilkommer
ham. Som instruktør og ven havde han en ikke ubetydelig rolle i
opbygningen af Poul Reichhardts karriere. I de helt unge år
medvirkede Poul Reichhardt næsten udelukkende i film af Lau
Lauritzen og Alice O'Fredericks - med folkeligt gennembrud i "Alarm"
(1938) og et gennembrud som komisk lystspilskuespiller i "De kloge
og vi gale" fra 1945. Senere samme år fik Poul Reichhardt sit store
gennembrud som karakterskuespiller i modstandsdramaet "De røde enge"
- instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen. En rolle der fik de
flestes øjne op for, hvad han faktisk kunne gøre som skuespiller og
indirekte førte til at han kom i betragtning hos Det kgl. Teater.
Bøgerne om Lau Lauritzen er benyttet som kilde til Poul
Reichhardt-bogen og har helt tydeligt været med til at trække
billedet af Lau Lauritzen i den retning, jeg mener han har fortjent.
16.12.2013:
Nordisk Film har pr. 1.10.2013 købt Scanbox bagkatalog af danske film. Der i
blandt de rettigheder til ASA-filmene, som i sin tid tilhørte
Henning Karmark. Med i handlen er også de gamle Merry Film, som
Henrik Sandberg var hovedproducenten af. I alt skal det dreje sig om
246 film. I 2011 opkøbte Nordisk Film rettighederne fra Sandrew
Metronomes bagkatalog. I alt 130 film. Der i blandt de gamle film
fra Saga Studio og nogle af Novaris titlerne. Dermed er en stor del
af den danske filmskat samlet hos Nordisk Film, der nu har et
katalog med 700 danske titler og et samlet katalog på 3500 titler!
Det eneste af de store gamle filmselskaber, som endnu ikke er på
Nordisk Films hænder, er Palladium Film. I forbindelse med
overtagelsen udtalte Nordisk Films direktør Kenneth Wiberg: ”Vi er
stolte over aftalen og ydmyge omkring at huse en stor del af den
danske filmskat. Vi føler et stort ansvar for at passe godt på
filmene og fortsætte med at restaurere dem og bringe dem ud til
publikum på både tv, video on demand og dvd. Publikum elsker stadig
de danske filmklassikere, og vi arbejder på at få hele kataloget
gjort tilgængeligt både i butikkerne og digitalt, så
’Soldaterkammerater rykker ud’, ’Pigen og millionæren’ eller ’Far
til Fire i byen’ kun er et klik væk”.
De gamle ASA-film er altså fortsat i gode hænder og skulle være sikret for fremtiden. Med i handlen har Nordisk Film også fået distributionen af de kommende nye Far til fire-film. Købsprisen er ikke blevet offentliggjort - men det kan ikke være småpenge, der er tale om.
Scanbox satser fremover på nye danske filmproduktioner og internationale film. Salget af de gamle danske klassikere udgjorde kun ca. 8 % af Scanboxs omsætning sidste år, og man kan forestille sig, at de frem for selv at skulle stå for digitaliseringen af de gamle film og distributionen af filmene på nye platforme, har valgt at sælge til Nordisk Film, der allerede har gang i omfattende tiltag inden for det felt.
Lau Lauritzens omfattende del af rettighederne til de gamle ASA-film er vel at mærke fortsat i familiens eje. Lau Lauritzen Film ApS har med handlen blot fået sig en ny samarbejdspartner, som fremover tager sig af distributionen af filmene i stedet for Scanbox. Rasmus Lau Lauritzen håber samarbejdet vil resultere i, at flere af de gamle danske film vil komme ud på både eksisterende og nye medier de kommende mange år og tilføjer at f.eks. "filmskatte som "Far til Fire i byen" med den berømte julebalscene i nisseland nærmest er gået hen og blevet en fast juletradition i mange danske børnefamilier. De simple handlinger og karikerede figurer går stadig rent ind hos et bredt publikum."
3.9.2013:
Filmografien opdateret med flere oplysninger om filmene fra DFI's
Lau jun. reklamefilmssamling. En bunke filmruller, som DFI for mange
år siden har fået fra ASA via Nordisk Film. Flere af filmene kan nu
ses på DFI's hjemmeside.
28.6.2013:
I 1951 optog ASA en socialdemokratisk propagandafilm "Frihed
forpligter" for Socialdemokratisk Forbund. Filmen blev lavet af
Alice O'Fredericks med assistance fra Robert Saaskin. Leck Fischer
skrev manuskriptet. Umiddelbart havde Lau Lauritzen, der næppe var
socialdemokrat, ikke andet med filmen at gøre, end at hans studie
udlejede personale og optagefaciliteter til projektet. Men efter
gennemsyn af filmen viser det sig, at Lau Lauritzen er speaker i
starten af filmen og at der faktisk genbruges nogle klip fra "De
røde enge" i filmen, da en sekvens viser modstandskampen under
besættelsen. Det er også værd at bemærke, at der ukrediteret
medvirker en række skuespillere. Umiddelbart genkendelig er Ib
Conradi, Ole Wisborg, Jørgen Weel, Hugo Bendix (ASA's inspektør),
Arne Westermann og en meget ung Henning Moritzen. Filmografien her
på siden er derfor opdateret.
Jeg har fået lov til at vise et par billeder fra Peter Ulstrups samling i forbindelse med denne film. Først et udklip fra "En Stjernevogn kørte ud" udgivet af Arbejderbevægelsens forlag 'Fremad'. Billedet er fra optagelser til "Frihed forpligter". Poul Reichhardt og Karl Gustav Ahlefeldt spiller to politisk engagerede frihedskæmpere, som kæmpede sig om side under besættelsen, men så meget forskelligt på tingenes tilstand efter krigen. Poul Reichhardt spiller helten, som er socialdemokrat, mens Karl Gustav Ahlefeldt spiller kommunist:
Følgende sjove billede af Ib Schønberg fra "Frihed forpligter" stammer fra en samling ASA filmbilleder, som Schønberg fik foræret af Alice O'Fredericks, Lau og Henning Karmark i anledning af sin 50 års dag. Ib Schønberg spiller i bogstaveligste forstand en sofavælger i filmen - men han bliver omvendt til sidst, som det ses på billedet:
3.5.2013:
Alt i mens der diskuteres i medierne om Far til fire-filmene skal
have lov at eksistere, har filminstituttet valgt at støtte endnu en
film i serien: "Onkel Sofus vender tilbage". Dermed har de vel også
valgt side i debatten. De må også mene, at de populære
familiefilm, er vigtige for at holde liv i biografbranchen, som historien har vist
det. Debatten fører altså ikke til nogen ændringer i denne omgang, men kan jo
alligevel være ganske interessant at følge med i. Det morsomme er, at
argumenterne stort set er de samme, som gjorde sig gældende for 60 år
siden, da man lavede de gamle Far til fire-film. ASA producenten
Henrik Møller Sørensen udtaler bl.a. i JP den 3.5.2013: """Far til
fire" og "Min søsters børn" trækker virkelig mange mennesker i
biografen. Hvis vi ikke støtter den brede familiefilm, så bliver de
danske børns kultur kun påvirket af amerikanske, fordi de smalle,
kunstneriske danske film ikke bliver set af et nævneværdigt
publikum, og de kan ikke holde biograferne i gang. Det kan godt
være, at nogle siger, at det ikke er stor kunst, men det er film,
som hele familien Danmark kan gå ind og se, og som har afsæt i den
danske kultur." Henrik Møller Sørensen løfter arven fra sine
forgængere på ASA og fortsætter den kamp, som de også kæmpede i sin
tid. Udtalelsen kunne såmænd ligeså godt være kommet fra Alice
O'Fredericks eller Lau Lauritzen, da de lavede de gamle Far til
fire-film. F.eks. udtalte Alice O'Fredericks til Ekstra Bladet den
9.9.1946: ”Dansk film må bevares, om ikke for andet så for at skabe
balance mod den mentalitet, som de udenlandske film repræsentere.
Ønskedrømmene, som filmen er den vigtigste tolker for, må ikke
udelukkende gå i retning af amerikansk millionærliv i de for vore
forhold fantastiske omgivelser. Publikum må gennem dansk film have
deres ønskedrømme ledet ind i baner, der ligger dansk mentalitet
nærmere og opnåeligere.” og i Berlingske Aftenavis den 25.2.1956:
"Vi manglede film til drenge og navnlig piger. De skulle ikke nøjes
med cowboy- og indianerfilm.". I B.T. den 6.6.1960 udtalte Lau
Lauritzen: "”Ingen film bliver succes, uden der er et sind bag (...)
Psykologer har ment, at Lille Per interessen er en førerdyrkelse.
Jeg synes, at hvis føreren har en karakter som Per, kan det nok gå.
Man har også sagt, han er for artig. Jeg mener ikke, det kan skade,
at børn ser, at sådan kan man også være. Men hvad psykologerne end
kan finde på, har børnene accepteret Per og hele familien, og de
hygger sig i selskabet og tager ingen skade af mødet. De har fået en
glæde. Et godt mål, synes jeg, for en film at give det.”
Intet har sådan set ændret sig siden - bortset fra at staten nu
indser vigtigheden af at støtte disse film, og denne gang ikke lader
sig påvirke af debatten. I starten af 1960'erne, da støtten til Far
til fire-filmene også var til debat, valgte staten at trække støtten
til serien, som dermed endte efter "Far til fire med fuld musik" i
1961. Den gang bestod støtten i at producenten kunne blive tildelt
halv eller hel skattefrihed på filmene, således at de ikke skulle
betale den forhadte forlystelsesafgift af billetindtægterne. Dette
havde ASA opnået i forbindelse med flere af de tidligere film.
