Velkommen til laujun.dk


Lau Lauritzen jun. ville den 26.6.2010 være fyldt 100 år!

I den forbindelse startes denne hyldestside til den legendariske filmmand. Hjemmesiden er ment som et supplement til bøgerne om filmmanden og ASA Film: 

 


Når der dukker nye oplysninger og tilføjelser op til bogen, vil jeg, så vidt muligt, holde hjemmesiden ajour med disse oplysninger, samt oplysninger om eventuelle nye DVD-udgivelser af hans film.


Hvis nogen ligger inde med tilføjelser, rettelser eller nogle gode anekdoter, så høre jeg meget gerne fra jer. Klik her for at kontakte undertegnede: Paw Pedersen


Nyheder og tilføjelser:

9.12.2016:
Folk der har kunnet lide bøgerne om Lau Lauritzen vil måske også kunne få glæde af Historien om Saga Studio. 1. del udkommer i dag.

Se mere på www.sagastudio.dk

7.6.2016:
Der er dukket et fint billede op af medarbejderne på ASA. Tak til Niels Peter Olesen, som har sendt mig det:

Billedet må være fra 1942. En festlighed under optagelserne til filmen Tyrannens fald. Det passer med en meget ung Astrid Villaume, Poul Reichhardt, Karin Nellemose og Carlo Wieth blandet de tilstedeværende skuespillere. Mit bedste bud er at damen med blomsterne er filmklipper Marie Eilersen. Hun fyldte 50 år den 2.august 1942. Jeg tror det er anledningen og datoen for dette billede. Billedet er sandsynligvis taget af fotografassistenten Helge Robbert. Cheffotografen Rudolf Frederiksen knæler med cigaretten ved siden af Lau Lauritzen. På den anden side af Eilersen sidder Alice O'Fredericks og Karin Nellemose. Stående genkender man fra højre i nålestribet Peter Deutsch, der stod for instrumentation af musikken til mange ASA-film. Åbenbart også Tyrannens fald, selvom han ikke er krediteret for denne film. Da han var jøde, måtte man gå lidt stille med dørene omkring hans medvirken ved filmproduktionen i 1942. Den unge dame med det lyse hår er sandsynligvis den senere fru Karmark Elsie Thorup Christensen. Poul Reichhardt i lys skjorte, lige bag ham regissør Jønsson, og bag ham igen kan det være filmproducent m.m. Jens Dennow, der på dette tidspunkt arbejde sammen med Henning Karmark, som står ved siden af ham. Damen i lys skjorte foran ham er sekretær og scriptgirl Eva Melchiorsen. Ved hendes side står instruktør m.m. Jon Iversen og dernæst komponisten Sven Gyldmark. Længere henne i samme række er det sandsynligvis kontormedarbejderen Ebon Borg, der titter frem. Den statslige herre i hvid jakke er skuespilleren Carlo Wieth, og ved hans side den meget unge Astrid Villaume. Midt i billedet i øverste række med briller og slips ses tonemester Bent Høyer.

20.3.2015:
Nina Movin har medvirket i et program i radio24-7. Hun forklarer i detaljer, hvordan familien har forhandlet med Lars-Martin Sørensen om de overraskende teorier om Lau Lauritzen i hans bog, og de rettelser han har lavet. Det hele holdes i en pæn og sober tone, og meget interessant er f.eks. hendes overvejelser om, hvordan Lars-Martin Sørensen kan være kommet ud i denne fortolkning af Lau Lauritzen: "Jeg tror det handler om, at når du kigger på krigen, så er de grå nuancer også vigtige, og måske har han ikke rigtigt forstået, hvordan man arbejdede overfor tyskerne på det tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at de filmtilbud som Lau får - både fra tyskerne og italienerne - de bliver afvist. De bliver afvist på den måde, at tyskerne ikke kan træffe Lau. Man prøver på forskellig måde at få fat i ham, men de kan ikke få fat på ham, og det var den måde man afviste dem, for man var jo ikke interesseret i at blive direkte uvenner med dem (...) Han går ind og finder de kilder, som frihedskæmperen "Knud" har fundet hos tyskerne, og der er han - kan man se af indledningen i bogen - meget oprevet - og det er ligesom han siger - Jeg er nu "Knud" - jeg vil føre "Knud"s sag videre - og få de mennesker dømt, som ikke blev dømt efter krigen -. Jeg tror, han er blevet en lille smugle revet med af det (...) og så tror jeg også - eftersom han ikke har talt med os om det (før bogen kom ud) - at for ham var det en relativ lille ting med Lau Lauritzen."


Hør evt. her. (AK 24syv 11-03-2015 (1) - ca. en halv time inde i programmet)

12.3.2015:
Filmmagasinet Ekko bragte den 6.3. en artikel om de ændringer Lars-Martin Sørensen har lavet i sin bog om Dansk Film under besættelsen. Se her. Nina Movin udtaler i artiklen bl.a.: "Vi er tilfredse med, at den injurierende sætning om, at Lau ’gør dybt knæfald for besættelsesmagten’ er fjernet (...) Det er også godt, at det nu fremgår, at det ikke kan dokumenteres, at Lau tog til Tyskland (...) Men vi overvejer stadig et sagsanlæg. Det afgørende for os er, om de ændringer, der er foretaget, er tilstrækkelige. Vi håber på flere, men lige nu kigger vi på rettelserne (...) Desværre er skaden sket. I december omtalte Politiken modstandsfilmen De røde enge, som Lauritzen instruerede sammen med Bodil Ipsen, som et pletrensemiddel for Lauritzens ødelagte image med Lars-Martin Sørensens bog som kilde. Det er den slags, vi er kede af.”

Det er i sandhed kedeligt, hvis "De røde enge" skal ses i det lys, hver gang den bliver vist fremover! Forhåbentligt lægger hysteriet sig efterhånden. Som jeg tidligere har redegjort for Lau Lauritzens forhold under besættelsen her på siden, mener jeg ikke man har noget at lade Lau Lauritzen høre. Han hører til blandt den forholdsvis lille del af danskere, der faktisk tog stilling allerede under besættelsen og aktivt gjorde modstand. Ingen af den generation, der var med dengang, har følt trang til at bebrejde Lau Lauritzen noget som helst, men Lars-Martin Sørensen har åbenbart en meget lav smertetærskel for, hvornår nogens omgang med besættelsesmagten bliver kritisabel!

Alt tyder på, at Lau Lauritzen efter bedste evne forsøgte at undgå nazisterne og ved enhver given mulighed aktivt modarbejde dem. Det eneste reelle "bevis" mod Lau Lauritzen, som Lars-Martin Sørensen er kommet frem med, er en kort notits, som Lau har vedlagt nogle billeder, som han sendte til Ufa Film, efter at de havde bedt om dem. Der er ikke andet at komme efter. Resten er udelukkende Lars-Martin Sørensens fortolkning af tingene. Ting som lige så let kan tolkes i den stik modsatte retning.

Hvis Lau Lauritzens forhold under besættelsen er kritisabel, så vil jeg påstå at det samme gør sig gældende for 90 % af de øvrige danskere. Kun de virkeligt indædte modstandsfolk kan så gå fri - og måske nogle mennesker, som er færdes i erhverv, der ikke interesserede nazisterne - og som derfor helt har kunnet undgå kontakt. 

25.2.2015:
Nordisk Film har startet en streamingtjenste med de gamle danske film: www.danskfilmskat.dk Der i blandet flere af Lau Lauritzens film. Det koster 49 kr. pr. måned, og så skulle der blive skiftet en film ud hver uge. Vi må håbe at dette kan være med til at holde mindet om de gamle film i live mange år frem, og blive så god en forretning, at det kan være med til at sikre midler til at restaurere og fremtidssikre flere af de gamle film. Der er stadig en del, som ikke har været gjort tilgængelige på video og DVD. 

I de senere år har Nordisk Film opkøbt store dele af den Danske Filmskat, og derfor kan dette nu lade sig gøre. De har ikke alene rettighederne til deres egen film, de har også overtaget de gamle Saga film (inklusiv flere fra Novaris og Rialto samt Metronome-filmene). Senest har de også købt Henning Karmarks andele i de gamle ASA film, og øjensynligt har de også overtaget Scanboxs aftale med rettighedshaverne til Henrik Sandbergs Merry film.

Af de store gamle danske filmselskaber er det sådan set kun Palladium Film, som Nordisk Film endnu ikke har en aftale med. Jørgen Nielsen har fortsat rettighederne til disse, men man skulle da mene at Palladiums film også hører til på streamingtjenesten.  

Det ville alligevel være rart, hvis - os der er lidt gammeldags - også kunne bestille en DVD-kopi af de "nye" film fra danskfilmskat on demand.

17.2.2015:
Der er blevet påvist en fejl i min bog om unge Lau. Jeg gengiver følgende citat fra Nationaltidende den 24.7.1943: ”Det er med betydelig lettelse, at specielt ASA har set vejret bedre sig i de sidste dage. For optagelserne til kriminalfilmen ”Jeg mødte en morder” optages for udebilledernes vedkommende ved Næstved, hvor selskabets direktør Henning Karmark har sin jagthytte og sommerbolig. Og da direktør Karmark til formiddag fejrer sit bryllup i Næstveds idylliske Omegn, skulle de allermest travle optagedage på ejendommen gerne være færdige.

Jeg tolkede fejlagtigt dette i retning af, at man i filmen "Jeg mødte en morder" brugte både Karmarks jagthytte og hans sommerbolig. Det lader dog til at være en og samme bygning som både var Karmarks jagthytte og hans sommerbolig. Det lille bondehus lå i Horsemoseskoven med adressen Jægerhytten, Rønnebæksholm ved Næstved. Jagthytten, der havde stråtag og bindingsværk, nedbrændte i september 1945. Ifølge Nationaltidende fra den 27.9.1945 opstod branden antageligt i forbindelse med et indbrud. Sidenhen havde Henning Karmark en "jagthytte" ved Gavnø Gods - ca. 700 m fra hovedbygningen. Det var et stort hus ca. 200 m2 med alle faciliteter.

Henning Karmark blev gift på Næstved Rådhus med Elsie Christensen, der altid blev kaldt "Ditte". Hun havde arbejdet som sekretær og telefondame på ASA. Parret blev skilt i 1949 og Henning Karmark blev efterfølgende gift med svenske Agneta Kristina Danielsson. "Ditte" giftede sig efterfølgende med filmproducenten Preben Philipsen. Og når vi nu er ved familiefoldene - så havde Karmark en søn, Niels Karmark, med balletdanserinde Lise Henriksen, og fik efterfølgende datteren Eva Karmark med Agneta.

23.10.2014:
Jeg har modtaget en henvendelse fra speciallæge, dr. med. M.D.O.S. Søren Schrøder Barner. Han havde læst om Lau jun. her på siden, og ville også gerne sige god for Lau Lauritzen under besættelsen. Jeg spurgte ham om jeg måtte bruge det han skrev om Lau, og fik følgende svar: "Du må bruge alt hvad jeg skriver, specifikt om Lau som bør æres.

Søren Barner er søn af Lau Lauritzens gode ven, skuespilleren Knud Schrøder, og skriver bl.a. følgende: "I min familie var der aldrig tvivl om, at Lau var antitysk og med i den perifere modstandsbevægelse. Han gemte våben for modstandsbevægelsen på ASA's loft og accepterede åbenbart, at han og Henning Karmark var på hver sin side af besættelsesmagten - og åbenbart også omvendt accept. Henning og Lau forblev gode venner som havde respekt for hinanden. Jeg tror, at Lau havde den hæderlighed og integritet, som Henning beundrede - og måske misundte. Min far kendte dem begge meget godt. Min klare konklusion fra alt hvad jeg har hørt som barn er, at Lau var stærkt antitysk og hjalp modstandsbevægelsen, mens hans kompagnon Henning Karmark en overgang var opportunistisk nazist. Lau sympatisk - Henning Karmark usympatisk. Da jeg har kendt dem begge, står jeg 100% inde for disse oplysningers rigtighed. Lau var et fint menneske - i modsætning til de andre røvere."

Knud Schrøders venskab med Lau Lauritzen stammer fra Kavaler-klubben, som blev startet af Osvald Helmuth i midten af 1930'erne. Det var en eksklusiv mad og druk klub. Søren Barner kan afsløre, hvor idéen til klubben kom fra: "Min far og Lau, Henning Karmark, Poul Reichhardt, Gustav Wally, Preben Holten og flere, som jeg ikke husker lige nu, mødtes i Osvalds kælder på Søbakken i kjole og hvidt juleaften midnat i Kavalerklubben, der var opkaldt efter Selma Lagerløfs bog "Gösta Berlings Saga" om kavalererne på Ekeby. Min mor fortalte, at min far klædte sig om fra hjemmetøj til kjolesæt sidst på juleaften - og drog af sted i løftet stemning, når vi 3 børn sov. Min mor hadede disse møder, for hun så først min far igen mellem jul og nytår. Svært anskudt! Henning Karmark drak ikke særligt meget. Jeg har aldrig set ham beruset. Heller ikke Lau."

Andre medlemmer af klubben skal have været revymanden Frede Skaarup jun., skuespillerne Helmuth Larsen, Knud Heglund og Svend Bille, tonemester Poul Bang, Aksel Schultz fra Pantomimeteatret samt Osvald Helmuths svigerfar og hans svoger. Preben Holten, der var en af Helmuths trofasteste venner lige til det sidste, fortæller i ”Bogen om Osvald”, om det årlige møde i klubben – juleaften – hvor de mødtes og sang alt andet end julesange:

”Årets kulmination var ”Kavalerklubben’s” årlige møde. Dette eksklusive broderskab blev startet i midten af trediverne, og den grundlæggende tanke var, at man efter marcipangrise, vatnisser og glimmer trængte til at afreagere. Kavalererne mødtes julenat kl. 12 på Søbakken i smoking. Man gik ind af den altid åbne dør og bænkede sig uden udveksling af julehilsner ved søsters usandsynlige, kolde bord i gildeskælderen. Et kvarter efter mødte årets kavaleraspirant i beskeden påklædning, der passede til hans titel ”lakaj”, og umiddelbart efter startede dirigenten Knud Schrøder den højtidelige ceremoni ved at meddele, hvilken sang i Kavaler-sangbogen vi skulle lægge for med. (...) Mens den sveddryppende ”lakaj” foer rundt for at efterkomme vore befalinger (vi havde alle med undtagelse af kavalerklubbens stifter – Osvald – været igennem denne skærsild), kæmpede vi os igennem alle Søsters gastronomiske specialiteter – og de var mange – samt megen øl og brændevin. Så kom en langvarig procedure, om nattens lakaj var værdig til optagelse næste juleaften som kavaler. (..) Poul Reichhardt var lakaj i de 4 sidste år, og han blev hvert år erklæret for ubrugelig. Aftens højdepunkt var præsident Osvalds store tale – vi kendte alle dens traditionelle afslutning i besættelsesårene: ”Danmark til Ejderen”, og det var vi vist alle glade for, at han ikke fik gennemført.”

Den omtalte ”Søster” var Osvald Helmuths kone. Frits Helmuth fortalte også om klubben i sin selvbiografi. Han bekræftede, at klubben bestod af ”En nøje udvalgt skare af fars bedste mandlige venner”, og han tilføjede til historien, at Poul Reichhardt, der var en nær ven af familien igennem alle årene, nok selv valgte lakaj-rollen, så han kunne gå Søster til hånde. Frits Helmuth fortalte også, at de sange, de sang, sikkert var vovede dengang, ”men kunne synges uden rødmen af spejdere i dag.”

Søren Barner kan tilføje følgende anekdote, netop om klubbens lakaj: "Jeg hørte en del om Kavalerklubben som min far var medlem af, da han havde et meget tæt forhold til Osvald. Søster lavede maden og Poul Reichardt var udnævnt til "den evige lakaj" - vist fordi han var yngste deltager. Han skulle hente mad og flydende i køkkenet hos Søster og servere for alle ved bordet hele aftenen. En aften gad han ikke mere og han sprang op på bordet, trak sine bukser ned og stod med bar røv i vejret og sagde "Nu kan I alle sammen rende mig i røven", hvortil Gustav Wally svarede på sit klingende stockholmsk "Nej, hvor herligt". Som barn syntes jeg, at det var kvikt gjort af Poul Reichhardt, men som voksen fik historien en ekstra dimension, da jeg fik at vide, at Wally var bøsse!"

Preben Holten beskriver også klubbens endeligt i bogen om Osvald: ”Midt i december det følgende år kom der en anonym, advarende opringning fra Dagmarhus til Osvald om en planlagt razzia på Søbakken julenat, så mødet blev omgående aflyst, og Poul blev udnævnt til evighedslakaj. Efter kapitulationen fandt frihedskæmperne da også et chartek mrk. Kavalerklubben med de mærkeligste oplysninger om denne farlige trussel mod det tredje rige og om alle de suspekte medlemmer”.

Helt på vildspor var nazisterne dog ikke. Kavalerklubben var nødt til i al hast at brænde deres saftige sangbøger, og siden hen er det kommet frem, at Osvald Helmuths kone - ligesom Lau Lauritzen og flere af de andre - var aktiv i modstandsbevægelsen. Preben Holten måtte også selv - som tidligere omtalt her på siden - flygte til Sverige, hvor han sammen med et andet medlem af kavalerklubben – Frede Skaarup jun., blev del af den danske brigade.

Selvom Kavaler-klubben var nedlagt bibeholdt Lau Lauritzen dog kontakten til Knud Schrøder og benyttede ham i en række roller i hans film i løbet af 1950'erne og 60'erne. Det er nærmest som om Knud Schrøder afløser Knud Heglund, der i 1940'erne ofte havde spillet forskellige direktører og levemænd i Laus film. ASA benyttede også Knud Schrøder i både Morten Korch og Far til fire-film. Mange vil kunne huske ham, som Fars direktør i "Far til fire i byen" (1956).

Knud Schrøder var dog ikke udelukkende skuespiller, fortæller Søren Barner: "Min far var også regissør og instruktør hos Statsradiofonien i Rosenørns Alle - hvor jeg selv var barneskuespiller - indtil jeg fik nok af teatrets fordrukne mennesker. Min mor var verdens første kvindelige radiospeaker Grete Otto - og meget smuk og feteret. De blev skilt i 1947.

Flere af medlemmerne fra Kavaler-klubben gik ofte på jagt, men ikke Knud Schrøder: "Min far gik ikke på andet end pigejagt", fortæller Søren Barner, men han kan alligevel følgende jagtanekdote, der siger noget om at tonen blandet vennerne var hård - og vel også, at Karmark i var så velset af alle kvalerne: "Jeg husker min fars kommentar, da Henning Karmarks jagtbøsse - en Holland og Holland (den mest kostbare engelske) var eksploderet i hånden på ham på Gavnø jagten og han havde mistet 2 1/2 finger på højre hånd: "Det var da synd for ham. Så kan han ikke tælle sine penge mere". Vel ikke just en empatisk bemærkning."

Jeg spurgte naturligvis også Søren Barner ind til hans karriere som barneskuespiller: "Som barneskuespiller hed jeg mit fødenavn : Søren Otto Schrøder. Jeg medvirkede mange gange i hørespil med bl.a. Ellen Gottschalch, Holger Gabrielsen, Thorkild Roose, Helle Virkner, og mange andre, som jeg ikke husker. Jeg var så vidt jeg husker med i en ASA film og i et par stykker for Saga film - vist med Annelise Reenberg som instruktør. Jeg havde hovedrollen i "Lånte Dage" i radio på Rosenørns Alle og optrådte i mindre format i andre. Og så i Reklamefilm - bl.a. Brylcreme efter Preben Mahrt, som jeg kendte godt. Vi havde begge moustache - og det har jeg stadigvæk. Preben var en af min fars druk kammerater."

Stor tak til Søren Barner for at dele disse erindringer om Lau Lauritzen og vennerne.

8.10.2014:
Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under nazismen" indeholdt som bekendt en meget overraskende fortolkning af Lau Lauritzens forhold under besættelsen. Som tidligere nævnt her på siden reagerede Lau Lauritzens familie kraftigt på beskyldningerne. I BT fra den 23.6.2014 udtalte Lone Lau sig om sagen. Det siger i sig selv noget om, hvor meget sagen nager hende, da hun normalt holder sig så langt væk fra offentlighedens søgelys som muligt. Det var journalisten Susanne Johansson, der havde interviewet Lone Lau og fået følgende svar:

"Vi anede intet om, at bogen kom og det var chokerende at opdage dét, der blev skrevet om min far (…) Jeg plejer ikke at blive gal, men når man støder på ting, der rammer ens familie så voldsomt, og som man er så voldsomt imod, så er jeg nødt til at reagere (…) Du kan beskylde min far for mange ting. Han var måske ikke nogen superfar, han var lidt maniodepressiv, og han drak for meget. Hvis nogen skrev det, ville jeg ikke rokke med ørerne. Men at begynde at fortælle, at han var nazistvenlig, det er bare for meget og der er ikke noget bevis på det (…) Min far boede oppe i Snekkersten dengang. Han husede jøder, sejlede dem over med livet som indsats. Han var frihedskæmper. Hele min barndom har jeg hørt om, hvor meget man gjorde for at snyde tyskerne. At man sagde ét og gjorde noget andet. Det er klart, at han uden tvivl ligesom alle andre danskere har været flink og har sunget med det næb, som de fugle han var iblandt. Danskerne blev jo opfordret til at være samarbejdsvillige. Men bogens tolkning er langt ude. Vi har fundet så mange fejl i den bog. Og hvad han skriver om min far, er ikke rigtigt. Der er grimme tillægsord om, at han "gjorde sine hoser grønne" og "gjorde knæfald". Folk får jo den opfattelse, at han var nazist (…) Der er mange, som spørger, hvorfor jeg ikke bare lader det ligge, og som mener, at jeg puster til ilden. Men jeg vil gerne have mit lille pip frem og have rettet det, der er forkert om min far. Jeg vil have hans navn renset. Så er jeg glad.

- Men hvad nu hvis det, der står i bogen er sandheden?

- Det er da klart, at det var det allerførste, jeg tænkte. Men jeg tror, at jeg ville have fået det at vide af min mor, for hun har aldrig lagt fingrene imellem om, hvordan han var. Jeg var ikke født dengang, så selvfølgelig kan jeg ikke vide alt, men jeg synes heller ikke, at Lars-Martin Sørensen bare må skrive alt. For han har ingen beviser."

BT havde naturligvis også talt med bogens forfatter Lars-Martin Sørensen, som kom med følgende svar:

"I min bog er der ingen faktuelle fejl i de oplysninger jeg bringer om Lau Lauritzen jr., ligesom jeg heller intet sted skriver, at han er nazivenlig. Men derfor kan man godt overveje ordvalget og gå i dialog med familien. Forlagt og jeg har holdt møde med familien og er ved at tjekke deres påstande. Skulle de være korrekte, vil e-bogen samt et eventuelt 2. oplag af min bog selvfølgelig blive rettet."

Enden på historien er - ind til videre i hvert fald - blevet, at Lars-Martin Sørensen har nedtonet sin tekst i e-bogsversionen og tilføjet følgende tekst:

"Efter udgivelsen af førsteudgaven har familiemedlemmer til omtalte personer i bogen bedt mig understrege, at man ikke nødvendigvis var tyskvenlig endsige nazist, selvom man handlede med tyskerne. Det skulle nu være endnu mere klart, og bekræfter bogens hovedtråd – nemlig at filmbranchen bestod af mennesker, som ændrede adfærd i løbet af besættelsen, ikke af sort-hvide filmhelte og -skurke."

Trods de klædelige nedtoninger i e-bogen, så er det dog - efter min mening - fortsat et misvisende billede som tegnes af Lau Lauritzen i e-bogen. 

Personligt glæder jeg mig også over, at fejlcitat fra min bog om "Unge Lau" er blevet rettet til. (Side 147 i e-bogen og side 208 i selve bogen), og at følgende er tilføjet på side 173 (248 i bogen): "Men der kan selvfølgelig have været tale om en ”interneringsliste”, for modstandsbevægelsen havde kig på Karmark."  For det var netop det, der var. Da Lau III skrev til mig vedrørende historien om, hvordan Lau hjalp Henning Karmark til Sverige efter krigen brugte han ordet ”Likvideringsliste” - sat i gåseøjne. Det skulle altså ikke tages så bogstaveligt - blot har han ikke lige kunnet komme i tanke om ordet interneringsliste. For mig at se, er det ingen tvivl om, at det var det han mente, og at historien er 100 % troværdig. Lau og bl.a. Poul Reichhardt var netop i dagene efter krigen trådt frem i lyset som en del af frihedskæmperne, der bl.a. stod for at hente formodede "værnemagere", og bringe dem ind. Lau Lauritzen har dog ikke ment, at der var nogen grund til at Henning Karmark skulle udsættes for dette, og hjalp ham til Sverige, hvor han dog alligevel blev interneret. Karmark, der helt tydeligt troede han var i sikkerhed i Sverige, blev anholdt, da han ville indlogere sig på et hotel. Kort efter blev han dog løsladt igen uden at der nogensinde blev rejst tiltale imod ham i den sag, selvom politiet arbejdede på sagen i nogle år.

5.10.2014: Tilføjelse til beretningen om Lau Lauritzens forhold under besættelsen længere nede på siden: Lau Lauritzen skrev kontrakt med Poul Reumert, som tyskerne havde opgivet som alt for tyskfjentlig, sideløbende med at Henning Karmark starter sit samarbejde om udlejning med tyskerne.

1.10.2014: Lars Holten fortæller:
I forbindelse med den omtale der har været af Lau Lauritzens forhold under besættelsen, er jeg kommet i kontakt med Preben Holtens søn, Lars Holten. Han var ganske forbavset over at se i aviserne, at Lau Lauritzen blev beskyldt for at "gøre dybt knæfald for besættelsesmagten". Det er et ganske andet indtryk, han har fået, da han som dreng ved flere lejligheder hørte sin far dele minder fra modstandskampen med vennerne Lau Lauritzen og Frede Skaarup jun. Lau Lauritzen og Preben Holten havde været gode venner siden starten af 1930'erne. Lars Holten mener, at hans forældres og Lau Lauritzens venskab for alvor blev fasttømret under indspilningen af filmen ”Ud i den kolde sne” i 1933/34. Dette var den første film, som Lau Lauritzen instruerede og en stor del af optagelserne foregik i Geilo i Norge. Lars Holtens mor, Aase Clausen (senere Holten), spillede den kvindelige hovedrolle i filmen, og Preben Holten kørte fra Hellerup til Geilo i sin åbne Singer for at være med. Lau Lauritzen elskede Norge, og havde boet der i nogle år som barn, da hans mor på et tidspunkt var gift med en nordmand. Lars Holten husker, at der blev snakket om, at Lau Lauritzen - ud over at instruere filmen sammen med Alice O'Fredericks - også påtog sig alt stunt arbejdet. Lau Lauritzen var en ivrig skisportsmand i sine unge år.

Lars Holten husker følgende med forbindelse til besættelsen: "Jeg har masser af erindringer omkring Lau og hele det hold af levemænd, som han var en del af – specielt i forbindelse med jagterne, festerne og sejlturene, hvor jeg observerede med store øjne og øre. Lige i forbindelse med krigsårene kan jeg huske lejligheder hvor far, min Gudfader Frede Skaarup og Lau mindedes forskellige oplevelser. Omkring jødetransporterne husker jeg tydeligt, at de snakkede om hvordan Raquel Rastenni senere ved enhver lejlighed ”overfaldt” dem af taknemmelighed over transporten over Øresund i min faders motorbåd fra mit barndomshjem på Bengtasvej i Hellerup. Også ”sabotager” blev omtalt. Min bedstefaders konfektionsfabrik fik pålagt at sy uniformer for tyskerne. Min bedstefar bad medarbejderne om at give deres mening til kende før han tog beslutning - og da man ikke ville miste sin arbejdsplads begyndte arbejdet. Med hensyn til holdningerne i krigsårene ved jeg ikke rigtigt, hvor meget generelt var styret af patriotisme i forhold til profit og overlevelse. På et tidspunkt besluttede min fader og vennerne i hvert fald at afbrænde nogle færdige uniformer (efter man havde modtaget betaling). Da dette blev opdaget flygtede min fader og Frede Skaarup til Sverige, hvor de slog sig ned i Dalerne."

Efter besættelsen kom Holten-familien til at høre for, at de havde syet uniformer under krigen, og de har været genstand for en lang række konspirationsteorier. Preben Holten havde det da også allerede under besættelsen så dårligt med at arbejde for besættelsesmagten, at han sideløbende begyndte at støtte modstandsbevægelsen økonomisk - og altså også med ovennævnte mislykkes sabotagehandling, der gjorde at han måtte flygte til Sverige. Lars Holten fortæller, at Lau Lauritzen også var i Sverige på et tidspunkt. Lau Lauritzen skal være blevet hjulpet til Sverige af skuespillerinden Karina Bell, der var frivillig Røde Kors hjælper på Helsingør/Helsingborg overfarten. Karina Bells mand, Knud Parkov, var direktør for Wibroes Bryggeri i Helsingør, og var også aktiv i forbindelse med transporter af flygtninge til Sverige og opbevaring af skydevåben til brug for modstandsbevægelsen i bryggeriets kældre. Det er uklart, hvorfor Lau Lauritzen var i Sverige. Måske har han på et tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt også han var blevet afsløret, eller også har han måske skullet bringe noget over til vennerne? I hvert fald blev han ikke i Sverige resten af krigen, men benyttede ifølge Lars Holten lejligheden til at besøge sine venner i Stockholm, hvor de festede sammen med de svenske filmfolk og bl.a. Knud Wold, Lars Schmidt, Evert Taube og Gustav Wallenberg (kaldet Wally).

Efter befrielsen vendte Preben Holten og Frede Skaarup hjem fra Sverige, som en del af den Danske Brigade. De var bl.a. på en mission sammen med Lau Lauritzen og Poul Reichhardt, der var med i en af ventegrupperne i Lyngby. Deres fælles ven, Osvald Helmuth, ville også gerne være med, og dette husker Lars Holten også, at der gik en historie om, som morede vennerne: "Da far og Frede kom over med Brigaden ville Osvald Helmuth (han kaldte mig ”Sin bedste ven”, fordi jeg kunne huske replikkerne, når vi gik ture sammen og reciterede roller) gerne hjælpe og sammen med Lau og Poul Reichhardt blev han lagt i stilling med en Stengun ude ved Dybbøls Bro – det kom ikke til kamp, men Frede fyrede sin maskinpistol af lige hen over hovedet på Osvald, så han i hvert fald fik lidt krudtlugt i næsen – man påstod, at Osvald gjorde i bukserne ved denne lejlighed, hvilket han fornærmet benægtede ved flere lejligheder."

I mindebogen om Osvald Helmuth, fortæller Preben Holten selv den mere stuerene del af historien: "Forskellige omstændigheder medførte, at jeg først genså Osvald den 5. maj efter et Sverigesophold. Frede Skaarup og jeg skyndte os efter en gammel aftale straks efter vor hjemkomst ud til Søbakken, hvor Osvald ganske rigtigt havde gemt sin sidste flaske Scotch til gensynet. Han blev begejstret over vore uniformer og ytrede ønske om også at blive indrulleret i Brigaden. Vi begav os omgående med ham til vort kvarter på Frederiksborg Slot og fandt en ledig seng til ham på Officerssovestuen, hvor der næste morgen blev vild opstandelse. En kreds af officerer stod rundt om hans seng, ivrigt diskuterende: "Ja, men det er da...", "Nej, det kan det da ikke være". "Jo, Gu' er det da Osvald". Frede Skaarup og jeg kom til i det samme og fik forklaret sagens rette sammenhæng. Desværre var Osvald på det tidspunkt i så fin legemlig form, at det var umuligt at fremskaffe en tilstrækkelig stor uniform, så han afmønstrede samme dag."