Ifølge loven kunne dette gives til børnefilm eller film af
folkeoplysende karakter. Alice O'Fredericks udtalte sig om problemet
i Ekstra Bladet den 10.8.1963: ”Der står ganske vist i loven, at
film for børn under 12 år er skattefri, men det er så godt som
umuligt at bygge en produktion på det – navnlig da man først får
svar, når filmen er lavet – og man risikere et nej, således som vi
fik sidst! Jeg er ked af, at man på den måde har stoppet
produktionen af børnefilm herhjemme!” Ved lov nr. 79 af 21.3.1958
var der blevet tilføjet følgende tekst til loven om
forlystelsesafgift: ”Forevisninger af film, der er optaget specielt
med henblik på børn, og som af justitsministeren eller det organ,
han måtte bemyndige hertil, er godkendt som særligt egnede for børn
under 12 år, er fritaget for afgift.” Det var dette "organ", som
antageligt bl.a. bestod af de børnepsykologer som Lau Lauritzen
omtaler, der vente tommelfingeren nedad i forhold til Far til
fire-filmene i gamle dage. Daværende justitsminister Hans Hækkerup
havde hidtil trodset "organets" indstillinger og havde f.eks. valgt
at støttet "Far til fire på Bornholm" (1959). Dette begyndte dog at
komme frem i pressen og Hækkerup valgte antageligt derfor, at følge
organets indstilling, da ASA søgte om skattefritagelsen til deres
næste far til fire-film. Populært sagt var det altså skattevæsnet,
der tog livet af den gamle Far til fire-serie. Det ser heldigvis
ikke ud til at den historie kommer til at gentage sig denne gang. I
vore dage består støtten af en direkte produktionsstøtte på omkring
6,5 millioner kroner.
Faren for serien er naturligvis, at den alligevel kører træt, og at publikum på den måde falder fra. Men da målgruppen er børn i en ret afgrænset alder og deres familier, så kommer der hele tiden nye generationer til - og da man med den kommende Far til fire-film også har gennemført et generationsskifte både blandet de medvirkende skuespillere og folkene bag filmene, så kunne der være en chance for, at serien i denne omgang kan fortsætte mange år endnu - hvis de nye folk kan løfte arven efter Alice O'Fredericks, der lavede de oprindelige film og Claus Bjerre, der har instrueret alle filmene i den nye serie.
31.4.2013: Kulturministeren forsvarer Far til fire:
Marianne Jelved kommentere i JP den 21.4.2013 på forslaget om at
tage støtten fra "romertalsfilmene" og give til unge
eksperimenterende filmkunstnere: "Jeg kan udmærket godt forstå
ræsonnementet. Jeg synes bare ikke, at det er helt fair, for jeg
synes også, der er rigtig gode film blandt dem, som er lavet under
Markedsordningen. De har et publikum og er med til at vænne
eksempelvis børn og unge til at gå i biografen. Og det er også en
opgave, som er kulturpolitisk at sikre. I Danmark er der mange flere
biografgængere til nationalt producerede film end i mange andre
lande. Danskerne er enormt gode til at gå i biografen og se film, og
det er jo alle slags film, de går til, bl.a. "Far til fire", som er
mine børnebørns - de yngste af dem - yndlingsfilm p.t, ligesom det
var, da jeg var barn. Vi har stadig den udgave, som jeg så, da jeg
var barn, og den kan vi rigtig godt lide at se i sommerhuset. Det er
bare for at sige, at selv om det er den type film, som vi kalder
kommercielle, så har de noget med sig, som er en del af vores
kultur"
Også kulturordfører fra Venstre Michael Aastrup Jensen forsvare Far til fire: "Vi skal fastholde den store markedsandel til dansk film, det er helt afgørende, og jeg tror ikke på, at vi skal væk fra de brede danske film. Det er også dansk kultur."
20.4.2013:
Det nye ASA og deres Far til fire serie er igen til diskussion i
medierne. Flere mener at Filminstituttet bør undlade at støtte de
populære folkelige film, og satse mere på unge instruktørere, der
har svært ved at komme frem i spillefilmsbranchen. Som kommentar til
debatten - bl.a. i JP den 20.4.2013 kunne man endnu engang henstille
til at tage ved lære af historien. Da man i midten af 1960'erne
lavede den første version af det, der er blevet kaldt verdens bedste
filmlov, støttede de vitterligt kun det de mente var kunstnerisk
ambitiøse film - samt enkelte omkostningstunge operettefilm. Da
filmproducenten Flemming John Olsen (Saga Studio) efter 5 år gjorde
status over lovens virkning i Biograf Bladet i 1970 udtalte han
bl.a.: "Vi må ikke glemme, at hele kunsten er forankret og rodfæstet
i den simple enkle ting, at der skal sælges billetter. Uden at der
bliver solgt billetter ved lugen, er filmen ikke kunst – men en
disput på et studerekammer. (...) Jeg vil jo nok tro, at vi måske i
de 5 år, filmloven har virket, har været lidt langt ude alle sammen
i vores begejstring! (...) Det er klart, at vi har været under en
pression, der har overmættet markedet med – skal vi sige ikke
særligt vellykkede, men såre ambitiøse film, som de nye unge
filmkunstnere så frygteligt gerne ville knække halsen på. (...) hvor
folk i gamle dage sagde: ”Det er en dansk film, den skal vi se”. Det
var så vores kunst at få dem til det. Men i dag siger de: Det er en
dansk film, den skal vi under ingen omstændigheder hen og se.”
Resultatet af 1964-loven var altså at der blev produceret en række
kunstneriske film - nogen af dem ganske vellykkede - men meget få
som interesserede et bredere publikum. Publikum vendte sig imod
dansk film, hvad meget nødigt skulle ske igen! Resultatet blev også
en yderligere stigning i biografdøden, da de populære danske film -
også dengang - stod for en stor del af billetsalget. Og dengang var
det ikke engang så slemt som nu. Dengang kunne private investorer
selv finansiere underholdningsfilm og i nogle tilfælde tjene pengene
ind igen - men i dag er en filmproduktion så bekostelig en affære,
at det stort set er umuligt at spille en film uden statsstøtte hjem
i et land med 5 millioner mennesker. Det er derfor 1964-loven siden
hen er blevet lavet om, så man også kan støtte mere folkelige
produktioner til glæde for biograferne, publikum - og producenterne.
Historien har vist, at det næppe er en god idé, at ændre på det.
I samme artikel undre man sig over at de samme gamle Far til fire og
Min søsters børn koncepter fortsat benyttes. Den diskussion var også
den samme i gamle dage og Flemming John Olsen havde følgende
bemærkning til dette: "Helt fundamentalt er publikum vel altid det
samme. Det er nye slægtsled, men på en mærkelig måde så avancerer
mennesket vel kun et hanefjed for hver generation, og på bunden
indeholder vi jo de samme komponenter, som vore forfædre havde i
sig." Hvis man har et barn eller barnebarn i målgruppen og har været
i biografen og se en af disse film med barnet, så er man ikke i
tvivl om, at det fortsat er en god oplevelse for hele familien - og
sådan noget løber tiden ikke sådan lige fra. Dertil kan også lige
bemærkes, at ASA Film, som står bag Far til fire-filmene, med deres
seneste familiefilm "MGP Missionen" faktisk har forsøgt at bryde med
formlen og lave et lidt mere virkelighedsnært produkt. Det er derfor
en gåde at netop den film - der oven i købet indeholder et velment
budskab om gensidig forståelse - ikke har kunnet få støtte.
Ifølge artiklen i JP, har de nye Far til fire og Min søsters
børn-film solgt knap 4,5 millioner biografbilletter siden 2001. Der
er giver omkring 5 - 6 millioner kr. i støtte til hver film. ASA
Films direktør Henrik Møller-Sørensen udtaler sig også: "Man kan da
godt vælge, at skære støtten til familiefilmene, men er folk klar
over, hvilke konsekvenser det vil få for hele branchen? Filmene vil
ikke længere blive produceret, og biograferne vil gå rabundus, hvis
de skal vise nyskabende eksperimenter i stedet. Det er muligt, at
man i branchen står med nogle problemer med for mange uddannede
filmfolk, men man løser ikke problemerne ved at få
produktionsselskaber til at indstille filmproduktionen".
30.11.2012:
Helsingør Dagblad har i dag en omtale af Ole
Bram og de foredrag, som han holder om sin tid i filmbranchen m.m. I
samme artikel omtales også vores fælles besøg på det gamle ASA
Filmatelierer i Lyngby. Artiklen gengives med venlig tilladelse fra
Helsingør Dagblad:
17.11.2012:
Torsdag den 15.11.2012 var der rundvisning på det gamle ASA studie i Lyngby. I forbindelse med at ASA's tidligere tonemester Erik Jensen lavede en grundtegning af ASA studiet til min bog om Lau Lauritzen, satte han mig i forbindelse med Per Årman og Gitte Fischer, der har tilknytning til ASA studierne i dag. De fremskaffede nogle af de gamle tegninger, og på den måde lykkes det, at få de sidste detaljer på plads i grundridset. Per Årman har været på ASA siden 1970 og har været produktionsleder på en lang række af de produktioner, der blev lavet på studiet i den periode, hvor staten ejede det og omdøbte studiet til "Det danske filmstudie". ASA-navnet kunne de ikke benytte, da Sven Grønlykke, der solgte studiet til staten, beholdt det navnkundige varemærke ASA, som han i 1964 havde købt af Lau Lauritzen. Per Årman har sideløbende undervist på Filmskolen, og i den periode kunne de unge talenter komme ud på Det danske filmstudie og prøve teorierne af i praksis. Således har instruktører som f.eks. Lars von Trier og Susanne Bier gjort sig nogen af deres tidlige praktiske spillefilmserfaringer på det gamle studie i Lyngby. Gitte Fisher har medvirket til alt dette siden 1982, og fulgte med over til Angel Studio A/S som Events & PR- Manager, da de i 2004 købte studiet af staten. I dag er studiet altså igen på private hænder og lever af, at udleje faciliteter til film og tv-produktion m.m. Per Årman er også fulgt med over til Angel, og viser af og til besøgende rundt på studiet. Firmaer og andre interesserede har mulighed for at leje lokalerne og/eller blive vist rundt i de legendariske omgivelser, hvor mangt en dansk film er blevet til. Per Årman kender hele studiets historie og fortæller levende og gerne, om de mange oplevelser han har haft på stedet de sidste mere end 40 år.