Lars Holten husker også de mange jagter, som specielt Henning Karmark deltog utrætteligt i. Følgende er en typisk historie, der vidner om Henning Karmarks ukuelighed: "Henning var en fast del af bl.a. Jagtlaget på Gavnø og Herlufsholm. De levede alle hårdt og min far blev jo også kun 56 år. Da min far døde overtog Henning og Frede jagten på Gavnø sammen med med Baron Axel. Henning havde den frem til sin død. Da bentøjet ikke ville mere skød Henning fra en traktor!! Jeg har en sjov sølvtallerken med inskriptionen "Tak for Gavnø 1953", som min far fik i gave. Her er alle vennernes navne indgraveret - også Lau's.."

Lars Holten kom som drenge ofte på Fredheim, hvor Lau Lauritzen og familien boede, fortæller han: "Jeg har kendt Lone Lau fra vi var børn og vi har gået i skole sammen til og med 7. klasse. Jeg havde min sejlbåd liggende på Fredheim’s strand og kom der derfor ofte. Pløk (Lau Lauritzens søn) så jeg op til – både som sejler, men også fordi han spillede pop i orkesteret Playboys. Jeg var ofte gast på hans Flying Duchman og var også nede til Kieler Ugen sammen med far og Lau for at se ham sejle."

Stor tak til Lars Holten for at dele disse erindringer om Lau Lauritzen og vennerne.
 

9.9.2014:
Nu mener en forsker åbenbart, at Morten Korch og Far til fire-filmene var ”homoseksuel propaganda”! Hvordan dette kan kombineres med, at de for et halvt år siden blev beskyldt for at være ”nazistisk propaganda” kan være svært at forstå for en almindelig filmfan!!! I Politiken i går fortalte journalisten Rasmus Bech bl.a. følgende: "Forskeren Niels Henrik Hartvigsson, der har sin gang på noget så dragende som Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, har i to år forsket i et fuldstændig og nærmest skandaløst overset fænomen i det danske samfund: homo- og biseksualitet i danske film fra 1930 til 1965. Og hvad kan den nysgerrige mand så afsløre efter at have spist småkager, drukket te og kigget film i lange baner? At Morten Korch- og far til fire-filmene bestemt ikke var de familiefilm, de gav sig ud for at være – og at alt det halløj med at gifte sig med gårdejerens datter for at føre gården og slægten videre bare var et skalkeskjul. Næh, de brave mænd ville hellere være sammen med andre brave mænd, have det sjovt og spille musik og lave akrobatik. Lave akrobatik? Poul Reichhardt, Ib Mossin, Peter Malberg, Palle Huld og Christian Arhoff??? Musik og akrobatik!?! Jamen, det sagde vor forsker sørme i radioens P1 Morgen, hvilket nær fik mig til at kløjes i de økologiske cornflakes. Og så påstod Hartvigsson – og betegnelsen ’påstand’ var hans egen – at der også er et "homoerotisk potentiale" i far til fire-filmene, hvor familien består af de fire børn, faderen med de bizarre øjenbryn og den skæggede onkel Anders. Men ingen mor ... hmmm. Den fordækte homoerotiske akrobatik skulle ifølge forskeren også være synlig i en film som ’Kampen om Næsbygård’, så hvis man trænger til en noget anderledes dampende aften i det lille hjem, så er det bare at liste sig ind på frækkertkanalen TV 2 Charlie tirsdag aften – for der kan hele Reichhardt-truppen opleves."

Ovenstående er naturligvis skrevet med en satirisk pen, men den skulle faktisk være god nok. Niels Henrik Hartvigson fra Københavns Universitet har fået 1,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd/Kultur og Kommunikation til at undersøge homo- og biseksualitet i danske spillefilm fra 1930-1965 - og ovenstående må jo være nogle af de resultater han indtil videre er kommet frem til...

24.6.2014:
Til beretningen om Lau Lauritzens forhold under besættelsen (Se den 23.5.2014 nedenfor) er tilføjet et resume af, hvad han udtalte sig om i radioen den 15.4.1943, da han blev spurgt til forskellene på dansk og tysk film. Som så ofte - både før og senere - beklagede han sig mest af alt over de hårde skattemæssige vilkår, som dansk film måtte operere under.

20.6.2014:
Filmmanden Peer Guldbrandsen fortæller i Politiken den 21.2.1943, at det var ham der lagde sangstemme til Klint i filmatiseringen af "Genboerne" på ASA. Rollen spilles af Hans Otto Nielsen, men det var altså Peer Guldbrandsens sangstemme, som man hører. Peer Guldbrandsen var uddannet sanger og spiller også selv en mindre rolle i filmen. Han fortæller også, at han efterfølgende blev instruktørassistent for Arne Weel. Han assisterede ikke de andre instruktører på ASA, og hans tid som instruktørassistent på ASA begrænser sig derfor til 1939, da Arne Weel efter en uenighed med John Olsen om en filmatisering af Herman Bangs "Tine", forlod ASA i starten af 1940. De ASA-film, som Peer Guldbrandsen kan have været instruktørassistent på, må altså være den svenske version af "Livet på Hegnsgård" og "En desertør", der dog først blev lavet færdig af Lau Lauritzen i sensommeren 1940 efter at Arne Weel var rykket over til Palladium Film. 

Tak til Niels Peter Olesen for disse tilføjelser.  

07.06.2014:
Til nedenstående er nu under 12.3.1945 tilføjet beretningen om, da Henning Karmark arresteres af Gestapo, og Lau Lauritzen må gå under jorden. 

23.5.2014: Lau Lauritzens forhold under besættelsen: 
Lau Lauritzens forhold under besættelsen er blevet genstand for en del omtale efter Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under nazismen" udkom. Det er en interessant bog, hvor der ligger et stort forsknings og researcharbejde bag. Det er både godt og rigtigt at også denne del af besættelseshistorien trækkes frem i lyset efter så mange år. Men der er ingen facitliste på, hvordan kilderne skal forstås og det er ingen hemmelighed, at jeg ser Lau Lauritzen i et noget andet lys end Lars-Martin Sørensen. For dem der måtte have interesse i det, har jeg derfor lavet en kronologisk oversigt over Lau Lauritzens forhold under besættelsen - som jeg læser kilderne.

Der hersker ingen tvivl om, at ASA førte en meget nær samarbejdspolitik i besættelsens første år. Ingen vidste rigtigt hvilket ben de skulle stå på, og forsøgte ligesom det officielle Danmark at føre en samarbejdspolitik, så hverdagen så vidt muligt kunne fortsætte på så normal vis som muligt i den situation, der var opstået. Lars-Martin Sørensen viser en lang række eksempler på, at filmudlejningsselskaberne gjorde en ihærdigt indsats for at komme til at samarbejde med besættelsesmagten, og derved opnå en økonomisk gevinst. Også ASA i form af Teatrenes Films-Kontor, der stod for udlejningen af ASAs film på det tidspunkt, og som en overgang fik en aftale om at udleje filmene fra det tyske Tobis Film.

Det første punkt, der direkte berører Lau Lauritzen kommer fra Bovruparkivet, og nævnes også i min bog. Jeg havde ikke kunnet få lov til at citere direkte fra Bovruparkivet og måtte nøjes med at genfortælle, hvad der står på kortet. Men Lars-Martin Sørensen har fået mulighed for at bringe teksten fra kortet, der altså nu er offentlig tilgængelig og lyder som følger: "Vi har i dag vist arbejdsfrontfilmen i Kino-Palæet, der var ret godt besat. Bl.a. overværedes forestillingen af 10 af personalet fra ASA Film med Lau jun. og Ib Schønberg i spidsen. - Efter forestillingen takkede de, fordi vi havde beredt dem denne oplevelse og stillede sig til rådighed såfremt der var noget de kunne gøre for os."
Det er DNSAP's propagandachef, Langgaard Nielsen, der den 12.8.1940 reportere dette til Frits Clausen i Bovrup. Vært for forestillingen var bevillingshaveren til Kinopalæet, Carl Bauder, der også ejede aktiemarijoteten i Nordisk Film. Til stede var ifølge Lars-Martin Sørensen også Tage Nielsen fra Palladiums udlejningsselskab, John Olsen fra Teatrenes Films-Kontor og Henning Karmark, der på det tidspunkt var direktør for Filmatelieret ASA i Lyngby. Af kortet fremgår det ikke hvem af ASA-folkene, der har stillet sig til rådighed. Men et godt gæt kunne være, at det er Henning Karmark, der har ført ordet, da han kort efter (den 20.8.1940) meldte sig ind i DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). Han havde også interesser i reklamebranchen og håbede antageligt på at få del i de tyske filmudlejeres annoncekroner. Lau Lauritzen var som det fremgår også til stede ved denne premiere i august 1940 - sammen med de fleste andre spidser i dansk film.

Den periode, hvor ASA-folkene for alvor er i kontakt med tyskerne er 1942. Det er dette, der er dukket nye dokumenter op om i Rigsarkivet i forbindelse med Lars-Martin Sørensens bog. Nye for mig i hvert fald. Modstandsbevægelsen har haft adgang til dem under og efter besættelsen og Dinesen og Kau må også kigget have kigget på dem i forbindelse med at de skrev "biblen" om dansk film "Filmen i Danmark", men ingen af ovennævnte har fundet anledning til, at lade noget af dette belaste Lau Lauritzens gode navn og rygte.

Jeg vil oprulle sagen trin for trin, som jeg ser den. Når I læser dette, skal I holde jer for øje, at ASA's direktør Henning Karmark havde meget store økonomiske interesser i at tækkes tyskerne på dette tidspunkt, og at han tilsyneladende helt uden politisk omtanke gik efter den gode forretning.

Der var sket det, at de to ledere på ASA - John Olsen og Henning Karmark - var røget ud i nogle magtkampe om ASA og udlejningen af de film, der blev produceret der. Henning Karmark starter derfor sit eget udlejningsselskab, som bl.a. skulle stå for udlejningen af ASA-filmene, når John Olsens Teaternes Films-Kontor ikke længere var inde i billedet. Det er i hans iver efter at få dette udlejningsselskab bygget op i en fart, at Henning Karmark i perioden 1942 - 1943 samarbejder meget tæt med det tyske UFA Film - og det er utvivlsomt denne tætte kontakt som gør, at både Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen i denne periode også ses med tyskere omkring sig.

1.1.1942: Filmen "Frk. Kirkemus" har premiere og bliver en kæmpe succes.

Januar 1942: Lederen af det tyske udlejningsselskab Ufa, Hans-Jürgen Von Hake, har lagt en plan, som Lars-Martin Sørensen beskriver som følger: "Von Hakes midler til at nå sit mål går i al korthed ud på at indfange danske producenter i deres eget ønske om at eksportere til udlandet via Transit Film og at få danske skuespillere og/eller instruktører til at medvirke i tyske filmproduktioner for at vise det danske publikum, at det er acceptabelt at samarbejde med tyskerne, og – i sidste ende – at tappe den lige lovlig konkurrencedygtige danske filmbranche for dens største aktiver ved at tilbyde centrale instruktører og skuespillere karriere i Berlin." Von Hake ser en mulighed for, at kunne opnå dette igennem et samarbejde med Henning Karmark, der er så ivrig efter at få et nyt udlejningsselskab i gang.

19.2.1942: Filmen "Afsporet" har premiere og bliver en kæmpe succes.

23.2.1942: I et brev til Von Hake påstår Henning Karmark bl.a., at han ikke længere vil benytte manuskriptforfatteren Børge Müller, der har udvist forstærket tysk-fjentlig tendens, og at han var nødt til at benytte jøden Illona Wieselmann i hovedrollen til "Afsporet", for at få manuskriptet. I et andet brev skal han have nævnt, at han heller ikke længere ville benytte musikarrangøren Peter Deutsch, der også er jøde. Karmark forsikre altså Von Hake om, at han ikke fremover vil bruge hverken tyskfjentlige eller ikke-ariske skuespillere. (Efter krigen fortæller Karmark, at Wieselmann allerede var i sikkerhed i Sverige, da han skrev dette brev, og at Børge Müller og Peter Deutsch var bekendt med hans brev til Von Hake, og arbejdede videre på ASA under dæknavn. En historie, som han antageligt fik de pågældende til at bekræfte i en erklæring, som han afleverede til politiet. Politiet mente at denne erklæring "naturligvis har karakter af et forsvar", og beskæftigede sig ikke yderligere med sagen omkring de personer, hvis navne Karmark havde nævnt. Politisagen mod ham efter besættelsen beskæftiger sig med den kontrakt han efterfølgende laver med Ufa og de interne oplysninger om den danske filmindustris kortfilms planer, som han måske har afsløret for Von Hake.)

25.3.1942: Henning Karmark underskriver kontrakt med Ufa, om at han får alle de ikke-tyske film i udlejning, som de råder over. Ufa udlejer selv de tyske film. Karmarks nye udlejningsselskab "Merkur Film A/S" registreres i Registrerings Tidende den 18.4.1942. Medstifter af selskabet er komponisten Aage Stentoft og landsretssagfører Vilhelm Delmar, der repræsentere Ufa.  

9.4.1942: Rigsfilmintendant Fritz Hippler henvender sig til Ufa’s leder Von Hake. Han er interesseret i at få Max Hansen (der er jøde!) og Lau Lauritzen (hvis far er kendt i Tyskland for Fy og Bi-film) med i tysk film, for at fremme disse films muligheder i Danmark jf. ovennævnte plan.

18.4.1942: Lau Lauritzen skriver kontrakt med Poul Reumert om en rolle i "Søren Søndervold". Poul Reumert er kendt antinazist. Ifølge Lars-Martin Sørensens bog vurderer von Hake selv i et brev til sine overordnede, at Poul Reumert er så tyskfjendtligt indstillet, at der ingen grund er til at kontakte ham om roller i tysk film.

24.4.1942: Den nazistiske filminstruktør Karl Ritter er i Danmark for at holde foredrag. Han kommer dagen efter på besøg i ASA-studierne i Lyngby. Ritter bliver antageligt fotograferet - og måske endda filmet - sammen med Lau Lauritzen, Alice O'Fredericks og sandsynligvis også Henning Karmark, der i sagens natur må have været tilstede. Oplysningen stammer fra en kronik i Land og folk fra den 26.4.1952, hvor ASA-folkene beskyldes for at være blevet pro-amerikanske og altså dermed anti-kommunistiske. Ind til videre er det dog ikke lykkes mig, at finde bevis for at et sådant foto eksistere. I Ufa-journalen fra den 27.4.1942 omtales det, at Karl Ritter benyttede "sit Danmarksophold til at aflægge et besøg på ASA's atelierer og senere på dagen var sammen med de kendteste danske filminstruktører." Men der er ikke noget billede af det ...

3.5.1942: ASA's kontrakt med Poul Reumert er blevet ændret til et mere permanent samarbejde. Foreløbig er der truffet aftale om tre film. Efter besættelsen kommer Poul Reumert med i ASA's bestyrelse. Lau Lauritzen er den instruktør, der oftest har lavet spillefilm med Poul Reumert på rollelisten.

7.5.1942: Efter tyskernes henvendelser sender Lau Lauritzen dem billeder og en filmliste, som de har bedt om. De har også udbedt sig nogle filmklip. Lau Lauritzen vedlægger et kort formelt brev, som på ingen måde har karakter af en job ansøgning. Han skriver: "Kære v. Hake, Hermed fremsender jeg de ønskede billeder fra de film, der er optaget på ASA og en oversigt over, hvilke film jeg har medvirket i som instruktør og som skuespiller. Udklip fra forskellige film vil blive Dem tilsendt inden Deres afrejse til Berlin. Med venlig hilsen Lau Lauritzen." (Det kølige brev med den manglende entusiasme ligner for mig på ingen måde et brev fra en mand, der virkelig forsøger at få job som skuespiller i tyskfilm!)