Det gamle Filmatelieret ASA anno 2012
Det var sådan en rundvisning undertegnede var så heldig at komme på i forbindelse med udgivelserne af bøgerne om Lau Lauritzen og ASA. Med på denne "ASA tour" var også Lau Lauritzens datter Lone Lau og hendes mand skuespiller m.m. Benny Fjeldsøe samt Ole Bram og hans hustru Lene. Ole Bram var filmfotograf på ASA i 1950'erne, og kunne supplere Per Årmans historier med anekdoter tilbage fra den tid, hvor de optog de klassiske Far til fire og Morten Korch-film på stedet.
Hvad angår selve ASA studiet, så er den gode nyhed, at alt det gamle er der endnu - plus meget meget mere. Ude fra ligner den gamle del sådan set sig selv fra atelieret blev opført i 1936 efter henvisninger af Lau Lauritzen, der have besøgt udenlandske atelierer og vidste præcis, hvad de ville få brug for. I gamle dage kørte man ind fra Asavænget, men nogle af de nye bygninger står i vejen for det nu. Så en ny indgang er lavet fra Blomstervænget. Rækkehusene hvor Far til fire-familien boede i sin tid - og stadig gør det i de nye film - ligger lige overfor den nye hovedindgang til "Det dansk filmstudie", som det hedder i dag. Det hus som i sin tid blev brugt som klipperum og til opmagasinering af filmkopier, ligger lige inden for til højre for indgangen. I sin tid blev bygningen placeret lidt væk fra de øvrige bygninger, da de gamle film, som blev opbevaret der, var til både brand og eksplosions fare. Det udbrød da også brand i huset i 1959, og en efterfølgende eksplosionen raserede nogle telte, som man havde stillet op uden for til optagelserne af "Far til fire på Bornholm". Det gik eftersigende værst ud over far og onkel Anders telt. Bygningen blev i sin tid kaldt "Sneglehuset", da det tog så lang tid, at få den bygget færdigt. I dag er bygningen vandskuret og passer i byggestil fint sammen med de nye bygninger, der ligger lige bag det. Huset er udlejet til et selskab.
Alle de gamle bygninger, der i sin tid udgjorde Filmatelieret ASA er der endnu. Storregi lageret med de gamle sættestykker og på et mindre lager en stor samling af døre og vinduer. Sådan noget er jo oftest ægte nok - selv i en filmkulisse. Mange af dem står der ASA på, og de har utvivlsomt medvirket i mange filmklassikere siden ASA's begyndelse i 1936. En dør skal også have medvirket som "Arnesens dør" i tv's "Matador". Snedker og malerværestedet er utvivlsomt blevet moderniseret nogle gange i tidens løb. I dag er der ikke fastansatte håndværkere, som i gamle dage. De enkelte produktionsselskaber, som lejer sig ind på studiet, har som regel deres egen folk, som de ønsker til opgaven. Den store Scene 1 ligner til gengæld sig selv med nummererede træk/tovværk i loftet til at holde på sættestykker - men der er kommet ny lydisolering på væggene, bemærker Ole Bram. I sin tid havde de svært ved, at holde larm fra omgivelserne ude. Per Årman fortæller, at der stadig er et bassin under gulvet, som kan bruges til optagelser med vand. Det var bl.a. her, ASA-folkene i sin tid optog optagelserne med miniature fiskekuttere til stormvejrssekvenserne i den legendariske "Blåvand melder storm". Den mindre Scene 2 findes også stadig, og her hænger en plade, som fortæller at Frits Helmuth debuterede på film under træk nr. 46. Det var i 1938 - netop i "Blåvand melder storm", hvor han spillede en fiskerdreng, der senere i filmen vokser op og spilles af Osvald Helmuth. Hans først replik på film var "Åh", da han så, at et billede var blæst ned fra væggen og glasset gået itu.
Per Årman viser rundt på Scene 1 (Foto: Ole Bram)
Til gengæld er den fløj, hvor der i sin tid var forevisningsbiograf
og toneafdeling helt lavet om. Der er nu oplagring af diverse
filmudstyr og for enden - hvor der er bygget til - er der en fin
skrædder og kostumeafdeling. I et lille rum og en gang har Per Årman
oprettet et lille ASA-museum med billeder og enkelte effekter fra
både den klassiske ASA-tid og ikke mindst tiden som selvejende
institution under staten. Ole Bram kan udpege det gamle mørkekammer,
hvor han i sin tid tilbragte en del tid, når der skulle sættes film
i kassetterne. I dag har man ikke brug for et mørkekammer, men
rummet bruges til at oplade batterier. Fordelingsgangen, hvor
mørkekammeret ligger er bevidst holdt i den oprindelige stil, og ser
antageligt ikke stort anderledes ud end den gjorde i ASA's første
år, fortæller Gitte Fischer.
Vi bevæger os derefter ovenpå, hvor der også i dag er garderober,
sminkerum og diverse kontorer. Forenden af gangen sidder Jørgen og
Ib Kastrup og skriver på en film om dobbeltmordet på Peter Bang Vej.
Den seneste film de har skrevet var kæmpesuccesen om
"Hvidstensgruppen". De to gæstfrie forfattere viser os, hvordan de
bygger et manuskript op med små sedler på væggen.
Det lille ASA-museum (Foto: Ole Bram)
Da vi fortsætter turen, kan Lone Lau udpege loftlemmen, hvor hendes far i sin tid gemte våben til modstandskampen, som Per Årman tidligere havde spurgt hende efter. Lemmen fører antageligt op til et større loftsystem, der går helt ind over den gamle biograf. Nedenunder igen er vi, hvor hovedindgangen lå i sin tid, og hvor inspektøren havde sin lille reception med en lue i væggen. Den var der ikke længere, men kontorerne blev forsat benyttet af diverse selskaber, der lejer sig ind. Bl.a. vor tids ASA Film. I gamle dage var der en lille gårdsplads mellem kontorbygningen og bygningen ved siden af, hvor kantinen lå. I dag er gårdspladsen dækket over og kantinen bliver brugt til kontor. Selv det lille ekstra fine rum i kantinen, som den dag i dag bliver kaldt "firkanten", er nu et kontor. Man kunne dog stadig se det fine loft og den lem, som de i sin tid bankede på, når de skulle have nye forsyninger ind fra køkkenet. Der er stadig et lille tekøkken på det sted, hvor køkkenet lå i sin tid.
Inden vi bevægede os ind i nogle af de siden tilbyggede bygninger gik vi en tur ud på gårdspladsen, foran det det der engang var hovedindgangen. I det fjerneste hjørne ligger det, der var det allerhelligste på det gamle ASA: Bungalowen. Den er blevet vendt en halvomgang og flyttet ud til siden i forbindelse med tilbygninger i Sven Grønlykkes tid på ASA. "Min bedstefar døde derinde" bemærkede Lone Lau og kiggede med nogen vemod på den stand, den engang så fine bungalow er i. Hendes bedstefar opførte denne norske bjælkehytte få år før han døde, og boede ofte i hytten på ASA's grund, så han kunne være nær det filmmiljø, som han elskede. Efter Lau seniors død overtog Lau junior Bungalowen og havde sit kontor her, indtil han solgte ASA i 1964. Alice O'Fredericks holdt også til her i studiets guldalder. Den lille veranda var der endnu, og de der har set "Far til fire og ulveungerne" vil kunne genkende hytten, som den skurkene holder til i ude i skoven. Egentlig var det jo her, der skulle indrettes et ASA museum, men Bungalowen er stadig i brug. Popgruppen Dodo and the Dodos benytter den som kontor og øvelokale. Bag Bungalowen er der et cementeret bassin. Antageligt det bassin ASA byggede i sin tid, da de skulle lave optagelserne, hvor Tove Maës falder i mosen i "Mosekongen" (1950).
Per Årman, Benny Fjeldsøe, Lone Lau og undertegnede besigtiger Lau Lauritzens Bungalow (Foto: Ole Bram)
Derefter gik turen ind i ASA's nye kantinebygning, og Ole Bram bemærkede at stemningen i kantinen alligevel var lidt som i det gamle marketenderi, selvom det var bygget til efter hans tid på ASA. Der var da også som i de gode gamle dage en sød kantinedame, som sørgede godt for os. I kantinen var vi så heldige at hilse på Henrik Møller- Sørensen, der driver det nye ASA Film. Han fortalt bl.a. om hans kommende film "MGP Missionen".
I den anden ende af kantinebygningen holder Kort og dokumentar filmskolen til. Studiet i Lyngby er altså fortsat tumleplads for nye talenter, ligesom i tiden som statsejet filmstudie. Ved siden af dette ligger et mindre studie, der faktisk er en Scene 3. Det benyttes bl.a. til tv-optagelser. F.eks. fortæller de at Bubbers badekar stod her i sin tid. Bag Scene 3 er det flere kontorbygninger, som blev bygget op i Sven Grønlykkes tid. Her holder Angle Film A/S, som ejer studiet i dag, til. Her har de også den forevisningsbiograf, som afløste den gamle, der lå inde i hovedbygningen og et studie til eftersynkronisering af film. I gulvet er mange forskellige slags gulvbrædder og fliser, så man kan lave et hvilket som helst fodtrin til en films lydspor.
Vi slutter vores ASA besøg hos Obel Film, der også har kontorer på studiet i Lyngby. Her får vi lov at se et gammelt stykke film fra rejsegildet af ASA. På filmen ses naturligvis både Lau Lauritzen junior og senior. De har også det klip fra "Blåvand melder storm", hvor Frits Helmuth debutere og nogle privatoptagelser fra opbygningen af de utroligt flotte dekorationer til Bille Augusts "Åndernes hus" fra 1993. Nok den mest omfattende produktion, der nogensinde er optaget på studierne i Lyngby. De måtte da også ud i byen og leje en hal, da der simpelthen ikke var plads nok på selve studiet. Antageligt den eneste gang i studiets historie, at dette har været nødvendigt. De store Hollywood-stjerner, der medvirkede i denne film, var meget glade for at arbejde i Lyngby, hvor der var en velsignet ro, og hvor de kunne gå ubemærket rundt i området. Mange af Lyngbys borgere aner ikke at der ligger et filmstudie i byen, og regner ikke med at møde Meryl Streep eller Jeremy Irons på gaden.
Det var for undertegnede en uforglemmelig dag i rigtig godt selskab, som jeg her endnu en gang vil takke Per Årman og Gitte Fischer mange gange for. Tak også til Ole Bram og hans hustru, der tog billederne og deltog med stor interesse og til Benny Fjeldsøe, der bidrog med et smittende godt humør og en række humoristiske bemærkninger. De der kender ham, vil vide hvad jeg snakker om. Det var naturligvis også en helt speciel oplevelse, at møde Lone Lau. Hun ligner sin far helt utroligt - både af udsende og utvivlsomt også af væsen. Hun havde det der udefinerbare - præcis som det fortælles om Lau Lauritzen – at hun helt automatisk blev selskabets midtpunkt, uden at gøre noget større væsen ud af sig selv.
Lone Lau på ASA-museet. På væggen et billede af hendes far med en af hans Bodil-priser og hans gode ven Poul Reichhardt. (Foto: Ole Bram)
30.9.2012:
Tilføjelse: I Ekstra Bladet den 29.12.1953 omtales endnu en kommende
ASA-film, som aldrig blev lavet: "En film om en livstræt mand, der
ønsker at begå selvmord, men ikke kan finde nogen, der er villig til
at ekspedere ham over i en anden verden - en gammel idé af Lau
Lauritzen senior."!
29.9.2012:
Tilføjelse: Af Østsjællands Folkeblad fra den 8.8.1953 fremgår det
at Johannes Allen blev bistået af politiadvokat Lotinga under
udarbejdelsen af manuskriptet til "Farlig ungdom", og at Lau
Lauritzen med denne film ønske at følge op på linjen, der blev
anlagt med "Café Paradis". Dokumentarisk prægede film, der nok
opstiller problemerne, men ikke løser dem."
16.9.2012: Lau Lauritzen hjalp jøder og modstandsfolk på flugt under besættelsen!
Ph.d.-stipendiat fra Københavns
universitet Brian Petersen skrev for nylig en artikel om Bodil Ipsen
og nazisterne til filmmagasinet EKKO og var i den anledning i
radioen. Her fortalte han i en sidebemærkning, at der i
befrielsessommeren 1945 også blev hvisket om Ib Schønberg, Lau
Lauritzen og Henning Karmark. I dagene efter blev han kontaktet af
mange spændende mennesker, men af speciel interesse i forbindelse
med Lau Lauritzen var en jødisk dame fra Frederiksberg, der havde
hørt udsendelsen og var blevet bekymret for Lau Lauritzens omdømme.
Hun fortalte Brian Petersen, at Lau Lauritzen havde givet husly til
flere familiemedlemmer, da de i 1943 under nazisternes besættelse af
Danmark, måtte flygte over Øresund til Sverige. Dette er en
spændende oplysning om Lau Lauritzens arbejde for
modstandsbevægelsen. I et interview med Horsens Avis den 1.9.1951
nævner Lau Lauritzen, at både han og flere af folkene fra ASA var
med i modstandskampen siden 1943. Dette kan passe med, at det var i
forbindelse med jødernes flugt til Sverige, at han blev impliceret.
Den 29.8.1943 brød den danske regerings samarbejdspolitik med den
nazistiske besættelsesmagt sammen, og de danske jøders skæbne var
herefter uvis. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best,
skrev den 8.9.1943 til udenrigsministeriet i Berlin, og spurgte hvad
han skulle gøre med jøderne i Danmark. Det blev efterfølgende
planlagt, at alle jøderne skulle fanges natten mellem den 1. og
2.10.1943. Den jødiske nytårsaften! En embedsmand på det tyske
gesandtskab, Georg Duckwitz, lod dog planen sive og fra den
29.9.1943, begyndte de danske jøder i stor stil at flygte til det
neutrale Sverige. Ca. 7000 jøder blev hjulpet til Sverige af
modstandsbevægelsen og andre velvillige danskere. Ofte mod betaling,
men de løb jo også en vis risiko, og der var naturligvis udgifter
forbundet med transporterne. En stor del af jøderne blev sejlet over
fra kysten omkring Helsingør, hvor afstanden til Sverige er kortest.
Lau Lauritzen boede på det tidspunkt i kæmpevillaen Røntofte netop i
det område. Med adgang til sundet. Det kan altså meget vel passe, at
Lau Lauritzen er kommet i forbindelse med modstandsbevægelsen i
forbindelse med transporten af jøderne, der forgik lige uden for
hans vinduer.
Kvinden, der kontaktede Brian Petersen, lovede at sende yderligere oplysninger, men
han modtog aldrig noget med posten og hørte ikke mere fra hende.
Desværre havde han ikke fået noteret hendes navn og telefonnummer.
Brian Petersen gik derfor i gang med et større detektivarbejde for
at finde frem til kvinden og få historien bekræftet. Via det jødiske
trossamfund er dette faktisk lykkes!
Rachel Skroropa vendte tilbage og kunne fortælle, at det var hendes
niece, Kitt Rosenberg (stavemåde usikker), Brian Petersen havde talt
med. Desværre var Kitt i mellemtiden afgået ved døden. Men Rachel
kunne bekræfte at hun, hendes mand og hendes bror overnattede på
Røntofte i slutningen af september 1943: "Lau Lauritzen var bestemt ikke nazivenlig. Hvis
han var det, ville han jo ikke have tilbudt os husly. Min mand og
jeg må være taget op til Snekkersten den 28.9.1943. Mor var der
allerede med to af mine brødre. Men der var ikke plads til os alle
sammen i den lille fiskerbolig, som mor havde lejet. Min ene bror,
Abraham, må have kendt eller truffet Lau Lauritzen på en eller anden
måde, for han, jeg og min mand kom til at sove hjemme hos ham den
første nat. Lau og hans norske kone var meget gæstfrie. De boede
meget skønt i en hvid kæmpevilla. Min mand og jeg havde et meget
flot soveværelse, kan jeg huske. Jeg var ung og meget duperet. Jeg
vidste jo godt, hvem Lau Lauritzen var som skuespiller og
instruktør. Vi overnattede kun hos Lau en nat, derefter boede vi på
et pensionat, indtil vi havde lejlighed til at komme over. Abraham
spurgte Lau, om han havde nogle forbindelser, der kunne hjælpe os
med at komme over til Sverige, men det havde han ikke. Men han
sagde, at vi skulle henvende os på nede på Snekkersten kro, hvad min
mand så gjorde. Han må have været klar over, at her ville være
nogen, som kunne hjælpe os med at organisere flugten, for det var
der.”
Det viser sig, at det vidste Lau Lauritzen i allerhøjeste grad.
Læser man i Jørgen Gersfelts bog "Sådan narrede vi gestapo" (1945)
kan man erfare, at meget store dele af organiseringen af jødernes
flugt netop foregik på Snekkersten kro. Kroejeren H.C. Thomsen var
simpelthen en af hovedskikkelserne blandt flugthjælperne, og
Snekkersten Kro var et samlingssted for egnens flugthjælperne og
modstandsfolk. I slutningen af 1944 blev Thomsen dog angivet af en
stikker og sendt til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland,
hvor han omkom i december 1944. Da der efter krigen blev afsløret en
mindesten for H.C. Thomsen den 4.9.1946 blev bl.a. følgende historie
fortalt af chefredaktør Leif B. Hendil fra Ekstra Bladet: "En aften
- det er netop i dag tre år siden - kom Laust Sørensen [Den lokale
betjent, der gik under dæknavnet Snup-Søren] ned til Thomsen og
spurgte, om han kunne skjule en del mennesker, der skulle i
sikkerhed. Thomsen var straks rede til at hjælpe, og da Laust
Sørensen havde fundet en båd, der kunne bruges til formålet, fik de
slæbt den ned til vandet en mørk aften. Flygtningene steg om bord,
men da Thomsen så dem, sagde han: Det er vist nogle værre
landkrabber. Jeg må nok hellere selv tage med over. Så får vi også
båden tilbage og kan bruge den igen!"." Den omtalte båd som blev
brugt til Thomsens første transporter over sundet var antageligt Lau
Lauritzens!
I et interview til Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens
skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde”
(1994), fortæller frihedskæmperen Sven Seehusen nemlig en lignende
historie. Han var en af dem der blev bragt over den aften: "Da vi
sad og spiste biksemaden, sagde Thomsen, at det var tosset ikke at
få båden tilbage, så han tilbød at tage med sammen med kroens kok.