11.5.1942: Von Hake sender billederne videre til Rigsfilmintendant Fritz Hippler i tyskland og påstår i sit brev, at Lau Lauritzen er parat til at medvirke i tyske film som skuespiller eller evt. instruktør. (Bemærk: Von Hakes indberetninger til sine overordnede var ikke pålidelige fastslog politiadvokaten Waage Jensen i Politi-sagen mod Karmark efter besættelsen, og kunne ikke dengang bruges som bevis. Von Hake pyntede ofte på sine resultater. I Politi-sagen mod Karmark bemærkes: "At sådanne falsknerier fra tyskernes side overfor deres foresatte fandt sted, kendes jo fra adskillige V-mands-sager.")

8.6.1942: Den højtstående tyske embedsmand Müller-Görne meddeler Von Hake, at Bavaria Film i München vil prøvefilme Lau Lauritzen. Von Hake forsøger i næsten en måned at få fat i Lau Lauritzen for at overbringe ham tilbuddet, men Lau Lauritzen svare ikke på deres henvendelser. (Dette ville jeg tolke i retning af, at han har holdt dem hen med snak, og sendt dem de billeder de bad om, og håbet på det gik i sig selv. Intet tyder på, at Lau Lauritzen i virkeligheden har nogen intension om at blive prøvefilmet i Tyskland og intet tyder på, at det blev til noget.)

27.6.1942: Von Hake sender brevet om tilbuddet fra Bavaria Film videre til Lau Lauritzen, der antageligt aldrig svare på brevet.

29.6.1942: Alice O'Fredericks skriver et brev til Von Hake, hvor hun tilbyder at lave film i Tyskland. (Kan man forestille sig, at Karmark har overtalt hende til at tage over, da Lau Lauritzen ikke ville have med det at gøre? For mig ligner det mest af alt spil for galleriet - måske for at trække tiden ud til glæde for Karmarks udlejningsforretninger med Ufa? For hvad skulle ASA egentlig gøre, hvis Alice O'Fredericks virkelig var rejst væk? Og hvis Lau Lauritzen var rejst samtidig, ville ASA ligeså godt have kunnet have lukket ned, og hvilken interesse skulle Karmark, O'Fredericks og Lau Lauritzen dog have i det?)

7.8.1942: Filmen "Søren Søndervold" har premiere og bliver en pæn succes.

Juli 1942: Det trækker op til den store retssag mellem John Olsen og Henning Karmark. Lau Lauritzen holder op med at lave film, da alle film som han laver vil skulle udgives igennem John Olsens udlejningsselskab Teatrenes Films-Kontor – og det ønsker hverken han eller Karmark, som sagen står. Lau Lauritzen begynder antageligt seriøst at overveje at tage imod et tilbud fra udlandet. Sikkert igen på foranledning af Von Hake er der fra det tyske Tobis Film kommet et tilbud om en tysk version af ”Blåvand melder storm”. Denne film ville Lau Lauritzen kunne lave uden om John Olsen, mens han venter på at sagen med John Olsen falder på plads. Lau Lauritzen er oven i købet blevet tilbudt en mindre formue for at instruere og medvirke i denne film, men ifølge B.T. fra den 17.8.1942 afslår Lau Lauritzen alligevel tilbuddet (Dette ville jeg tolke i retning af, at Lau Lauritzen under ingen omstændigheder vil arbejde sammen med tyskerne - uanset hvad de vil betale ham for det.)

Sagen får yderligere et skær af spil for galleriet, når B.T. fortæller, at Lau Lauritzen har afslået tilbuddet fra tyskerne med en undskyldning om, at han har for travlt på ASA. Selvom han faktisk (i hvert fald officielt) er holdt op med at arbejde!!! B.T. skriver den 17.8.1942 bl.a.: "Efter hvad B.T. erfarer, arbejdes der i øjeblikket på planer om at fremstille en film, der skal komme både i en dansk og en tysk version, men som for udebilledernes vedkommende skal optages i Danmark (…) Det er ikke udelukket, at man til dette formål vil benytte et manuskript, der ligger tæt op ad "Blåvand melder storm" (…) Direktør Lau Lauritzen har i disse dage modtaget et tilbud om at spille hovedrollen i en ny film bygget over det samme emne og hans gage skulle være ikke mindre end 100.000 kroner. Aldrig tidligere er der budt en dansk filmskuespiller så stort et beløb for at medvirke i en film, men Lau Lauritzen har dog været nødsaget til at melde afbud. Hans forpligtigelser overfor ASA-Film, der fortiden arbejder for højtryk, tillader ham ikke det første år at tage mod tilbud fra andre sider."

Tyskerne forstår antageligt ud fra afslaget af dette fyrstelige tilbud, at Lau Lauritzen simpelthen ikke vil arbejde i tyskland, og forsøger i den næste tid, at friste ham med italienske tilbud.

Allerede den 18.8.1942 kan B.T. fortælle om et andet tilbud til Lau Lauritzen. Igen angives grunden til at han kigger efter arbejde i udlandet, at være sagen mellem John Olsen og Karmark: "Med det forløb, sagen efterhånden har fået, har direktør Lau Lauritzen imidlertid ikke ønsket at sætte film i scene, som siden skulle udlejes af Teatrenes Film-kontor. Han er derved tvungen ind i en lediggang, der passer den unge og energiske filmmand meget dårligt. B.T. fortalte i går om de planer, der er fremme om at optage en tysk udgave af filmen "Blåvand melder storm" med direktør Lau Lauritzen som instruktør. Det viser sig imidlertid, at dette ikke er det eneste tilbud, unge Lau har fra udlandet. For kort tid siden henvendte det italienske filmselskab Scalera sig til ham med en forespørgsel, om han ikke kunne tænke sig at iscenesætte en fransk udgave af filmen "En ganske almindelig pige." Onsdag den 26. august (Bemærk - dette kommer ikke til at gå som planlagt) rejser direktør Lau Lauritzen sammen med direktør Henning Karmark til Venedig for at overvære Biennalen, den årlige europæiske filmbegivenhed, hvor de bedste film præsenteres. Det er ved denne lejlighed, at Danmark bliver repræsenteret med "Afsporet". Under besøg i Venedig skal direktør Lau Lauritzen føre forhandlinger med chefen for det italienske filmselskab, og der skal på forhånd være gode chancer for, at kontrakten går i orden. Det italienske filmselskab har store atelierer i den ubesatte del af Frankrig, og det er her, at "En ganske almindelig pige" skal optages. Arbejdet vil antageligt strække sig over flere måneder, idet det lyntempo, som kendetegner de meget økonomisk indstillede danske filmselskaber, er et ukendt begreb i udlandet. De afsluttende forhandlinger vil antageligt blive ført på hjemvejen i Berlin med Scalera-films europæiske repræsentant, Dr. Ronceni, der tidligere har besøgt Danmark og plejet forhandlinger med ASA-Film. Hvis planerne kommer til udførelse, hvad der er store chancer for, vil ASA antagelig i fire måneder komme til at undvære Lau Lauritzen."
Det virker som om, dette tilbud er mere spiseligt for Lau Lauritzen, da det kan foregå i den ubesatte del af Frankrig, og Italien er jo heller ikke direkte i clinch med Danmark, men meget bedre var det jo ikke - og dette projekt løber da også ud i sandet. Endelig er det også værd at bemærke, at det kun er midlertidigt Lau Lauritzen ønsker at arbejde i udlandet. Så snart det er muligt, vil han tilbage til ASA.

29.7.1942: ASA har oprettet en særskilt eksport-afdeling, som skal varetage afsætningen af ASA-filmene til udlandet. Den unge energiske impresario Jens Dennow er blevet engageret som leder. ASA har fået solgt en del af sine film til Sverige, Norge og Italien, og håber på at få "Afsporet" afsat ved Biennalen i Venedig. De andre danske filmselskaber afslår invitationen til Venedig, men havde de haft en film med klare internationale muligheder på hånden, havde det måske set anderledes ud. "Afsporet" er vistnok den første danske film nogensinde, der er med på Biennalen i Venedig.

2.8.1942: Filmklipper Marie Eilersens 50 års fødselsdag festligholdes på ASA under optagelserne til "Tyrannens fald". Til stede er bl.a. Lau Lauritzen, Alice O'Fredericks og Henning Karmark. 

25.8.1942: Lau Lauritzen befinder sig på Hammers Kro i Lyngby, hvor han holder en uofficiel forlovelses fest med Lisbeth Movin, som han har mødt under indspilningerne til "Søren Søndervold" i foråret/sommeren 1942. Hendes bror, Rasmus Movin, bliver en fremtrædende mand inden for modstandsbevægelsen på Næstved egnen.

28.8.1942: Filmen "Frk. Vildkat" har premiere og bliver en stor succes. (Næste gang en film med Lau Lauritzen som instruktør får premiere er "Hans onsdagsveninde" den 21.4.1943. Dette fordi han jf. ovenstående holder op med at arbejde fra det trækker op til retssagen mellem John Olsen og Henning Karmark.)

31.8.1942: Alice O'Fredericks har besøgt et filmstudie i Berlin og skriver benovet over forholdene i nyhedsbladet Ufa-Kureren. Alice O'Fredericks var ikke en intellektuel tænker i politiske ideologier. Hun var et umiddelbart følelses menneske og var utvivlsomt oprigtigt - som filmmand - benovet over de store forhold i Berlin. Som jeg ser det, bliver hun uden at hun tænker nærmere over det, misbrugt i propaganda øjemed af tyskerne.

1.9.1942: Henning Karmark rejser ifølge Politiken til Venedig for at overvære Biennalen. Lau Lauritzen, der skulle have været med, opnåede ikke rejsetilladelse i første omgang.

4.9.1942 er der ifølge Politiken fodboldkamp mellem filmskuespillere og sportsjournalister. Lau Lauritzen spiller for filmholdet.

8.9.1942: "Afsporet" er blevet forevist på Biennalen i Venedig og er blevet en stor succes. Bladene skriver, at filmen fængslede tilskuerne stærkt, og at den fik en begejstret modtagelse.

9.9.1942: Med nogle dages forsinkelse tager Lau Lauritzen alligevel til Biennalen i Venedig. (Det må vel i mellemtiden være lykkedes ham at få visum til Italien eller var det med visummet blot en undskyldning for at blive hjemme og spille fodbold?)

13.9.1942: Politiken fortæller at "Afsporet", der vakte så stor interesse på Biennalen, er blevet solgt til ni lande: Bulgarien, Grækenland, Holland, Kroatien, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien og Ungarn. (ASA har altså i høj grad haft fornøjelse af turen.)

24.9.1942: Lau Lauritzen har ifølge Politiken fået et tilbud fra et andet italienske filmselskab Luce-Film i Rom, der ønsker at lave en dansk-italiensk co-produktion. Han foreslår dem at filmatisere Vilh. Bergsøes roman "Fra Piazza del Popolo" i en dansk og italiensk version, hvilket de umiddelbart er så glade for, at de ønsker at få udarbejdet et treatment af historien. Sagen strander dog her og også disse planer bliver ved snakken. Denne gang var idéen at atelieroptagelserne skulle laves i Danmark, og at location-optagelser skulle foregå i Italien.

29.9.1942: Sagen mellem John Olsen og Henning Karmark begynder i retten.

22.11.1942: Lau Lauritzen har fundet nogle småting, som han kan hænge John Olsen op på i håb om at slippe ud af udlejningskontrakten med ham. Lau Lauritzen lægger sag an mod John Olsen.

23.12.1942: Sagen mellem John Olsen og Lau Lauritzen kommer til forlig uden for retten. John Olsen afstår for udlejningsretten til Laus film.

Efter julen 1942: Lau Lauritzen kan genoptage sit arbejde på ASA og der er tydelige små stik til besættelsesmagten i alle de film, som han laver i 1943. I ”Det ender med bryllup” vises på et tidspunkt en liste over hovedpersonens yndlingsforfattere John Steinbeck, Sinclair Lewis, Sigfred Petersen og den tyske Erich Kästner. Da de senere i filmen snakker om forfatterne, nævnes Erich Kästner ikke. Nu er yndlingsforfatteren ud over de to amerikanske, og den danske forfatter, blevet den engelske Charles Dickens. Det har den tyske censur åbenbart ikke lagt mærke til. I ”Jeg mødte en morder” har Lau Lauritzen givet en hovedrolle til Peer Guldbrandsen, som ellers fra 1942 var blevet forbudt al offentlig optræden af nazisterne pga. hans antinazistiske viser! Endelig er der i "Hans onsdagsveninde" flere satiriske bemærkninger om, hvor elendig kaffen er blevet.

15.4.1943: Tyskernes propagandachefen Kay P. Nielsen er ifølge Lars-Martin Sørensens bog vært ved en række filmsamtaler i Statsradiofonien - såkaldte ’forståelsesforedrag’, som radioen åbenbart var blevet pålagt at sende af besættelsesmagten. Den 15.4.1943 medvirker Lau Lauritzen i et sådan et program, hvor emnet er "Dansk og tysk film". I Politiken fra den 16.4.1943 kan man læse, hvad Lau Lauritzen udtalte sig om i programmet: "To unge filmfolk måtte foran mikrofonen besvare forskellige spørgsmål ud fra deres forskellige forudsætninger, og det gjorde de uden på noget punkt at komme i totterne på hinanden. De var enige om, at det danske filmpublikum er modtageligt ikke alene for lystspil og farcer, men også for alvorlige sujetter, hvad de dokumenterede ved at nævne succeser som "Postmesteren", "Lægen, der dræbte", "Afsporet" og "Skilsmissens børn". Spørgsmålet om, hvorfor vi herhjemme holder os til filmiske kammerspil besvarede Lau Lauritzen med at sige, at det er af rent økonomiske grunde. Et enkelt optrin i de store tyske massefilm koster ofte dobbelt så meget som en hel dansk film. De tyske film er meget dyrere at fremstille end de danske. Det indrømmede red. Kay Nielsen fra Ufa. Fremstillingsomkostningerne for en film i Tyskland ligger vel på et minimum af 1. mill. mark, opad er der ingen grænse. Men Tyskland har jo flere biografer at spille på, og der betales kun 10 pct. i forlystelsesskat, ja for nogle film endnu mindre, og for film med prædikatet "kunstnerisk værdifuld" slet intet. Lau Lauritzen greb lejligheden til at rette et kraftigt angreb på de danske skattemyndigheders mangel på forståelse. Efter at have strejfet kulturfilmen og dens succes i begge lande - hr. Nielsen fortalte bl.a. at man i Tyskland spiller 3. akt af Stavnbåndsfilmen, bryllupsfesten, som kulturfilm under titlen "Danske bondeskikke" - kom man ind på manuskript-emner. De to herrer enedes om, at novellen er det bedste grundlag for et filmmanuskript. Herman Bang anses i Tyskland for at være den første forfatter, der har skabt kontakt mellem novellen og filmen, hvad de fem filmatiseringer af hans "Fire djævle" også vidner om. Speakeren berørte den kendsgerning, at man herhjemme ikke har nogen stab af udelukkende filmskuespillere. Lau Lauritzen betonede, at de unge danske skuespillere fra scenen møder med glimrende uddannelse; Kay Nielsen fortalte, at unge mennesker, der har vist evne for filmen, i Tyskland kommer på filmskoler, hvor de, så længe uddannelsen står på, får en gage, de kan leve af".

Det er som om skribenten i Politiken, der underskriver sig "Vikar, godt er klar over, at de to filmfolk ikke er mødtes af stor lyst, og at de som udgangspunkt er meget langt fra hinanden - men programmet forløb naturligvis alligevel fredeligt. Programmet eksistere antageligt ikke længere, men mit bud er, at ASA har sendt deres mest uplettede mand i studiet, for ikke at få problemer med det. Det fik de da heller ikke, for de illegale blade, der ellers havde travlt med at offentliggøre alt hvad der ikke så pænt ud om folk, sagde god for Lau Lauritzen. Det var i "De frie danske" juli 1944 side 6, at de konstatere, at "Hr. Lau Lauritzen er god nok". Ovennævnte radioprogram, avisernes skriverier omhandlende planer om at lave en tysk eller italiensk film i 1942 og om hans deltagelse ved filmfestivalen i Venedig samme år, vægtede ikke tungt i samtiden.