(...) Båden, en jolle, stod i en hvælving på filmmanden Lau
Lauritzen Juniors villa "Røntofte" ved Rønnebær Alle - gemt bag en
port, hvor Lau Lauritzen havde sørget for, at alle skruer i
hængslerne var løsnet." Frihedskæmperne havde simpelthen aftalt med
Lau Lauritzen, at de måtte "stjæle" hans båd. I samme bog gengiver
de nogle håndskrevne beretninger af Laust Sørensen, der fortæller om
deres metoder i den første tid: "De blev sejlet til Sverige i
almindelige robåde, som jeg købte, mens Hendil hentede pengene
dertil fra De frie Danske eller Frihedsrådet. Alle robåde og årer
var under tysk kontrol, men når jeg havde købt en robåd, fik
sælgeren altid besked på at melde til politistationen i Helsingør,
at hans båd var stjålet om natten. Der blev aldrig købt både af
folk, vi ikke havde tillid til, og mange forærede os bådene uden
vederlag." Mon ikke den velhavende Lau Lauritzen har hørt til den
sidste kategori. Ifølge Seehausens beretning havde de dog problemer
med en bundprop, som de glemte at sætte i båden. Seehausen måtte
antageligt sidde med fingeren i hullet hele vejen over!
I Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld.
Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994)
fortælles også en historie, der ligner den Brian Petersen fik
fortalt, om hvordan jøder på flugt fik lov til at overnatte hos Lau
Lauritzen. Det er Rachel Posin, der blev reddet over af Henry
Thomsen og hans søn Frantz, der fortæller. Hun var oprindeligt fra
Polen og var en kusine til Rachel Skroropa, der fortalte Brian
Petersen om sin overnatning hos Lau Lauritzen. Posin troede åbenbart
at Skroropa var kommet over samme dag som de kom til Helsingør, men
ifølge hvad hun selv fortæller overnattede de altså også en nat hos
Lau Lauritzen: "Min kusine Rachel Skroropa og hendes mand Sie rejste
først og kom over med en fisker samme aften. Vi fulgte efter med
kystbanetoget til Snekkersten: min tante, Leah Rosenberg Kritter,
hendes mand Michael Kritter, min fætter Jacob, hans kone Bertha,
deres søn på tre år og to jødiske bekendte. I toget sad Bertha og
jeg overfor en mand, der sad og læste Berlingske Tidende. Han
betragtede os hen over kanten på avisen, og vi blev nervøse:
"Bertha, Bertha - den er gal. Hvad skal vi gøre?", sagde jeg. Men
efter at toget havde holdt på Springforbi station, stak han os et
kort i hånden. Det viste sig, at han var dansk præst, der havde kørt
med toget hele dagen. Hver gang, han traf nogen, der så jødiske ud,
gav han dem et kort i hånden med en adresse, hvor de kunne få hjælp.
Vores flugt var imidlertid allerede organiseret. Ved ankomsten til
Snekkersten skulle vi kontakte dr. Gersfelt, men vi traf ham nu
ikke, for ligesom Henry Thomsen var han på farten døgnet rundt for
at redde jøder til Sverige. Vi blev modtaget af fru Gersfelt, og
Bertha og barnet blev sendt op og gemt på husets loft. Min onkel og
tante kom op til Lau Lauritzen Juniors villa "Røntofte" i Rønnebær
Allé, og jeg og Jacob blev indlogeret for natten i en villa på
Strandvejen. Næste morgen gik jeg og Jacob til Snekkersten kro, hvor
vi traf Henry Thomsen. Han sagde straks: "I skal ikke være bange - I
skal nok komme afsted". Ved et andet bord sad to unge tyske jøder,
der var helt ude af sig selv af angst. De havde ingen penge, og de
kunne ikke tale dansk, men bad os om hjælp. Vi fortalte Thomsen om
det, og han sagde: "Det er ikke penge, det drejer sig om. De skal
nok komme afsted. I skal ikke være nervøse for dem". De to kom da
også til Sverige sammen med os i Thomsens båd. Nu kom dr. Gersfelt
og gav mig besked på at hente onkel og tante i Lauritzens villa.
Gersfelt gav mig nøje besked på vejen men jeg må have været helt
forvirret. Ude på Strandvejen var der imidlertid en dansk
politimand, der tog mig i hånden og sagde: "Ved De hvad, lille De.
Jeg ved, hvor De skal hen. Kom vi går". Da vi kom derop, sagde han:
"De har ikke gået med nogen, og De har ikke set mig. De går bare
derind". Vi hentede onkel og tante og Lau Lauritzen Jr., der netop
var kommet hjem fra filmatelieret i København, tog afsked og sagde,
at han ville stå ved villaens vindue for i sin kikkert at sikre sig,
at vi kom godt hele vejen over til Sverige. Vi var syv mennesker og
et lille barn, der kom afsted fra Snekkersten havn kl. 13,30 lørdag
3. oktober - den dag og det klokkeslæt glemmer jeg aldrig."
Ovenstående skulle være tilstrækkeligt til for altid at mane
eventuelle rygter i jorden om, at Lau Lauritzen som frihedskæmper,
hørte til "de sidste dages hellige." Han har været med fra den dag
samarbejdspolitikken brød sammen.
Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld.
Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994)
kan varmt anbefales, hvis man vil danne sig et indtryk af, hvad
denne indsats fra danskernes side faktisk betød for jøderne.
Forordet til bogen er skrevet af professor Leo Goldberg fra New
Yorks Universitet, der har udgivet værket ”The Rescue of Danish Jews”.
Goldberg var selv en af de danske jøder, der blev hjulpet over
sundet til Sverige i oktober 1943:
”Uden at tøve levede gode danske spontant op til udfordringen, da de
hørte om den forestående forfølgelse af Danmarks 7-8000 jøder. Med
karakteristisk dansk beskedenhed har disse gode danskere stædigt
hævdet, at det, de gjorde, ”ikke var noget særligt”, var ”den
naturligste ting af verden”, ”kun almindelig anstændighed” og bare
et spørgsmål om ”godt naboskab” – simpelthen hjælp til en gruppe
medborgere. Dog må det i sandhed siges – og siges højlydt og klart –
at de danskere, der aktivt tog del i hjælpen til os, viste ægte mod!
Stillet overfor virkelig fare og personlig risiko, kastede de al
forsigtighed over bord og handlede ud fra deres overbevisning i
stedet for at sukke og stønne: ”Er det dog ikke synd for de stakkels
mennesker?” De nægtede at stå som ”tilfældige vidner”. For at sige
det på en anden måde var danskerne utvivlsomt inspireret af
medborgerlige og humanistiske følelser, men de viste også den form
for mod og kampånd, der gør danskerne berettiget stolte af deres
ædle og ældgamle fortid, som den fremtræder i billedet af den
legendariske Holger Danske. Det må erindres, at mens jøderne blev
forfulgt i det øvrige Europa, stod danskerne fast, og de tillod
ikke, at det skete her. Derfor blev Danmark den enestående
undtagelse! For her var det folket selv, der ikke tillod, at noget
overgik deres jødiske fæller. Det er denne særlige kendsgerning, der
har fremkaldt beundring i resten af verden, og som har rettet
opmærksomheden mod begivenhederne i oktober 1943 – ikke blot i
Danmark, men også i USA, Israel og andre lande.”
Lau Lauritzen var måske nok kun en lille brik i alt dette, men det
er trods alt en indsats, han kunne være stolt af. Men typisk for
ham, så har han så vidt vides aldrig snakket offentligt om det. Lone
Lau husker ikke noget af dette, da hun først blev født efter krigen,
men hun mindes, at det er blevet fortalt i familien, at Lau
Lauritzen "hjalp mange med at komme til Sverige og var meget aktiv
som frihedskæmper". Som det fremgår af ovenstående beretning af
Rachel Skroropa, var Lau Lauritzen på det tidspunkt fortsat gift med
sin første kone den norske skibsrederdatter Nina Borthen. Først hen
mod krigens slutning, blev han gift med skuespillerinden Lisbeth
Movin.
I besættelses sidste par år var Lau Lauritzen en del af en af de
militære ventegrupper, der trænede til at støtte englænderne, hvis
det kom til kamp mod nazisterne på dansk grund. Heldigvis kom det
aldrig så vidt. Lau Lauritzen var i Region VI (København),
København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte) 4. Kompagni, 3. Deling.
Læse evt. mere om dette i bogen om "Unge Lau".
Frihedskæmperen Lau Lauritzen fotograferet i de glade dage lige omkring befrielsen.
4.9.2001:
Tilføjelse: I filmen "En fuldendt gentleman" (1937) var Lau
Lauritzen udstyret med et smalt overskæg i sin rolle som baron
Falkenstjerne. Overskæg var højeste mode på den tid og sås også hos
populære Hollywood stjerner som Clark Gable og Errol Flynn.
Antageligt havde Lauritzen også tænkt sig at have overskæg i hans
næste film "Frk. Mølles jubilæum", men dette satte frosten og
kollegaerne en stopper for, hvis man ellers kan tro en munter
beretning under Berlingske Aftenavis rubrik: "Navne og nyt": "Den
danske ASA-filmsekspedition er ankommet til Geilo, Norge. Der
udstedes følgende bulletin: Vi har det dejligt, masser af sne, godt
med frost, ikke en solstribe, ikke taget et billede, venter på solen
(gid den må komme sent), står på ski hver dag, glæder os til Liva
Weels ankomst i dag, det bliver rimeligvis en oplevelse at se hende
"gøre Geilo" med "brædder" på fødderne. Karen Jønsson har vist sig
som skiekspert, fru Alice O'Fredericks har fået førstepræmie for "at
falde med ynde", unge Laus overskæg kan ikke lide frost og sne,
tonemester Bang, direktør Karmark og ingeniør Edelsteen har i
fællesskab fået det fjernet."
3.9.2012:
Tilføjelse: I B.T.'s anmeldelse af Lau Lauritzens seniors første
tone- og talefilm "Han, hun og Hamlet" i 1932 er anmelderen faktisk
opmærksom på Lau jun.s indflydelse på projektet, selvom han og Poul
Bang var
ukrediteret som tonemester: "Han [Lau sen.]
hævede sig som den fødte filminstruktør, fordi han ikke lod det nye
tage magten fra det gamle - trods toner og tale viste han en række
første klasses fotografier i filmen. Vi så den første rigtige
fotograferede tone- og talefilm. (Her bør måske Lau junior nævnes i
parentes)." Altså en artikel, som yderligere bakker op om
synspunkterne om den sag i bogen om "Unge Lau".
2.9.2012:
Tilføjelse: Af en artikel i Skive Folkeblad fra den 7.7.1938 fremgår
det, at Hans Olsson var toneassistent på ASA allerede under
optagelserne til "Livet på Hegnsgaard" (1938). Det er altså
sandsynligt at han assisterede tonemester Poul Bang i hele perioden
fra 1937 til 1940, hvor Bent Høyer blev toneassistent og senere
tonemester på ASA. I artiklen omtales også en hidtil ukendt
kameraassistent Børgesen.
2.9.2012:
Tilføjelse: Torsdag den 12.9.1940 bragte radioen en udsendelse, hvor Lau
Lauritzen fortalte om trickfilm. Dagen før havde de bragt en
udsendelse om, hvordan han laver tonefilm.
2.9.2012:
En frk. Bodil Fjeldsøe arbejdede hos ASA i 1937. Måske som
scriptgirl og sekretær. Det kan altså være navnet på fru Evas forgænger.
1.9.2012:
I et gammel avisudklip fra 29.4.1935 i en ikke identificeret avis er
jeg stødt på en interessant tilføjelse til Lau Lauritzens filmografi.
Artiklen omhandler PH's legendariske Danmarksfilm, der samme aften
skal præsenteres i Palads Teatret og i en dansk udstillingsbiograf i
Bruxelles. Det fremgår, at man har lavet nye kopier af et par af
spolerne, som australiensflyveren Michael Hansen skal flyve til
Bruxelles inden premieren. Tonemester Poul Bang er på flyvepladsen
for at aflevere spolerne, for det er åbenbart Palladium, der har
lavet lyd til filmen: "Eftersynkroniseringen af filmen er
foretaget ude på "Palladium" af Lau Lauritzen jun., direktør Karmark
og tonemester Bang." Når Henning Karmarks navn nævnes i denne
forbindelse, må eftersynkroniseringen af lyd på "Danmarksfilmen"
være endnu et af de projekter, som "Lau jun.'s reklamefilm" lavede
på Palladium. Når studiet ikke var i brug til andet havde Lau jun.
fået lov af Palladiums direktør Svend Nielsen til at benytte
faciliteterne til sin sidegesjæft med reklamefilm, som han
lavede sammen med Henning Karmark og Gutenberghus. De fik
efterhånden også gang i andre og større ting end reklamefilm, hvad
dette jo også er et eksempel på. Dette førte til Lau Lauritzens
brud med Palladium. Svend Nielsen sagde stop og Lau Lauritzen,
Henning Karmark og Gutenberghus startede for sig selv sammen med
filmproducenten John Olsen. Omtalte tonemester Poul Bang - senere
filminstruktør og direktør på Saga Studio - fulgte også med til det
nye filmselskab ASA i Lyngby.
31.7.2012:
Opdateret filmografien. Skuespillerinden, der spiller pigen på
stranden i "Weekend" (1962) hed June Bergman. Tak til Jens Vroldby
for oplysningen.
30.6.2012:
Et uddrag af kapitlet om forevisningerne af Cineramafilm i
Kinopalæet fra bogen om "Direktør Lau Lauritzen" er kommet på
biografmuseet!
Klik her. De har krydret kapitlet med relevante billeder fra
deres arkiver.
Lau Lauritzen og ASA søgte en af de givtige biografbevillinger
i mange år før det lykkes, at få bevillingen til Kinopalæet. Ifølge
Lau Lauritzen søgte han lige siden ASA blev grundlagt i 1936/37.
Siden jeg skrev bogen, er der dukket en detalje mere op om dette. I
det illegale blad fra besættelsesårene "De frie danske" No. 10 fra
juli 1944, omtales endnu en af ASA's fejlslagne ansøgninger under
overskriften "Sådan skal det være"!: "Blandt ansøgerne
til bevillingen til Odeon-Biografen var filmselskabet ASA -
repræsenteret ved hr. Lau Lauritzen. Hr. Lau Lauritzen er god nok,
men da selskabets administrerende direktør er identisk med tidligere
medlem af nazipartiet, hr. Henning Karmark, var alle i filmrådet
enige om, at der ikke kunne være tale om at tildele dette selskab
nogen bevilling - så længe hr. Karmark var der. Kun rådets formand,
hr. Hove fulgte den tidligere nazibegejstede politidirektør Ivan
Stamms indstilling om at belønne hr. Karmarks selskab med en
biografbevilling, men altså ikke!!" Det blev skuespillerinden
Bodil Ipsen, der fik bevillingen til Odeon-Biografen. At
myndighederne antageligt var af samme mening som den illegale presse
afspejler sig i, at ASA først fik en biografbevilling efter
besættelsen, hvor Henning Karmark ikke længere var direktør og
medejer af filmatelieret ASA i Lyngby. Efter en kort overgang drev
han dog fortsat det selvstændige selskab A/S ASA Filmudlejning og
var med til at finansiere en lang række af ASA's film. Han stod også
selv som hovedproducenten bag en lang række film i 1950'erne og
1960'erne. Bl.a. Morten Korch-filmene. Der er vel at mærke intet,
der tyder på at Henning Karmark var politisk interesseret og
overbevist nazist. Han var 100 % forretningsmand, og gik ikke af
vejen for ret meget i den gode forretnings navn. Læs meget mere om
alt dette i de to bøger om Lau Lauritzen og ASA Film.
Yderligere er det naturligvis værd at bemærke at den illegale presse
uden vaklen siger god for Lau Lauritzen, der da også skal have været
en del af modstandsbevægelsen siden 1943. I eftertiden har der været
en tendens til at slå Karmark, ASA
Filmudlejning, Filmatelieret ASA og Lau Lauritzen over en kam - også
hvad angår samarbejdspolitiken med besættelsesmagten.
29.6.2012:
Lau Lauritzen Film ApS har indgået en aftale med Scanbox og TDC
YouSee, således at man nu kan leje store dele af Lau Lauritzen Film
ApS's filmkatalog på VOD direkte til sit TV, hvis man har en
modtagerboks. Klik her for at se mere:
TDC's
online videobutik.
14.6.2012:
"Direktør Lau Lauritzen" kan nu bestilles hos de fleste boghandlere. ISBN:
978-87-7114-705-6. På nettet kan den bl.a. bestilles her:
eLounge.dk,
Gucca.dk,
hvbog.dk,
Saxo.com, g.dk
- Gyldendals internetboghandel
Prisen variere lidt på de forskellige sider.
13.6.2012:
Anden del af historien om Lau Lauritzen jun. og ASA Film er udkommet
og skulle snarest kunne bestilles hos de fleste boghandlere. Den kan
allerede nu bestilles hos Gyldendal:
Klik her
5.6.2012:
Opdateret gallerisiden med oplysninger om Bang og Olufsen.
2. del af bogen om Lau Lauritzen og ASA Film er lige på trapperne.
Et prøvetryk er godkendt.
1.6.2012:
Tilføjelse: Unge Lau omtales kort i Bodil Steens erindringer: "Mine
10 "ægtemand" og mig" (Stig Vendelkærs forlag 1967). Steen fortæller
om en stort anlagte velgørenhedsforestilling, og også om hvordan det
var at filmdebutere som 17-årig: "Det stod i aviserne i januar
1940: "Instruktørparret Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen jun.
præsenterer i aften ved en velgørenhedsforestilling deres nye film
"I dag begynder livet". Filmens stjerne, Berthe Qvistgaard, vil
fremsige prolog, Ib Schønberg præsenterer som aftenens muntre
konferencier den unge operettesangerinde Else Jarlbak, Karl-Gerhards
danske primadonna, der for denne ene aften kommer flyvende fra
Stockholm. Endelig optræder søskende-parret Gerda og Hans Ulrik
Neumann med deres bedste jazznumre, og den purunge Bodil Steen, der
får sin debut som filmskuespillerinde i "I dag begynder livet"
bidrager til underholdningen med et stepnummer. Billetsalget til den
festlige aften begynder i morgen."
- Herregud - det er kun 27 år siden - åh, gud fri mig, da havde jeg
jo allerede været skilt én gang! Jeg tror nok, at hvis jeg havde
vidst, hvad det indebar, - at nu begyndte livet - så var den i hvert
fald aldrig blevet indspillet med mig. . . Men nu var det, som om
det på en eller anden måde indvarslede, at jeg begyndte på en frisk!
Jeg var blevet kastet ud i noget, som jeg ikke rigtig havde forstand
på - eller vidste, hvor bar hen - og det gjaldt både teater- og
filmarbejdet og ægteskabet. På alle punkter betød det et stort
ansvar - og det tænker man jo ikke på, når man blot er 17 år. Man
står faktisk og ved hverken ud eller ind - man vil så gerne gøre det
rigtige - og man ved ikke, hvad det rigtige er. Man står og føler
sig som et lille barn. Man tænker ikke på, hvad det fører med sig,
når man bliver et navn - et begreb - en Bodil Steen - eller en eller
anden. Jeg gjorde i hvert fald ikke!"