Jeg fæstede mig ved at historikeren Claus Bryld i Radio 24 7 den 12.5.2014 fortalte følgende: "I 1942 var det for de fleste danskere legitimt at tage til tyskland. Der var masser der tog til tyskland og arbejdede. Der var over 100.000 danskere, der tog arbejde i tyskland helt op til 1943/44. Det var helt legitimt, men i dag ser man det jo som det var fanden selv, man tog ned til - og det var det måske også i virkeligheden. Det kan vi jo se nu - med holocaust og alt det der, men sådan opfattede folk det ikke i 1942 (…) I dag ved vi en hel masse, som man ikke vidste den gang." Så selv hvis Lau Lauritzen faktisk havde arbejdet i tyskland i 1942, ville dette ikke umiddelbaret være problematisk for hans omdømme, men Lau Lauritzen var så vidt jeg kan se ud af ovennævte forløb allerede i 1942 tyskfjentlig nok til at afslå alle tilbud, eller lade disse løbe ud i sandet.

Det der vægtede i billedet af Lau Lauritzen dengang - og efter min mening også bør være det i dag - er derimod hans hjælp til jødernes flugt i 1943 og hans aktive indsats i modstandsbevægelsen i krigens sidste år. Jeg har tidligere fortalt om dette her på siden, og en nærmere beskrivelse af, hvordan vi fik bekræftet beretningerne om hans hjælp ved jødernes flugt, kan ses længere nede på denne side. Men her kan jeg kort skitser følgende op:

Oktober 1943: Krigen rykkede ind i Lau Lauritzens baghave. I 1943 brød Danmarks samarbejdspolitik sammen i forbindelse med at nazisterne ville indlede auktionen mod de danske jøder. Lau Lauritzen boede på dette tidspunkt på Røntofte ned til kysten ved Helsingør. Han kom derfor ind i modstandskampen ved at skjule flygtende jøder på sit loft og ved at lade modstandsbevægelsen "stjæle" sin båd til at sejle flygtninge over til friheden i det neutrale Sverige. Jeg kendte ikke til denne del af Lau Lauritzens indsats under krigen, da jeg skrev min bog om ham, men f.eks. i Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994) fortæller Rachel Posin, om hvordan jøder på flugt fik lov til at overnatte hos Lau Lauritzen: "Ved ankomsten til Snekkersten skulle vi kontakte dr. Gersfelt, men vi traf ham nu ikke, for ligesom Henry Thomsen var han på farten døgnet rundt for at redde jøder til Sverige. Vi blev modtaget af fru Gersfelt, og Bertha og barnet blev sendt op og gemt på husets loft. Min onkel og tante kom op til Lau Lauritzen Juniors villa "Røntofte" i Rønnebær Allé, og jeg og Jacob blev indlogeret for natten i en villa på Strandvejen. Næste morgen gik jeg og Jacob til Snekkersten kro, hvor vi traf Henry Thomsen. Han sagde straks: "I skal ikke være bange - I skal nok komme afsted". Ved et andet bord sad to unge tyske jøder, der var helt ude af sig selv af angst. De havde ingen penge, og de kunne ikke tale dansk, men bad os om hjælp. Vi fortalte Thomsen om det, og han sagde: "Det er ikke penge, det drejer sig om. De skal nok komme afsted. I skal ikke være nervøse for dem". De to kom da også til Sverige sammen med os i Thomsens båd. Nu kom dr. Gersfelt og gav mig besked på at hente onkel og tante i Lauritzens villa. Gersfelt gav mig nøje besked på vejen men jeg må have været helt forvirret. Ude på Strandvejen var der imidlertid en dansk politimand, der tog mig i hånden og sagde: "Ved De hvad, lille De. Jeg ved, hvor De skal hen. Kom vi går". Da vi kom derop, sagde han: "De har ikke gået med nogen, og De har ikke set mig. De går bare derind". Vi hentede onkel og tante og Lau Lauritzen Jr., der netop var kommet hjem fra filmatelieret i København, tog afsked og sagde, at han ville stå ved villaens vindue for i sin kikkert at sikre sig, at vi kom godt hele vejen over til Sverige. Vi var syv mennesker og et lille barn, der kom afsted fra Snekkersten havn kl. 13,30 lørdag 3. oktober - den dag og det klokkeslæt glemmer jeg aldrig."

Lau Lauritzen var kun en lille brik i alt dette, men det er trods alt en indsats, han kunne være stolt af. Men typisk for ham, så har han så vidt vides aldrig talt offentligt om det.

7.2.1944: Dele af både ASA og Nordisk Film bliver sprængt i luften af Schalburgkorpset – det tyske terrorkorps oprettet som svar på modstandsbevægelsens sabotage. Den 31.1.1944 var det gået ud over Palladium Film. ASA-folkene mente, at det gik ud over dem, fordi de havde nægtet at lave tysk propaganda. Bl.a. har Alice O’Fredericks fortalte følgende i Alt for damerne den 13.10.1964: ”ASA gik jo ikke ram forbi under besættelsen. Engang havde vi regulær ildkamp herude. Tyskerne havde opdaget, at Lau skjulte sabotører. Tyskerne ville også have os til at lave ugerevyer for dem. Vi sagde nej – og de svarede igen med schalburgtage en nat i 1944.” Under retsopgøret forlød det fra de implicerede, at formålet med bomberne var at lamme den danske filmproduktion og på den måde bane vej for tyske film i Danmark.

25.8.1944: Lau Lauritzen er i mellemtiden blevet skilt fra Nina Borthen og forlover sig officielt med skuespillerinden Lisbeth Movin.

Sommeren 1944. Lau Lauritzen bakker ifølge Lars-Martin Sørensen op omkring det illegale filmarbejde og ansætter Christian Harmsen, der er gået under jorden, som fotografassistent på ASA, for at give ham et legalt dække over sit illegale filmarbejde. På opfordring fra Arne Sørensen fra Dansk Samling træder Lau Lauritzen og en række andre ASA-medarbejdere ind i en af de militære ventegrupper, der trænede til at støtte englænderne, hvis det kom til kamp mod nazisterne på dansk grund. Heldigvis kom det dog aldrig så vidt. Lau Lauritzen var i Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte) 4. Kompagni, 3. Deling, og skjulte bl.a. våben hos ASA i Lyngby.

12.3.1945: Henning Karmark bliver arresteret på sit kontor af Gestapo. Der foretages en razzia i hans hjem, hvor det tyske politi medtager 2 kufferter. De må have fået mistanke til det dobbeltspil, som Karmark spillede overfor besættelsesmagten. Han støttede bl.a. det illegale arbejde med penge og lånte sin jagthytte ud til jernbanesabotørerne. Henning Karmark blev i flere omgange afhørt i Shell-huset og efter eget udsagn tortureret med knippelslag på skinnebenene. Da man ikke kunne vide om Henning Karmark kunne holde tæt - bl.a. om de ting der foregik på ASA - måtte Lau Lauritzen for en tid gå under jorden, fortalte Lau Lauritzens søn mig. Som man typisk gjorde, boede han hos familie og venner, så han kunne nå at blive advaret og komme væk, hvis nazisterne skulle begynde at lede efter ham. Bl.a. skal han en overgang have boet hos Alice O'Fredericks i Hellerup. Antageligt et sted, hvorfra han hurtigt kunne komme til Sverige, hvis det skulle komme så vidt. Det gjorde det nu ikke, for Henning Karmark holdt tæt og nazisterne måtte løslade ham igen den 18.4.1945, uden at være kommet videre i sagen. Lederen af  Schalburgkorpsets efterretningstjeneste (ET), Erik V. Pedersen, skød antageligt skylden på en af hans underordnede ET-mænd, og gav ham en næse for at have arresteret Karmark. Men der kan vel næppe være tale om en fejltagelse, når de havde holdt ham indespærret i over en måned. Selv mente Karmark ifølge Lau Lauritzens søn, at han gik fri fordi akterne i hans sag gik tabt, da Shell-huset blev bombet den 21.3.1945. Dagen efter Karmarks løsladelse blev Erik V. Pedersen likvideret på sin bopæl af modstandsbevægelsen.

Lau Lauritzens svoger Rasmus Movin har i sine efterladte erindringer fra krigens tid, som han efterlod til sin søn Michael, omtalt Lau Lauritzen flere gange i forbindelse med ventegruppen. Rasmus Movin var siden den 29.8.1943 med i modstandsbevægelsen i Næstved. Før dette fandtes der ikke organiseret modstand på egnen: "Vi vågnede noget vel sent, og de fleste gjorde det aldrig", bemærker han i erindringerne. Rasmus Movin var læge og var på dette tidspunkt ansat på røntgenafdelingen ved Næstved Amtssygehus. Hans indsats bestod af såvel sabotagehandlinger, som modtagelse af våben og ammunition fra luften. Det fleste våben blev sendt videre til afdelingerne i København, hvor han havde forbindelse med: "Dr. Thyssen fra Gentofte Amtssygehus, der sad i en sanitær nøglestilling og endelig med Lau, der var delingsfører for Lyngby III deling."

Rasmus Movin fortæller om følgende oplevelse, som implicere Lau Lauritzen: "Den 4. om aftenen kørte Nina og jeg en runde ind på Rådhuspladsen og oplevede den forheksede atmosfære der. Derefter kørte vi ud til Lisbeth og Lau, men netop da vi kom, var alarmeringen der, og jeg kørte med Lau og Reichhardt til samlingspunktet Asa. Ved midnatstid kom der ordre til Lau om besættelse af broen ved Frederiksdal, og vi tog af sted i Asavognen, der blev placeret på tværs af broen. Regnen silede ned hele natten, og den eneste opmuntring var, at kroværten trakterede med cigaretter og gammel tyk porter. Ensformigheden blev dog brudt ved, at vi åbnede ild mod en vogn, der ikke standsede ved de 2 første vagtposter. Først, da Lau placerede en salve lige foran den, stoppede den op, og 2 drukne mandspersoner og en kvinde tumlede ud skræmt fra vid og sans. "De havde bare været ude at fejre det." Det var næsten synd både for dem og kuglerne, men ellers var de vel kørt lige ind i Asavognen."

Det var antageligt ASA's tonevogn, der blev brugt. Rasmus Movin fortæller også om, at de mødtes i Lisbeth Movins lejlighed i Kristiansgaarden og udvekslede illegal litteratur.

Selvom de aldrig kom i krig, var ventegrupperne meget aktive i tiden omkring befrielsen, hvor de trådte frem. Den deling som Lau Lauritzen og bl.a. hans ven skuespilleren Poul Reichhardt var en del af, blev anbragt på Hotel Rustenborg ifølge Lyngby-Taarbæk Bladet: ”Lau Lau og Poul Reichhardt var to af de populæreste frihedskæmpere i Lyngby. De havde kvarter på Rustenborg, hvorfra de ivrigt deltog i jagten på stikkere og værnemagere.” Det må være i denne forbindelse, at Lau Lauritzen får øje på Henning Karmarks navn på en af listerne over dem der skal interneres, og sørgede for at han blev sendt til Sverige. Dette ifølge hvad Laus søn har fortalt mig i sin tid. Lyngby-Taarbæk Bladet fortæller også, at de to berømte frihedskæmpere på et tidspunkt stod vagt ud for Statsskolen i Lyngby, men ustandselig blev ”bestormet af Lyngbys ungdom for at give autografer.” En morsom historie, som Poul Reichhardt ved flere lejligheder har underholdt med.

I Carsten Borchs biografi om Poul Reichhardt, fortælles dog også om en helt anderledes tragisk hændelse, der minder lidt om den mere fredelige hændelse, som Rasmus Movin oplevede dagen før: ”Den 5. maj 1945 skulle han (Poul Reichhardt) sammen med Laus gruppe hente nogle Gestapofolk i Skodsborg. Der skete så det, at mens de ventede, blev de overrasket af en anden gruppe frihedskæmpere. Begge grupper forvekslede hinanden med en tysk patrulje, der blev åbnet ild, og ulykkeligvis mistede en af de unge frihedskæmpere livet den dag.” En del mennesker mistede livet ved lignende vådeskudsuheld i dagene omkring befrielsen.

Eiler Worsøe fortæller følgende mere fredelige historie om modstandsgruppen i Søllerødbogen 1995. De skulle stå vagt, da Montgomery kom til København og kørte gennem byen i åben vogn: ”Her kom kompagniet og mange andre ind i billedet som vagter i en tæt række langs hele hans rute. Begivenheden var samtidig en slags afslutning for de mange, der nu stod for hjemsendelse. Og for at sætte stemning på lærte vi at synge frihedssangen (…) Indbankningen af sangen blev iscenesat på Engelsborgskolens legeplads. Hele kompagniet var i mellemtiden blevet forlagt hertil. Indpiskerne var vore kendte og skattede kompagnimedlemmer Lau Lauritzen og Poul Reichhardt. Det lykkedes i løbet af formiddagen for de fleste at lære alle tre vers udenad og synge dem, mens de prøvede at gå i en slags takt. Eksercits var jo ligesom heller ikke udbredt blandt modstandsfolkene.” Poul Reichhardt kravlede op på taget af en bil for at kunne tale til forsamlingen under indøvningen af sangen. Han måtte efterfølgende igen skrive autografer til sine unge fans: ”Til sidst lykkedes det at få alle på plads langs gaderne i den indre by. Kompagni Lyngby stod i Store Kongensgade, hver anden med ansigtet mod gaden, hver anden med skarpt blik op mod tagene, hvorfra snigskytter kunne lure. Så kom Monty, og så var krigen forbi. Sejren var vor, en ny og bedre verden ventede på os alle sammen – så længe det varede.”

Lau Lauritzens største indsats for frihedskæmperne og det officielle Danmark i forbindelse med besættelsen var dog utvivlsomt da han efter befrielsen lavede filmen "De røde enge" sammen med Bodil Ipsen. Man må huske på, at mange danskere under besættelsen var modstandere af al den "ballade", som frihedskæmperne gik og lavede. Men Lau Lauritzen og Bodil Ipsens film var stærkt medvirkende til at danne billedet i danskernes - og udlandets - bevidsthed om, at danskerne skam også gjorde modstand mod besættelsesmagten. Et billede som det officielle Danmark var med til at fremelske og som var med til at hjælpe nationen videre efter besættelsen. Det var, som jeg ser det, ikke et falsk billede - blot kun en side af historien. Lau Lauritzen spillede selv en frihedskæmper i denne modstandsfilm. I "Den usynlige hær", som også kom ud i 1945, spillede han en tysktalende nazist! Han kom hele vejen rundt som skuespiller.

Ovenstående er som jeg ser det Lau Lauritzens forhold under besættelsen. Kilderne kan læses og forstås på mange måder. Det må være op til den enkelte, hvad man synes er rigtigt eller forkert - godt eller skidt. Men et er i hvert fald sikkert - de fleste danskere forholdt sig passivt under besættelsen, det gjorde Lau Lauritzen ikke - og vist ovennævnte samlede indsats ikke længere er acceptabel, så er der ikke ret mange danskeres indsats under besættelsen, der er det.  