Som det fremgår var Gerda og Ulrik Neumann allerede i forbindelse
med ASA-folkene i januar 1940. Senere på året spillede de to
fremtrædende roller i ASA's "En ganske almindelig pige" (1940).
Bodil Steen kommer også ind på, hvordan hun i de tidligere år faktisk ikke brød sig så meget om at lave film - bl.a. fordi instruktørerne blot dikterede hvordan hun skulle agere. Dette har ganske givet været Lau Lauritzen og Alice O'Fredericks, der netop havde for vane, kort og præcist at fortælle skuespillerne, hvordan de ville have roller spillet: "Det er blevet til et par celluloid-strimler gennem årene - men fra begyndelsen brød jeg mig egentlig ikke rigtig om at være filmskuespillerinde. Det var ligesom al personlig fornemmelse gled ud af kroppen på mig, når jeg stod foran kameraerne. Jeg syntes, det var de andre, der fortalte mig hvordan jeg skulle se ud og hvordan jeg skulle agere - det' jeg selv følte og ville have frem, blev undertrykt. Jeg så også forrygende rædselsfuld ud på film, syntes jeg, og det var faktisk mærkeligt, for på almindelige billeder var der aldrig noget i vejen. Nu er det helt anderledes! Jeg har haft meget dejligt filmarbejde. På en eller anden måde må der være brug for gamle dukker - jeg har i hvert fald ligget og pisket frem og tilbage mellem flere filmstudier om dagen og passet teatret om aftenen. Jeg befinder mig storartet i filmstudierne nu, og jeg har også lært at affinde mig med instruktørerne. Før var jeg træt og syg af deres prøver og deres sager, men nu kan jeg efterhånden godt se, at de må til og jeg har lært at finde mig i dem. Jeg møder på filmstudierne kl. 8 om morgenen, og alle vennerne, - det vil sige cheffotografen og instruktøren og alle de øvrige teknikere - er parate derude og jeg kommer masende ind og siger: Godmorgen, drenge - er I der med jeres trutter og snutter og linser? Se nu at komme i gang og lad os få noget skæg, for nu er jeg her - kom med en mat linse til mor, den, der gør køn ..."
Af særlig interesse i forbindelse med ASA er også følgende detalje: "På film har jeg selvfølgelig været benyttet til meget af det min type umiddelbart indbyder til: det fjantede og det lidt uartige! Jeg er blevet taget med, når der skulle en lille sløjfe på løjerne. Jeg ved positivt, at jeg er blevet sat på et manuskript, når det hele var ved at blive lidt for gråt. "Vi må vist hellere ringe efter Bodil Steen," var en stående replik - ja, og så sad min gode og alt for tidligt afdøde veninde Grete Frische og jeg og bagte et par boller sammen." Manuskriptforfatteren Grete Frische var ASA's husdigter i en årrække, og det må næsten helt sikkert være nogle ASA Film, som Bodil Steen taler om. Sandsynligvis "Taxa K 1640 efterlyses" (1956), hvor Bodil Steens scener netop virker som en påklistret sketch i starten og slutningen af den ellers ret seriøse film. Bodil Steen spillede også med i "Min datter Nelly" (1955) på ASA i den periode.
20.4.2012:
Opdateret listen over skuespillere på "Ud i den kolde sne" med
oplysninger fra Jens Due og andre brugere af danskfilm.dk
11.1.2012:
Lydsporet på en film er noget af det, man ofte slet ikke lægger
mærke til, men som er vigtigt for helhedsindtrykket og den
fornemmelse og følelse man kommer i, når man ser en film. Ligesom
underlægningsmusikken. ASA's tidligere tonemester, Erik Jensen, har
for nogle år siden indfanget lyden af det jyske forår på bånd for
Danmarks Radio! DR har valgt at sætte lydbilledet sammen med nogle
meget jyske interviews, men det er stadig lidt af en lektion i, hvad
man faktisk kan gøre bare med lyd.
Man kan høre Jysk Forår her.
Erik Jensens originalmanuskript til Jysk Forår:
Venligst udlånt af Erik Jensen.
Erik Jensen har også lavet en hel CD-serie med atmosfærelyde fra den danske natur og haven til professionelt brug.
Man kan se mere om dette på hans hjemmeside. Klik her:
8.1.2012:
Nationalfilmografien er blevet opdateret med en del af nedenfor
nævnte tilføjelser.
27.12.2011:
ASA delen af filmografien opdateret, så den nu indeholder alle de
spillefilm, der blev optaget på ASA i Lau Lauritzens periode 1936 -
1964. En stor tak til Jens Due Vroldby og Niels Peter Olesen, som
har hjulpet med at opdage endnu flere ukrediterede skuespillere i ASA-Filmene.
9.11.2011:
Lisbeth Movin, Lau Lauritzens enke, er sovet stille ind den
7.11.2011 oplyser flere medier. Hendes svigersøn Benny Fjeldsøe har
bl.a. udtalt sig til B.T.:
Se hele artiklen i B.T. Klik her.
20.10.2011:
Der er mere om Lars-Martin Sørensens store projekt om filmen i
Danmark under besættelsen på Det danske filminstituts hjemmeside.
Klik her.
19.10.2011:
Der har været en meget interessant artikel i Politiken om et stort
forskningsprojekt vedrørende den danske film og besættelsestiden. En
tid der også behandles i bogen om "Unge Lau". I forskningsprojektet
har de dog haft mulighed for at gave meget dybere ned i arkiverne
både i Danmark og Tyskland. Det bliver meget spændende at læse
resultatet af projektet, når det foreligger. Lau Lauritzen og ikke
mindst Henning Karmark omtales i artiklen. Klik her:
"Danske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen"
17.10.2011:
Der er bl.a. det skønne ved kreative mennesker, at de altid har gang i et
eller andet spændende. I øjeblikket tager Ole Bram, der arbejde som
filmfotograf på ASA i 1950'erne, rundt og fortæller om sit spændende
liv og giver smagsprøver på hans evner som jazzguitarist. Jeg har
fået lov til at gengive følgende materiale om dette:
Få et morsomt causeri om “Far Til Fire” - kreativitet og kunst, krydret med livejazz
Nu kan kunstforeninger - seniorklubber, unge, ældre og andre interesserede få den lokale multikunstner Ole Bram ud og fortælle om sit farverige liv med bl.a. årene på ASA Filmstudierne i Lyngby med de populære Far Til Fire- og Morten Korch-film.
Ole Bram causerer med smittende humør og vid
om et langt kreativt liv fra drengeårene i Københavns Drengekor, over klassisk violinspil, jazzguitar, uddannelsen som reklamefotograf, filmfotograf på ASA Film, portrætfotograf i Las Palmas, forretningsbestyrer i fotobranchen, til 15 år som direktør for Maxi-Bådene og senest med kommunikation og eget reklamebureau.Under devisen:
“Vil du tingene stærkt nok - så lykkes de”.Ole Bram fortæller bl.a.:
“Det har altid været lysten og viljen der har formet mit liv, lige fra jeg som 10-12-årig med kridt tegnede en 15 meter stor nøgen kvinde på gaden på Østerbro, til jeg spillede min første Nytårsjazzkoncert i Mørdrup Kirke”. “Jeg glæder mig til at fortælle andre om det, der har hjulpet mig til at få vendt tingene til noget positivt”.Nu arrangerer han til januar den 23. Nytårsjazzkoncert i Mørdrup Kirke. Ligesom han veksler mellem at spille jazz, tegne og male sine billeder plus alle de andre aktiviteter der fylder hans liv.
Ole Bram vil nu, med de uhøjtidelige causerier, der ledsages af live musikunderholdning, gerne dele et langt livs erfaringer med andre. Et causeri med Ole Bram dækker et bredt spekter, hvor han også giver eksempler på sin musik til elektronisk akkompagnement.
Mange kunstforeninger, gallerier m.m. har lyttet og set hvad Ole Bram står for, bl.a.:
Hotel Marienlyst, Lægemiddelstyrelsen, Forstædernes Bank, Kunstforeningen HGC, Helsingør, Rådhus Kunstforening.Anmelderkommentarer:
“Spændende aften i Kunstforeningen i selskab med multitalentet Ole Bram.
Selv sad han på sin entertainerstol midt i restauranten omgivet af sine kunstneriske
udfoldelser og causerede levende og veloplagt om sit liv”.
“Fra tiden i “det danske Hollywood” i Lyngby kunne Ole underholde med festlige oplevelser
med Ib Schønberg, Poul Reichardt, Peter Malberg og de andre kammerater på filmholdet”.
“Velbesøgt arrangement i Kunstforeningen, hvor Ole Bram med lune og vid fortalte om sit farverige liv”.
Fyldestgørende materiale om causerierne kan rekvireres hos Ole Bram Havremarken 1
3060 Espergærde, telefon 49131200 eller mail: ole@bram.dk
12.10.2011:
Tonemester Preben Mortensen er desværre afgået ved døden den
8.10.2011. Den meget hjælpsomme mand har været mig en stor hjælp med
oplysninger, kontakter og billeder til mine bøger om Lau Lauritzen.
Igennem de sidste par år har han utrætteligt svaret mig på mangt et
spørgsmål om den danske filmbranche, som han efter en langkarriere i
branchen kendte næsten enhver detalje om. Preben Mortensen startede
som elev hos Dansk Film Co. 1.6.1961 og var siden toneassistent og
tonemester på bl.a. Saga Studio, Palladium og af og til ASA. Han
nåede at opleve den sidste tid for de store gamle danske filmstudier
i 1960'erne og har siden taget hele udviklingen og omvæltningerne
med i 1970'erne til i dag. Jeg og andre filmfans vil komme til at
savne ham meget og vore tanker går til hans familie i denne svære
tid.
Se evt. nogle af Prebens mange interessant indlæg om dansk film på
www.danskefilm.dk I de sidste
mange år har Preben Mortensen stået for at restaurere bl.a. de gamle
Palladiumfilm til genudgivelse på DVD. Inden for dette felt har han
sammen med Ulla Hansen løftet Palladiums genudgivelser op på et helt
nyt tekniskniveau med spændende ekstra materiale til glæde for os
filmnørder.
23.09.2011:
Bogen om "Unge Lau" kan i øjeblikket erhverves for kr. 332,- hos
williamdam.dk
21.09.2011:
Nogen med adgang til filmen "Affæren Birte"
fra 1945 har indlæst en tekst, der er stærkt inspireret af kapitlet
om denne film fra bogen om "Unge Lau" og lagt det ud på You
Tube! Se
de sjældne klip fra filmen nedenfor:
7.8.2011:
Lidt flere detaljer om
frihedskampen:
Ved den blå pil er det antageligt Reinholdt Levin Nielsen. Det kan være Lau Lauritzen yderst til højre eller i gruppen yderst til venstre. Nr. 3 fra venstre er sandsynligvis Poul Reichhardt.
Jeg har fået et par historier om Lau Lauritzen og Poul Reichhardts tid i modstandsbevægelsen. Reinholdt Levin Nielsen (1919-2005) snakkede ligesom mange af de andre modstandsfolk ikke meget om, hvad de lavede i forbindelse med frihedskampen under besættelsen af Danmark 1940 - 1945. Han skal dog være kommet med et par anekdoter og nogle informationer, som understøtter flere af de oplysninger, som jeg omtaler i bogen om ”Unge Lau”. Lau Lauritzen og Poul Reichhardt var med i en af de såkaldte ventegrupper, der gik og trænede og oprustede til at støtte Englænderne, når det endelige slag skulle stå mod nazisterne i Danmark. Heldigvis kom det aldrig så vidt, da nazisterne kapitulerede inden. Det vides ikke med sikkerhed hvilken gruppe Reinholdt Levin Nielsen var med i, men han skal have bekræftet, at ventegruppen aldrig kom i ildkamp eller konfrontation med tyskerne, eller lavede sabotage. Han kunne også fortælle historien om, hvordan det var svært for Poul Reichhardt og Lau Lauritzen, at fungere som vagter, fordi de var så letgenkendelige. Han tilføjer den nye detalje, at de andre modstandsfolk opfordrede Poul Reichhardt og Lau Lauritzen til at give opvisninger i ”filmslagsmål”. Antageligt fordi de syntes, det så sjovt ud, når de sloges på film. Reinholdt Levin Nielsen var som alle andre charmeret af Poul Reichhardt og talte altid meget varmt om ham, når han blev nævnt. Nielsen tilføjede det nye, at hans gruppe ofte holdt møder i Brede Værk (Der nu er en del af Nationalmuseet), og at de havde gemt våben og ammunition i Dyrehaven. Han har også fortalt om modtagelsen af en tysk flyvemaskine af modellen FI 156 Storch på Lundtofte Flyveplads i maj 1945. Piloten var meget udmagret og de gav ham masser af mad. Endelig har Reinholdt Levin Nielsen også fortalt om den ulykkelige skudveksling i dagene efter befrielsen, hvor modstandsfolkene skulle hente nogle stikkere, men blev overrasket af hvad de troede var en nogle tyskere. Det viste sig at ”tyskerne” var en anden modstandsgruppe, og da de to modstandsgrupper lå på hver sin side af vejkanten og beskød hinanden, døde én af Reinholdt Levin Nielsens kammerater. Læser man om episoden i Anders Bjørnvads bog: ”Hjemmehæren”, ser det ud til at have været grupper fra Frederiksborg og Jægersborg, der var med i det skyderi. ASA-folkene var som bekendt fra Lyngby, men de kan have været med i episoden alligevel, som det fremgår af Carsten Borchs bog om Poul Reichhardt. Ofte var der flere grupper involveret i de forskellige aktioner, så det er ikke usandsynligt.
7.7.2011:
Mysteriet om "Folket på Högbogården" (1939) og "Västkustens
hjältar" (1940):
I 1938 trådte Olof Andersson fra A/B Svensk Filmindustri,
Stockholm, ind i Nordisk Films bestyrelse. Direktøren for Nordisk
Film, Carl Bauder, havde længe haft et ønske om at optage flere film
til det store svenske marked. Det var nærliggende at genindspille
nogle af de største danske filmsucceser i svenske versioner, og det
blev bl.a. til "Milly, Maria och jag" (1938) - en svensk version af
"Mille, Maria og mig" (1937). To af tidens andre store danske
succeser kom dog fra ASA Film - "Livet på Hegngård" (1938) og
"Blåvand melder storm" (1938). Sikkert fordi ASA på det
tidspunkt - hvor de næsten lige var startet - havde hårdt brug for
kapital, gik de med til at Nordisk Film kunne få rettighederne til
at lave de svenske versioner af disse film, men i begge tilfælde
blev filmene optaget på ASA af ASA's folk. Det har utvivlsomt givet
bedst mening, at optage filmene hos ASA, da de kunne genbruge en del
af de kulisser osv. som de havde lavet til de danske versioner.
Måske har ASA ligefrem stillet dette som en betingelse for at afgive
dele af rettighederne, så de var sikret en indtægt for udleje af
ateliererne osv. Dette har været en kilde til megen forvirring i
tidens løb, da man almindeligvis antog, at filmene, når de var
produceret af Nordisk Film, også var optaget hos Nordisk Film i
Valby, men ovennævnte må være forklaringen på, hvordan Nordisk Film
kom til at producere to film på ASA i Lyngby.
Dette er nu blevet ændret på i
Det svenske filminstituts database.
De tre tidligere svenske versioner af ASA succeserne ”En fuldendt
gentleman” (Svensson ordnar allt!), ”Frøken Møllers
jubilæum” (Fröken Julia jubilerar) og ”Den kloge mand”
(Kloka gubben), blev lavet af det svenske Svea Film i
samarbejde med ASA selv i 1938, og havde vel at mærke ikke noget med
ovennævnte og Nordisk Film at gøre.
1.5.2011:
Nationalfilmografien er blevet opdateret med oplysningerne fra
filmografien i bogen om "Unge Lau". Bogen er i øjeblikket på tilbud
hos
SAXO
31.03.2011:
Bruno Nørdam, der har skrevet bogen om Karen
Jønsson: "Hvorfor er lykken så lunefuld?", har påpeget en fejl i
bogen om Unge Lau. I bogen skriver jeg, at Karen Jønsson blev 30 år
gammel, da hun jf. "Filmens Hvem, Hvad, Hvor" levede fra 17.1.1912
til 2.12.1942, men dette er ikke korrekt. Hun blev faktisk født
17.1.1909, og blev altså 33 år. Nørdam kunne også tilføje, at det
ifølge Karen Jønssons søster var Alice O'Fredericks, der fik Karen
Jønsson til at farve sit hår rødt til filmen "Alarm", og at den
regnfrakke hun bruger i den sort/hvide film også var rød.
Bruno Nørdam har sendt mig følgende billede fra sin samling. Karen Jønsson med rødt hår og regnfrakke i "Alarm" sammen med Poul Reichhardt og Lau jun.:
Man kan stadig nå at købe Bruno Nørdams flotte bog om den charmerende sangerinde, komponist, pianist og skuespiller Karen Jønsson her: SAXO
24.3.2011:
Tak til Jens Due for tilføjelser til filmografien. Denne gang
til "Barken Margrethe", "Tag til Rønneby kro", "Søren Søndervold",
"Lise kommer til byen", "Café Paradis" og "Vejrhanen".
17.02.2011:
Tak til Jens Due for opdateringer vedrørende medvirkende i "Der
var engang en vicevært", "De tre måske fire", "Afsporet" og "Støt
står den danske sømand".
17.12.2010:
Lau Lauritzen fremgår nu af Frihedsmuseets modstandsdatabase.
Klik her.
Lau Lauritzen var fra 1943 aktiv i undergrundshæren under Region VI
(København), Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4.kompagni, 3.deling.
Gallerisiden opdateret med nogle billeder fra befrielses dagene. I
samme deling var bl.a. skuespilleren Poul Reichhardt, regissør
Jønsson fra ASA og filmfotografen Jørgen Uhlig.
16.12.2010:
Bogen kan nu også bestilles hos
SAXO
15.12.2010:
Bogen kan bestilles ved at klikke
her
eller oplyse følgende nummer hos den lokale boghandler:
ISBN 978-87-7691-977-1
14.12.2010:
Ole Bram gallerisiden har været omtalt i Lokalavisen
Nordsjælland :)
11.12.2010:
Ole Bram gallerisiden har været omtalt i Helsingør
Dagblad!
Artiklen gengives her med tilladelse fra Helsingør Dagblad:
5.11.2010:
Ny galleriside tilføjet med unikke
billeder og anekdoter fra Ole Bram, der var film og stillfotograf på
ASA Film fra 1953 - 1957. Klik
her!
5.11.2010:
Gallerisiden opdateret
28.6.2010:
Lisbeth og Lau Lauritzens yngste datter - skuespillerinden Lone
Lau - fylder 60 år i dag. Stort tillykke herfra.
26.06.2010:
I dag er det 100 år siden filmmanden Lau Lauritzen jun. blev
født i Vejle, hvor hans forældre var på turne. Hans forældre, Lau
sen. og Hulda Lauritzen, var begge populære "provinsskuespillere"
på det tidspunkt.
23.06.2010:
I dag er hjemmesiden så småt gået i luften. Bogen er desværre ikke
blevet helt klar endnu, selvom om 100 års dagen nærmer sig med
hastige skridt.