14.5.2014:
Lau Lauritzens familie kalder det billede af Lau Lauritzen, som Lars-Martin Sørensen tegner i sin nye bog om dansk film under nazismen, for "Absurd" ifølge filmmagasinet Ekko's hjemmeside. Deres indsigelser samt Lars-Martin Sørensens svar kan der læses om her: www.ekkofilm.dk

3.5.2014:
Den 5.maj udkommer Lars-Martin Sørensens bog "Dansk film under nazismen", og allerede nu har Jyllands Posten en artikel om sagen, hvor ikke kun Henning Karmark, men også Lau Lauritzen hænges ud for deres samarbejdspolitik med nazisterne i krigens første år! Nærlæser man teksten, så fortælles der faktisk mere nuanceret om sagerne - og det er jeg sikker på, der også gør i bogen - men det er lidt farligt at tale om sådan noget. Folk ser en overskrift, og slutter - Nå, filmfolkene i Danmark var nazister - præcis som for et stykke tid siden, hvor der kørte en lignende sag om Karen Blixen. Hvis man ikke ser tingene i den rette historiske sammenhæng og ikke fanger nuancerne, så får folk hurtigt et forkert indtryk. Jeg vil fortsat mene, at Lau Lauritzen på ganske naturlig vis har fulgt udviklingen i samfundet - og været fuldt på bølgelængde med store dele af den danske befolkning - der udgjorde hans publikum. I krigens første år var filmbranchen selvsagt meget usikker på, hvor det bar hen og vidste ikke rigtigt hvilket ben de skulle stå på. Man frygtede vel at nazisterne skulle sætte sig på filmindustrien i Danmark, som de havde gjort det i Tyskland. Derfor forsøgte de at tækkes tyskerne, være medgørlige og samarbejde så vidt muligt. Helt i tråd med den danske regering og flertallet af danskerne. Siden da det stod klart at samarbejdspolitikken ikke holdt, skiftede Lau Lauritzen også spor. Dette skete senest i forbindelse med at jøderne blev reddet over sundet til Sverige i 1943, hvor Lau Lauritzen trådte ind i modstandsbevægelsen. Igen helt i tråd med den danske regering, som på samme tid opgav samarbejdspolitikken. Jeg mener altså ikke der er mere at udsætte på Lau Lauritzen, end på Danmark i det hele taget. Det er en helt typisk udvikling han har gennemgået under besættelsen - og da han efter besættelsen var med til at fremhæve og hylde modstandsfolkenes indsats med filmen "De røde enge", var dette jo også helt i tråd med den gængse danske udlægning af besættelsen, hvor dette blev den historie som det officielle Danmark træk frem, for at vise at Danmark skam også var på den rigtige side i den sidste ende. I Jyllands Postens artikel nævner de, at Lau Lauritzen aldrig blev anklaget ved en æresret. Og nej - det gjorde han ikke, for hvad skulle man dog have anklaget ham for? De kunne jo ikke bygge en sag på, at Lau Lauritzen i 1940 var inviteret til en filmpremiere på en nazistisk propagandafilm, og at han siden blev tilbudt at komme til Tyskland lave en film. Et tilbud han i første omgang ikke takkede direkte nej til, - hvem havde vovet at gøre det. Men det blev i hvert fald aldrig til noget. Kilden til historien om den nazistiske filmpremiere er Bovrup-arkivet - og der står intet specifikt om, at det var Lau Lauritzen, der ved den lejlighed tilbød nazisterne sin hjælp - selvom det kan læses sådan i Jyllands Posten. Tværtimod vil jeg mene, at Lau Lauritzen er blandt de danske topfilmfolk, der har gjort den største indsats inden for modstandskampen - så det er ikke så lidt synd, at netop han skal hænges ud. I artiklen klarer Nordisk Film nogenlunde frisag ved at fortælle at Nordisk Film senere blev sprængt i luften af nazisterne – men det gjorde ASA og Palladium også. Der var ingen af filmselskaberne i Danmark, der var venner med nazisterne. Kun Saga Studio gik fri. Og dette kun fordi selskabet var så nyt, at de ikke stod i telefonbogen! Det var i hvert fald den forklaring nazisterne kom med efter krigen. 

Jeg mener fortsat ikke, at der er noget at udsætte på Lau Lauritzen - og de illegale blade slår da også fast allerede under besættelsen, at "Hr. Lau Lauritzen er god nok". Det var i "De frie danske" juli 1944 side 6. Men nu må vi jo se, hvad der står i Lars-Martin Sørensens bog. Forhåbentlig er det blot "reklamekampagnen" for bogen, som er lidt vel rigeligt skarpt vinklet.

Her et billede bragt i Jyllands Posten:

Faktisk er der tale om et helt uskyldigt billede fra Lau Lauritzens fødselsdag, som fejres på ASA med familie og venner. De personer hvis navne ikke nævnes i avisens billedtekst er skuespiller og instruktør Jon Iversen med brillerne, Alice O'Fredericks mand Oscar Klintholm foran hende - og sammen med Lau Lauritzen står såmænd hans mor...

3.4.2014:
Tilføjelse til Ole Bram galleriet: Nederst på siden er tilføjet en række billeder fra Alice O'Fredericks scrapbøger. Tryg på galleri øverst på denne side.

3.4.2014:
I Jørgen Stegelmanns unikke bog om Københavns biografer, fortæller han også om Kinopalæet både før og efter Lau Lauritzens tid som direktør og bevillingshaver af biografen. Stegelmann fortæller bl.a.: "I
ngen københavnske biografer har gennemlevet så dramatisk et forløb som Kinopalæet. Denne fashionable kæmpebiograf vil, når engang ud i en fjern fremtid arkæologer graver den frem af tomterne, minde en og anden om Troja, hvilken oldtidsby som bekendt stadig formerede sig og til sidst lå i et tal af seksten oven på hinanden. Kinopalæet ved Gammel Kongevejs hjørne hen mod Søerne oplevede så mange ændringer og katastrofer, at man i dag dårligt kan huske, i hvilket Kinopalæ man så hvilken film. Og dog tegner der sig tydeligt visse forskelle. Mit første kendskab til Kinopalæet stammer fra tredivernes midte, dengang da Kinopalæet endnu var sit ædle selv, men lidt slidt i det, med mange sprukne lædersæder og en del puds, der faldt til jorden. Jeg mindes en ganske fornem bygning med anstrengende indgangsforhold, en lang og buet foyer, der åbnede sine døre ind mod en forjættende halvmørk sal, hvis meget usædvanlige dekoration var et vandfald i lys, anbragt under lærredet, hvor det virkede sært dragende og ret forvirrende. Selve lærredet sad højt oppe, og i min erindring står det, som om man histoppe var i selskab snart med Snehvide, snart med Marguerite Viby. Der var en stemning over denne biograf, dette grandiose Kino-Teater, af fjern stumfilmsædelhed og hektiske moderne sensationer, og det føltes som en afsked med en epoke, da teatret engang under krigen blev bombet af danske nazister og lagt i grus, så man resten af krigen alene mindedes om dets storhed ved hjælp af de plakater, som hang tilbage, plakater fra det sidste program før bombningen, Viby i "Teatertosset", et stykke Asa-film af vanlig livslyst og med indlagt hyldest til svajerne, blandt hvilke man selv taltes for en stund."

Det var den ruin, som Lau Lauritzen og ASA i 1946 fik bevillingen til. Da man stod over for nogle byomlægninger, kunne man dog kun love dem retten til at have biograf på stedet i 10 år frem. Derfor blev det genopbygget lidt interimistisk. Den stod klar til genåbning i 1950 og blev revet ned omkring 1960. Stegelmann fortæller bl.a. følgende om denne periode:

"Kinopalæet genopstod efter krigen, ikke som nogen Fugl Føniks, thi den nye biograf forblev i hele sin levetid så underligt interimistisk, en mærkelig ufuldkommen kæmpebiograf med mægtige premierer, men lidt skrabet bygget og løs i fugerne. Måske gør jeg den uret, men min hukommelse er ganske bemægtiget af mindet om den sofa, hvor Berlingerens anmelder med eventuel ledsager altid blev anbragt. Satte man sig lidt løst og ledigt i den, skete med usvigelig sikkerhed altid det samme: hele det brede sofasæde løsnede sig fra sine forbindelser med selve rækken, gled langsomt, men roligt fremad og lod sig kun stoppe af de fremstrakte fødder, der sprællende arbejdede med at få sædet på plads igen (...) Kinopalæet var meget ofte min biograf, dens repertoire befandt sig en anelse ved siden af det absolut lødige, hvorfor Første Anmelderen gerne gav biografens premierer fra sig og overlod mig dem. Det havde jeg intet imod — Kinopalæet havde på mig en vis tiltrækning, her var repertoiret en sympatisk blanding af alleslags, talrige samlebåndsprodukter blandet op med små musicals fra Warner isprængt kraftige westerns og prydet med storslåede udflugter i det historiske. Jeg glemmer aldrig "Demetrius og gladiatorerne" med Susan Hayward som en absolut meget attraktiv Messalina. Kinopalæet fik også tid til små sentimentale komedier, og til det rene uforfalskede teenager-drømmeri: "Tammy" - husker nogen i dag Debbie Reynolds med flæser og en drævende sød melodi. Og boksefilm - Kirk Douglas i "Champion", meget irriterende, og grumme nobel."

I 1959 blev biografen revet ned for at gøre plads til byfornyelserne og en ny blev opbygget bag det gamle i forbindelse med Codan-bygningen. Stegelmann fortæller:
"Men så flåede man dette Kinopalæ af vejen, for nu var de nye lærreder ankommet, og nu skulle konkurrencen med de farlige nye tider tages op, så det forslog. Og det nye Kinopalæ blev en af byens bedst konstruerede biografer, og den fik et lærred, der - når reklame­filmene var omme - blev større og større og stadig større, en proces, der skete i betagende stilhed, mens publikum undrende så til. Ingen københavnsk biograf viste gigantfilm med et så overvældende teknisk udstyr som Kinopalæet, i hvert fald ikke i disse de nye lærreders første blomstringsår, da snilde talenter kæmpede for at fylde arealerne ud og glemme de pludselige klip og undgå de alt for tætte nærbilleder. Det blev til slagmalerier af alle typer, og lyden bølgede frem mod os fra tusind kanaler og løftede os ud af stolene. Man husker Blake Edwards' "Det store løb", der var dediceret Gøg og Gokke, til Anders Bodelsens rimelige forargelse, for så morsom var den nye film jo slet ikke. Men den havde en vis gedigen lystighed, og lærredet fyldte den med grov appetit på pointer i alle hjørner."

I 1966 mistede Lau Lauritzen bevillingen til biografen, som i stedet blev givet til de nye folk på ASA Film Studio i Lyngby, som han havde solgt til dem i 1964. Stegelmann afslutter sin beretning med at fortælle om stemningen i biografen efterhånden som den blev alt for stor, da folk i stadig stigende grad blev hjemme foran fjernsynet:
"Til det sidste forsøgte Kinopalæet at fastholde den store stil, men teatret var dyrt i drift, og publikum satte sig fjernere og fjernere fra hinanden i den mægtige sal. Jeg mindes stemningen i den sidste film, jeg så på Kinopalæet, min sidste premiere på Kinopalæet, et stort og bredt drama om mandfolk i ødemarken, og af en vis melankoli i de mægtige billeder. Melankolien forplantede sig til den ensomme anmelder, der sad og tænkte, at nu er det slut med Kinopalæet, og nu ruller man det store lærred sammen, og nu er der eventyr, som dør."

18.3.2014:
Grethe Hoffenblad tilføjet til rollelisten på "En sømand går i land". Tak til Niels Peter Olesen for oplysningen.

15.2.2014:
I Leif Jensens samling findes der et billede fra optagelserne til ASA-filmen "Livet på Hegnsgaard" (1938). Se nedenfor:

Med ryggen til er det cheffotografen Karl Andersson, men hans assistent er så vidt jeg kan se Alf Schneevoigt. Dette bekræfter, at han var hos ASA langt tidligere end man normalt antager. Normalt antager man, at han blev ansat som fotograf på ASA i 1940, da dette fremgår af samtidige aviser. Bl.a. Nationaltidende som den 24.8.1940 skriver: "Den udmærkede filmfotograf Karl Andersson, hvis dygtige arbejde man i øjeblikket kan beundre i "Pas på svinget i Solby", forlader ASA Film for at overtage cheffotografstillingen ved Palladium efter den nylig afdøde Carlo Bentsen. Til gengæld har ASA knyttet to nye fotografer til sig, fotograf Frederiksen, der har opholdt sig i adskillige år i Sverige, og som bl.a. huskes fra de to Fejos-film, og som anden fotograf den unge Schneevoigt, som for størstedelen er uddannet i Tyskland." Dette har filmhistorikere normalt tolket i retning af, at Alf Schneevoigt blev ansat på ASA i 1940 - og som Nationaltidende måske også antyder mellem linjerne - fordi han stod sig godt med besættelsesmagten, som på det tidspunkt var gået ind i Danmark. Men Alf Schneevoigt er blot blevet forfremmet fra fotografassistent til decideret anden fotograf i forbindelse med at Karl Andersson forlod ASA.

Jeg har spurgt Lars-Martin Sørensen, som arbejder med besættelsestidens danske film, og han bekræfter at Schneevoigt var på ASA flere år før krigen. Lars-Martin Sørensen fortæller at Alf Schneevoigt blev uddannet på Nordisk Film fra 1931, og var ansat på Nordisk frem til 1935, hvor han blandt andet var i Finland og Rusland som fotograf. Sandsynligvis i forbindelse med at hans far, George Schneevoigt, optog filmen "Fredløs" (1935) på de breddegrader. Alf Schneevoigt fortsatte efterfølgende sin fotografuddannelse i Tyskland frem til marts 1937, hvor han bliv ansat hos ASA. Dette falder faktisk sammen med at ASA ansatte cheffotografen Karl Andersson. Den første ASA-film, som Schneevoigt (og Andersson) var med til at optage må altså have været "Frk. Møllers jubilæum", der fik premiere den 30. august 1937. I juni 1937 meldte Alf Schneevoigt sig som bekendt ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP).
Samtidig med at Alf Schneevoigt blev forfremmet til anden fotograf på ASA i 1940 og Karl Andersson forlod ASA, ansatte ASA som det fremgår også Rudolf Frederiksen. Han var en gammel ven af Alice O'Fredericks og faldt godt til på ASA. Han avancerede hurtigt til cheffotograf og beholdt den position på ASA indtil helbredsproblemer tvang den flittige og vellidte fotograf til at trække sig tilbage i 1964. Alf Schneevoigt derimod holdt hos ASA i løbet af 1942 og drog til Østfronten, hvor han antageligt medvirkede til lidt af hvert. Under optagelserne til "Afsporet" (1942) tog Helge Robbert over som fotografassistent på ASA. Han bestred jobbet indtil 1943, hvor han måtte flygtede til Sverige. Efter krigen sørgede Lau Lauritzen for at Helge Robbert kom tilbage til ASA i sit gamle job. Hvem der var fotografassistent på ASA i perioden 1943 - 1945 vides desværre ikke. Er der nogen derude, der ved noget?

Lars-Martin Sørensens med spænding ventede bog "Dansk film under nazismen" udkommer den 5.maj...

Peter Ulstrup har henvist min opmærksomhed til en anden ASA historie, som implicere den problematiske Alf Schneevoigt. I Ekstra Bladet den 20.8.1941 kan man læse følgende under overskriften PISTOLSKYDNING FORAN "ASA": En dag i forrige måned hørtes der skarpe skud ud for ASA-Filmatelier i Lyngby, og politiet blev underrettet.
Det viste sig at være filmfotograf Schneevoigt, den kendte filminstruktørs søn, der havde øvet sig i at skyde med pistol mod en brændestabel.
Der blev rejst tiltale mod den unge mand for overtrædelse af bestemmelserne om våben, og i dag mødte han hos dommer Gierulff i Nordre Birk. Her oplystes det, at hans borgerlige navn er Alf Bent Fischer. På spørgsmålet om, hvor han havde pistolen fra, forklarede han, at det var en, han havde lånt af en udlænding, og at det i øvrigt havde været hans mening at aflevere den til politiet. Sagen afgjordes derefter med en bøde på 100 kr." 

31.1.2014:
Der er udkommet en flot ny bog om Poul Reichhardt af Anne-Sofie Storm Wesche: "Poul Reichhardt - blot et menneske". Bogen adskiller sig fra tidligere Reichhardt biografier ved at forfatteren har fået hans familie i tale - og denne del af historien fylder derfor meget. Lau Lauritzen har dog også fået den plads i historien, som tilkommer ham. Som instruktør og ven havde han en ikke ubetydelig rolle i opbygningen af Poul Reichhardts karriere. I de helt unge år medvirkede Poul Reichhardt næsten udelukkende i film af Lau Lauritzen og Alice O'Fredericks - med folkeligt gennembrud i "Alarm" (1938) og et gennembrud som komisk lystspilskuespiller i "De kloge og vi gale" fra 1945. Senere samme år fik Poul Reichhardt sit store gennembrud som karakterskuespiller i modstandsdramaet "De røde enge" - instrueret af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen. En rolle der fik de flestes øjne op for, hvad han faktisk kunne gøre som skuespiller og indirekte førte til at han kom i betragtning hos Det kgl. Teater. Bøgerne om Lau Lauritzen er benyttet som kilde til Poul Reichhardt-bogen og har helt tydeligt været med til at trække billedet af Lau Lauritzen i den retning, jeg mener han har fortjent.

16.12.2013:
Nordisk Film har pr. 1.10.2013 købt Scanbox bagkatalog af danske film. Der i blandt de rettigheder til ASA-filmene, som i sin tid tilhørte Henning Karmark. Med i handlen er også de gamle Merry Film, som Henrik Sandberg var hovedproducenten af. I alt skal det dreje sig om 246 film. I 2011 opkøbte Nordisk Film rettighederne fra Sandrew Metronomes bagkatalog. I alt 130 film. Der i blandt de gamle film fra Saga Studio og nogle af Novaris titlerne. Dermed er en stor del af den danske filmskat samlet hos Nordisk Film, der nu har et katalog med 700 danske titler og et samlet katalog på 3500 titler! Det eneste af de store gamle filmselskaber, som endnu ikke er på Nordisk Films hænder, er Palladium Film. I forbindelse med overtagelsen udtalte Nordisk Films direktør Kenneth Wiberg: ”Vi er stolte over aftalen og ydmyge omkring at huse en stor del af den danske filmskat. Vi føler et stort ansvar for at passe godt på filmene og fortsætte med at restaurere dem og bringe dem ud til publikum på både tv, video on demand og dvd. Publikum elsker stadig de danske filmklassikere, og vi arbejder på at få hele kataloget gjort tilgængeligt både i butikkerne og digitalt, så ’Soldaterkammerater rykker ud’, ’Pigen og millionæren’ eller ’Far til Fire i byen’ kun er et klik væk”.

De gamle ASA-film er altså fortsat i gode hænder og skulle være sikret for fremtiden. Med i handlen har Nordisk Film også fået distributionen af de kommende nye Far til fire-film. Købsprisen er ikke blevet offentliggjort - men det kan ikke være småpenge, der er tale om.

Scanbox satser fremover på nye danske filmproduktioner og internationale film. Salget af de gamle danske klassikere udgjorde kun ca. 8 % af Scanboxs omsætning sidste år, og man kan forestille sig, at de frem for selv at skulle stå for digitaliseringen af de gamle film og distributionen af filmene på nye platforme, har valgt at sælge til Nordisk Film, der allerede har gang i omfattende tiltag inden for det felt.

Lau Lauritzens omfattende del af rettighederne til de gamle ASA-film er vel at mærke fortsat i familiens eje. Lau Lauritzen Film ApS har med handlen blot fået sig en ny samarbejdspartner, som fremover tager sig af distributionen af filmene i stedet for Scanbox. Rasmus Lau Lauritzen håber samarbejdet vil resultere i, at flere af de gamle danske film vil komme ud på både eksisterende og nye medier de kommende mange år og tilføjer at f.eks. "filmskatte som "Far til Fire i byen" med den berømte julebalscene i nisseland nærmest er gået hen og blevet en fast juletradition i mange danske børnefamilier. De simple handlinger og karikerede figurer går stadig rent ind hos et bredt publikum."

3.9.2013:
Filmografien opdateret med flere oplysninger om filmene fra DFI's Lau jun. reklamefilmssamling. En bunke filmruller, som DFI for mange år siden har fået fra ASA via Nordisk Film. Flere af filmene kan nu ses på DFI's hjemmeside.

28.6.2013:
I 1951 optog ASA en socialdemokratisk propagandafilm "Frihed forpligter" for Socialdemokratisk Forbund. Filmen blev lavet af Alice O'Fredericks med assistance fra Robert Saaskin. Leck Fischer skrev manuskriptet. Umiddelbart havde Lau Lauritzen, der næppe var socialdemokrat, ikke andet med filmen at gøre, end at hans studie udlejede personale og optagefaciliteter til projektet. Men efter gennemsyn af filmen viser det sig, at Lau Lauritzen er speaker i starten af filmen og at der faktisk genbruges nogle klip fra "De røde enge" i filmen, da en sekvens viser modstandskampen under besættelsen. Det er også værd at bemærke, at der ukrediteret medvirker en række skuespillere. Umiddelbart genkendelig er Ib Conradi, Ole Wisborg, Jørgen Weel, Hugo Bendix (ASA's inspektør), Arne Westermann og en meget ung Henning Moritzen. Filmografien her på siden er derfor opdateret.

Jeg har fået lov til at vise et par billeder fra Peter Ulstrups samling i forbindelse med denne film. Først et udklip fra "En Stjernevogn kørte ud" udgivet af Arbejderbevægelsens forlag 'Fremad'. Billedet er fra optagelser til "Frihed forpligter". Poul Reichhardt og Karl Gustav Ahlefeldt spiller to politisk engagerede frihedskæmpere, som kæmpede sig om side under besættelsen, men så meget forskelligt på tingenes tilstand efter krigen. Poul Reichhardt spiller helten, som er socialdemokrat, mens Karl Gustav Ahlefeldt spiller kommunist:

 

Følgende sjove billede af Ib Schønberg fra "Frihed forpligter" stammer fra en samling ASA filmbilleder, som Schønberg fik foræret af Alice O'Fredericks, Lau og Henning Karmark i anledning af sin 50 års dag. Ib Schønberg spiller i bogstaveligste forstand en sofavælger i filmen - men han bliver omvendt til sidst, som det ses på billedet:

3.5.2013:
Alt i mens der diskuteres i medierne om Far til fire-filmene skal have lov at eksistere, har filminstituttet valgt at støtte endnu en film i serien: "Onkel Sofus vender tilbage". Dermed har de vel også valgt side i debatten. De må også mene, at de populære familiefilm, er vigtige for at holde liv i biografbranchen, som historien har vist det. Debatten fører altså ikke til nogen ændringer i denne omgang, men kan jo alligevel være ganske interessant at følge med i. Det morsomme er, at argumenterne stort set er de samme, som gjorde sig gældende for 60 år siden, da man lavede de gamle Far til fire-film. ASA producenten Henrik Møller Sørensen udtaler bl.a. i JP den 3.5.2013: """Far til fire" og "Min søsters børn" trækker virkelig mange mennesker i biografen. Hvis vi ikke støtter den brede familiefilm, så bliver de danske børns kultur kun påvirket af amerikanske, fordi de smalle, kunstneriske danske film ikke bliver set af et nævneværdigt publikum, og de kan ikke holde biograferne i gang. Det kan godt være, at nogle siger, at det ikke er stor kunst, men det er film, som hele familien Danmark kan gå ind og se, og som har afsæt i den danske kultur." Henrik Møller Sørensen løfter arven fra sine forgængere på ASA og fortsætter den kamp, som de også kæmpede i sin tid. Udtalelsen kunne såmænd ligeså godt være kommet fra Alice O'Fredericks eller Lau Lauritzen, da de lavede de gamle Far til fire-film. F.eks. udtalte Alice O'Fredericks til Ekstra Bladet den 9.9.1946: ”Dansk film må bevares, om ikke for andet så for at skabe balance mod den mentalitet, som de udenlandske film repræsentere. Ønskedrømmene, som filmen er den vigtigste tolker for, må ikke udelukkende gå i retning af amerikansk millionærliv i de for vore forhold fantastiske omgivelser. Publikum må gennem dansk film have deres ønskedrømme ledet ind i baner, der ligger dansk mentalitet nærmere og opnåeligere.” og i Berlingske Aftenavis den 25.2.1956: "Vi manglede film til drenge og navnlig piger. De skulle ikke nøjes med cowboy- og indianerfilm.". I B.T. den 6.6.1960 udtalte Lau Lauritzen: "”Ingen film bliver succes, uden der er et sind bag (...) Psykologer har ment, at Lille Per interessen er en førerdyrkelse. Jeg synes, at hvis føreren har en karakter som Per, kan det nok gå. Man har også sagt, han er for artig. Jeg mener ikke, det kan skade, at børn ser, at sådan kan man også være. Men hvad psykologerne end kan finde på, har børnene accepteret Per og hele familien, og de hygger sig i selskabet og tager ingen skade af mødet. De har fået en glæde. Et godt mål, synes jeg, for en film at give det.”
Intet har sådan set ændret sig siden - bortset fra at staten nu indser vigtigheden af at støtte disse film, og denne gang ikke lader sig påvirke af debatten. I starten af 1960'erne, da støtten til Far til fire-filmene også var til debat, valgte staten at trække støtten til serien, som dermed endte efter "Far til fire med fuld musik" i 1961. Den gang bestod støtten i at producenten kunne blive tildelt halv eller hel skattefrihed på filmene, således at de ikke skulle betale den forhadte forlystelsesafgift af billetindtægterne. Dette havde ASA opnået i forbindelse med flere af de tidligere film. Ifølge loven kunne dette gives til børnefilm eller film af folkeoplysende karakter. Alice O'Fredericks udtalte sig om problemet i Ekstra Bladet den 10.8.1963: ”Der står ganske vist i loven, at film for børn under 12 år er skattefri, men det er så godt som umuligt at bygge en produktion på det – navnlig da man først får svar, når filmen er lavet – og man risikere et nej, således som vi fik sidst! Jeg er ked af, at man på den måde har stoppet produktionen af børnefilm herhjemme!” Ved lov nr. 79 af 21.3.1958 var der blevet tilføjet følgende tekst til loven om forlystelsesafgift: ”Forevisninger af film, der er optaget specielt med henblik på børn, og som af justitsministeren eller det organ, han måtte bemyndige hertil, er godkendt som særligt egnede for børn under 12 år, er fritaget for afgift.” Det var dette "organ", som antageligt bl.a. bestod af de børnepsykologer som Lau Lauritzen omtaler, der vente tommelfingeren nedad i forhold til Far til fire-filmene i gamle dage. Daværende justitsminister Hans Hækkerup havde hidtil trodset "organets" indstillinger og havde f.eks. valgt at støttet "Far til fire på Bornholm" (1959). Dette begyndte dog at komme frem i pressen og Hækkerup valgte antageligt derfor, at følge organets indstilling, da ASA søgte om skattefritagelsen til deres næste far til fire-film. Populært sagt var det altså skattevæsnet, der tog livet af den gamle Far til fire-serie. Det ser heldigvis ikke ud til at den historie kommer til at gentage sig denne gang. I vore dage består støtten af en direkte produktionsstøtte på omkring 6,5 millioner kroner.

Faren for serien er naturligvis, at den alligevel kører træt, og at publikum på den måde falder fra. Men da målgruppen er børn i en ret afgrænset alder og deres familier, så kommer der hele tiden nye generationer til - og da man med den kommende Far til fire-film også har gennemført et generationsskifte både blandet de medvirkende skuespillere og folkene bag filmene, så kunne der være en chance for, at serien i denne omgang kan fortsætte mange år endnu - hvis de nye folk kan løfte arven efter Alice O'Fredericks, der lavede de oprindelige film og Claus Bjerre, der har instrueret alle filmene i den nye serie.

31.4.2013: Kulturministeren forsvarer Far til fire:
Marianne Jelved kommentere i JP den 21.4.2013 på forslaget om at tage støtten fra "romertalsfilmene" og give til unge eksperimenterende filmkunstnere: "Jeg kan udmærket godt forstå ræsonnementet. Jeg synes bare ikke, at det er helt fair, for jeg synes også, der er rigtig gode film blandt dem, som er lavet under Markedsordningen. De har et publikum og er med til at vænne eksempelvis børn og unge til at gå i biografen. Og det er også en opgave, som er kulturpolitisk at sikre. I Danmark er der mange flere biografgængere til nationalt producerede film end i mange andre lande. Danskerne er enormt gode til at gå i biografen og se film, og det er jo alle slags film, de går til, bl.a. "Far til fire", som er mine børnebørns - de yngste af dem - yndlingsfilm p.t, ligesom det var, da jeg var barn. Vi har stadig den udgave, som jeg så, da jeg var barn, og den kan vi rigtig godt lide at se i sommerhuset. Det er bare for at sige, at selv om det er den type film, som vi kalder kommercielle, så har de noget med sig, som er en del af vores kultur"

Også kulturordfører fra Venstre Michael Aastrup Jensen forsvare Far til fire: "Vi skal fastholde den store markedsandel til dansk film, det er helt afgørende, og jeg tror ikke på, at vi skal væk fra de brede danske film. Det er også dansk kultur."

20.4.2013:
Det nye ASA og deres Far til fire serie er igen til diskussion i medierne. Flere mener at Filminstituttet bør undlade at støtte de populære folkelige film, og satse mere på unge instruktørere, der har svært ved at komme frem i spillefilmsbranchen. Som kommentar til debatten - bl.a. i JP den 20.4.2013 kunne man endnu engang henstille til at tage ved lære af historien. Da man i midten af 1960'erne lavede den første version af det, der er blevet kaldt verdens bedste filmlov, støttede de vitterligt kun det de mente var kunstnerisk ambitiøse film - samt enkelte omkostningstunge operettefilm. Da filmproducenten Flemming John Olsen (Saga Studio) efter 5 år gjorde status over lovens virkning i Biograf Bladet i 1970 udtalte han bl.a.: "Vi må ikke glemme, at hele kunsten er forankret og rodfæstet i den simple enkle ting, at der skal sælges billetter. Uden at der bliver solgt billetter ved lugen, er filmen ikke kunst – men en disput på et studerekammer. (...) Jeg vil jo nok tro, at vi måske i de 5 år, filmloven har virket, har været lidt langt ude alle sammen i vores begejstring! (...) Det er klart, at vi har været under en pression, der har overmættet markedet med – skal vi sige ikke særligt vellykkede, men såre ambitiøse film, som de nye unge filmkunstnere så frygteligt gerne ville knække halsen på. (...) hvor folk i gamle dage sagde: ”Det er en dansk film, den skal vi se”. Det var så vores kunst at få dem til det. Men i dag siger de: Det er en dansk film, den skal vi under ingen omstændigheder hen og se.”

Resultatet af 1964-loven var altså at der blev produceret en række kunstneriske film - nogen af dem ganske vellykkede - men meget få som interesserede et bredere publikum. Publikum vendte sig imod dansk film, hvad meget nødigt skulle ske igen! Resultatet blev også en yderligere stigning i biografdøden, da de populære danske film - også dengang - stod for en stor del af billetsalget. Og dengang var det ikke engang så slemt som nu. Dengang kunne private investorer selv finansiere underholdningsfilm og i nogle tilfælde tjene pengene ind igen - men i dag er en filmproduktion så bekostelig en affære, at det stort set er umuligt at spille en film uden statsstøtte hjem i et land med 5 millioner mennesker. Det er derfor 1964-loven siden hen er blevet lavet om, så man også kan støtte mere folkelige produktioner til glæde for biograferne, publikum - og producenterne. Historien har vist, at det næppe er en god idé, at ændre på det.

I samme artikel undre man sig over at de samme gamle Far til fire og Min søsters børn koncepter fortsat benyttes. Den diskussion var også den samme i gamle dage og Flemming John Olsen havde følgende bemærkning til dette: "Helt fundamentalt er publikum vel altid det samme. Det er nye slægtsled, men på en mærkelig måde så avancerer mennesket vel kun et hanefjed for hver generation, og på bunden indeholder vi jo de samme komponenter, som vore forfædre havde i sig." Hvis man har et barn eller barnebarn i målgruppen og har været i biografen og se en af disse film med barnet, så er man ikke i tvivl om, at det fortsat er en god oplevelse for hele familien - og sådan noget løber tiden ikke sådan lige fra. Dertil kan også lige bemærkes, at ASA Film, som står bag Far til fire-filmene, med deres seneste familiefilm "MGP Missionen" faktisk har forsøgt at bryde med formlen og lave et lidt mere virkelighedsnært produkt. Det er derfor en gåde at netop den film - der oven i købet indeholder et velment budskab om gensidig forståelse - ikke har kunnet få støtte.

Ifølge artiklen i JP, har de nye Far til fire og Min søsters børn-film solgt knap 4,5 millioner biografbilletter siden 2001. Der er giver omkring 5 - 6 millioner kr. i støtte til hver film. ASA Films direktør Henrik Møller-Sørensen udtaler sig også: "Man kan da godt vælge, at skære støtten til familiefilmene, men er folk klar over, hvilke konsekvenser det vil få for hele branchen? Filmene vil ikke længere blive produceret, og biograferne vil gå rabundus, hvis de skal vise nyskabende eksperimenter i stedet. Det er muligt, at man i branchen står med nogle problemer med for mange uddannede filmfolk, men man løser ikke problemerne ved at få produktionsselskaber til at indstille filmproduktionen".


30.11.2012:
Helsingør Dagblad har i dag en omtale af Ole Bram og de foredrag, som han holder om sin tid i filmbranchen m.m. I samme artikel omtales også vores fælles besøg på det gamle ASA Filmatelierer i Lyngby. Artiklen gengives med venlig tilladelse fra Helsingør Dagblad:

17.11.2012:

Torsdag den 15.11.2012 var der rundvisning på det gamle ASA studie i Lyngby. I forbindelse med at ASA's tidligere tonemester Erik Jensen lavede en grundtegning af ASA studiet til min bog om Lau Lauritzen, satte han mig i forbindelse med Per Årman og Gitte Fischer, der har tilknytning til ASA studierne i dag. De fremskaffede nogle af de gamle tegninger, og på den måde lykkes det, at få de sidste detaljer på plads i grundridset. Per Årman har været på ASA siden 1970 og har været produktionsleder på en lang række af de produktioner, der blev lavet på studiet i den periode, hvor staten ejede det og omdøbte studiet til "Det danske filmstudie". ASA-navnet kunne de ikke benytte, da Sven Grønlykke, der solgte studiet til staten, beholdt det navnkundige varemærke ASA, som han i 1964 havde købt af Lau Lauritzen. Per Årman har sideløbende undervist på Filmskolen, og i den periode kunne de unge talenter komme ud på Det danske filmstudie og prøve teorierne af i praksis. Således har instruktører som f.eks. Lars von Trier og Susanne Bier gjort sig nogen af deres tidlige praktiske spillefilmserfaringer på det gamle studie i Lyngby. Gitte Fisher har medvirket til alt dette siden 1982, og fulgte med over til Angel Studio A/S som Events & PR- Manager, da de i 2004 købte studiet af staten. I dag er studiet altså igen på private hænder og lever af, at udleje faciliteter til film og tv-produktion m.m. Per Årman er også fulgt med over til Angel, og viser af og til besøgende rundt på studiet. Firmaer og andre interesserede har mulighed for at leje lokalerne og/eller blive vist rundt i de legendariske omgivelser, hvor mangt en dansk film er blevet til. Per Årman kender hele studiets historie og fortæller levende og gerne, om de mange oplevelser han har haft på stedet de sidste mere end 40 år.  

Det gamle Filmatelieret ASA anno 2012

Det var sådan en rundvisning undertegnede var så heldig at komme på i forbindelse med udgivelserne af bøgerne om Lau Lauritzen og ASA. Med på denne "ASA tour" var også Lau Lauritzens datter Lone Lau og hendes mand skuespiller m.m. Benny Fjeldsøe samt Ole Bram og hans hustru Lene. Ole Bram var filmfotograf på ASA i 1950'erne, og kunne supplere Per Årmans historier med anekdoter tilbage fra den tid, hvor de optog de klassiske Far til fire og Morten Korch-film på stedet.  

Hvad angår selve ASA studiet, så er den gode nyhed, at alt det gamle er der endnu - plus meget meget mere. Ude fra ligner den gamle del sådan set sig selv fra atelieret blev opført i 1936 efter henvisninger af Lau Lauritzen, der have besøgt udenlandske atelierer og vidste præcis, hvad de ville få brug for. I gamle dage kørte man ind fra Asavænget, men nogle af de nye bygninger står i vejen for det nu. Så en ny indgang er lavet fra Blomstervænget. Rækkehusene hvor Far til fire-familien boede i sin tid - og stadig gør det i de nye film - ligger lige overfor den nye hovedindgang til "Det dansk filmstudie", som det hedder i dag. Det hus som i sin tid blev brugt som klipperum og til opmagasinering af filmkopier, ligger lige inden for til højre for indgangen. I sin tid blev bygningen placeret lidt væk fra de øvrige bygninger, da de gamle film, som blev opbevaret der, var til både brand og eksplosions fare. Det udbrød da også brand i huset i 1959, og en efterfølgende eksplosionen raserede nogle telte, som man havde stillet op uden for til optagelserne af "Far til fire på Bornholm". Det gik eftersigende værst ud over far og onkel Anders telt. Bygningen blev i sin tid kaldt "Sneglehuset", da det tog så lang tid, at få den bygget færdigt. I dag er bygningen vandskuret og passer i byggestil fint sammen med de nye bygninger, der ligger lige bag det. Huset er udlejet til et selskab.   

Alle de gamle bygninger, der i sin tid udgjorde Filmatelieret ASA er der endnu. Storregi lageret med de gamle sættestykker og på et mindre lager en stor samling af døre og vinduer. Sådan noget er jo oftest ægte nok - selv i en filmkulisse. Mange af dem står der ASA på, og de har utvivlsomt medvirket i mange filmklassikere siden ASA's begyndelse i 1936. En dør skal også have medvirket som "Arnesens dør" i tv's "Matador". Snedker og malerværestedet er utvivlsomt blevet moderniseret nogle gange i tidens løb. I dag er der ikke fastansatte håndværkere, som i gamle dage. De enkelte produktionsselskaber, som lejer sig ind på studiet, har som regel deres egen folk, som de ønsker til opgaven. Den store Scene 1 ligner til gengæld sig selv med nummererede træk/tovværk i loftet til at holde på sættestykker - men der er kommet ny lydisolering på væggene, bemærker Ole Bram. I sin tid havde de svært ved, at holde larm fra omgivelserne ude. Per Årman fortæller, at der stadig er et bassin under gulvet, som kan bruges til optagelser med vand. Det var bl.a. her, ASA-folkene i sin tid optog optagelserne med miniature fiskekuttere til stormvejrssekvenserne i den legendariske "Blåvand melder storm".  Den mindre Scene 2 findes også stadig, og her hænger en plade, som fortæller at Frits Helmuth debuterede på film under træk nr. 46. Det var i 1938 - netop i "Blåvand melder storm", hvor han spillede en fiskerdreng, der senere i filmen vokser op og spilles af Osvald Helmuth. Hans først replik på film var "Åh", da han så, at et billede var blæst ned fra væggen og glasset gået itu.

Per Årman viser rundt på Scene 1 (Foto: Ole Bram)


Til gengæld er den fløj, hvor der i sin tid var forevisningsbiograf og toneafdeling helt lavet om. Der er nu oplagring af diverse filmudstyr og for enden - hvor der er bygget til - er der en fin skrædder og kostumeafdeling. I et lille rum og en gang har Per Årman oprettet et lille ASA-museum med billeder og enkelte effekter fra både den klassiske ASA-tid og ikke mindst tiden som selvejende institution under staten. Ole Bram kan udpege det gamle mørkekammer, hvor han i sin tid tilbragte en del tid, når der skulle sættes film i kassetterne. I dag har man ikke brug for et mørkekammer, men rummet bruges til at oplade batterier.  Fordelingsgangen, hvor mørkekammeret ligger er bevidst holdt i den oprindelige stil, og ser antageligt ikke stort anderledes ud end den gjorde i ASA's første år, fortæller Gitte Fischer.
Vi bevæger os derefter ovenpå, hvor der også i dag er garderober, sminkerum og diverse kontorer. Forenden af gangen sidder Jørgen og Ib Kastrup og skriver på en film om dobbeltmordet på Peter Bang Vej. Den seneste film de har skrevet var kæmpesuccesen om "Hvidstensgruppen". De to gæstfrie forfattere viser os, hvordan de bygger et manuskript op med små sedler på væggen.  

Det lille ASA-museum (Foto: Ole Bram)

Da vi fortsætter turen, kan Lone Lau udpege loftlemmen, hvor hendes far i sin tid gemte våben til modstandskampen, som Per Årman tidligere havde spurgt hende efter. Lemmen fører antageligt op til et større loftsystem, der går helt ind over den gamle biograf. Nedenunder igen er vi, hvor hovedindgangen lå i sin tid, og hvor inspektøren havde sin lille reception med en lue i væggen. Den var der ikke længere, men kontorerne blev forsat benyttet af diverse selskaber, der lejer sig ind. Bl.a. vor tids ASA Film. I gamle dage var der en lille gårdsplads mellem kontorbygningen og bygningen ved siden af, hvor kantinen lå. I dag er gårdspladsen dækket over og kantinen bliver brugt til kontor. Selv det lille ekstra fine rum i kantinen, som den dag i dag bliver kaldt "firkanten", er nu et kontor. Man kunne dog stadig se det fine loft og den lem, som de i sin tid bankede på, når de skulle have nye forsyninger ind fra køkkenet. Der er stadig et lille tekøkken på det sted, hvor køkkenet lå i sin tid.  

Inden vi bevægede os ind i nogle af de siden tilbyggede bygninger gik vi en tur ud på gårdspladsen, foran det det der engang var hovedindgangen. I det fjerneste hjørne ligger det, der var det allerhelligste på det gamle ASA: Bungalowen. Den er blevet vendt en halvomgang og flyttet ud til siden i forbindelse med tilbygninger i Sven Grønlykkes tid på ASA. "Min bedstefar døde derinde" bemærkede Lone Lau og kiggede med nogen vemod på den stand, den engang så fine bungalow er i. Hendes bedstefar opførte denne norske bjælkehytte få år før han døde, og boede ofte i hytten på ASA's grund, så han kunne være nær det filmmiljø, som han elskede. Efter Lau seniors død overtog Lau junior Bungalowen og havde sit kontor her, indtil han solgte ASA i 1964. Alice O'Fredericks holdt også til her i studiets guldalder. Den lille veranda var der endnu, og de der har set "Far til fire og ulveungerne" vil kunne genkende hytten, som den skurkene holder til i ude i skoven. Egentlig var det jo her, der skulle indrettes et ASA museum, men Bungalowen er stadig i brug. Popgruppen Dodo and the Dodos benytter den som kontor og øvelokale. Bag Bungalowen er der et cementeret bassin. Antageligt det bassin ASA byggede i sin tid, da de skulle lave optagelserne, hvor Tove Maës falder i mosen i "Mosekongen" (1950).  

Per Årman, Benny Fjeldsøe, Lone Lau og undertegnede besigtiger Lau Lauritzens Bungalow (Foto: Ole Bram)

Derefter gik turen ind i ASA's nye kantinebygning, og Ole Bram bemærkede at stemningen i kantinen alligevel var lidt som i det gamle marketenderi, selvom det var bygget til efter hans tid på ASA. Der var da også som i de gode gamle dage en sød kantinedame, som sørgede godt for os. I kantinen var vi så heldige at hilse på Henrik Møller- Sørensen, der driver det nye ASA Film. Han fortalt bl.a. om hans kommende film "MGP Missionen".  

I den anden ende af kantinebygningen holder Kort og dokumentar filmskolen til. Studiet i Lyngby er altså fortsat tumleplads for nye talenter, ligesom i tiden som statsejet filmstudie. Ved siden af dette ligger et mindre studie, der faktisk er en Scene 3. Det benyttes bl.a. til tv-optagelser. F.eks. fortæller de at Bubbers badekar stod her i sin tid. Bag Scene 3 er det flere kontorbygninger, som blev bygget op i Sven Grønlykkes tid. Her holder Angle Film A/S, som ejer studiet i dag, til. Her har de også den forevisningsbiograf, som afløste den gamle, der lå inde i hovedbygningen og et studie til eftersynkronisering af film. I gulvet er mange forskellige slags gulvbrædder og fliser, så man kan lave et hvilket som helst fodtrin til en films lydspor.  

Vi slutter vores ASA besøg hos Obel Film, der også har kontorer på studiet i Lyngby. Her får vi lov at se et gammelt stykke film fra rejsegildet af ASA. På filmen ses naturligvis både Lau Lauritzen junior og senior. De har også det klip fra "Blåvand melder storm", hvor Frits Helmuth debutere og nogle privatoptagelser fra opbygningen af de utroligt flotte dekorationer til Bille Augusts "Åndernes hus" fra 1993. Nok den mest omfattende produktion, der nogensinde er optaget på studierne i Lyngby. De måtte da også ud i byen og leje en hal, da der simpelthen ikke var plads nok på selve studiet. Antageligt den eneste gang i studiets historie, at dette har været nødvendigt. De store Hollywood-stjerner, der medvirkede i denne film, var meget glade for at arbejde i Lyngby, hvor der var en velsignet ro, og hvor de kunne gå ubemærket rundt i området. Mange af Lyngbys borgere aner ikke at der ligger et filmstudie i byen, og regner ikke med at møde Meryl Streep eller Jeremy Irons på gaden.  

Det var for undertegnede en uforglemmelig dag i rigtig godt selskab, som jeg her endnu en gang vil takke Per Årman og Gitte Fischer mange gange for. Tak også til Ole Bram og hans hustru, der tog billederne og deltog med stor interesse og til Benny Fjeldsøe, der bidrog med et smittende godt humør og en række humoristiske bemærkninger. De der kender ham, vil vide hvad jeg snakker om. Det var naturligvis også en helt speciel oplevelse, at møde Lone Lau. Hun ligner sin far helt utroligt - både af udsende og utvivlsomt også af væsen. Hun havde det der udefinerbare - præcis som det fortælles om Lau Lauritzen – at hun helt automatisk blev selskabets midtpunkt, uden at gøre noget større væsen ud af sig selv.

Lone Lau på ASA-museet. På væggen et billede af hendes far med en af hans Bodil-priser og hans gode ven Poul Reichhardt. (Foto: Ole Bram)

30.9.2012:
Tilføjelse: I Ekstra Bladet den 29.12.1953 omtales endnu en kommende ASA-film, som aldrig blev lavet: "En film om en livstræt mand, der ønsker at begå selvmord, men ikke kan finde nogen, der er villig til at ekspedere ham over i en anden verden - en gammel idé af Lau Lauritzen senior."!

29.9.2012:
Tilføjelse: Af Østsjællands Folkeblad fra den 8.8.1953 fremgår det at Johannes Allen blev bistået af politiadvokat Lotinga under udarbejdelsen af manuskriptet til "Farlig ungdom", og at Lau Lauritzen med denne film ønske at følge op på linjen, der blev anlagt med "Café Paradis". Dokumentarisk prægede film, der nok opstiller problemerne, men ikke løser dem."

16.9.2012: Lau Lauritzen hjalp jøder og modstandsfolk på flugt under besættelsen! 

Ph.d.-stipendiat fra Københavns universitet Brian Petersen skrev for nylig en artikel om Bodil Ipsen og nazisterne til filmmagasinet EKKO og var i den anledning i radioen. Her fortalte han i en sidebemærkning, at der i befrielsessommeren 1945 også blev hvisket om Ib Schønberg, Lau Lauritzen og Henning Karmark. I dagene efter blev han kontaktet af mange spændende mennesker, men af speciel interesse i forbindelse med Lau Lauritzen var en jødisk dame fra Frederiksberg, der havde hørt udsendelsen og var blevet bekymret for Lau Lauritzens omdømme. Hun fortalte Brian Petersen, at Lau Lauritzen havde givet husly til flere familiemedlemmer, da de i 1943 under nazisternes besættelse af Danmark, måtte flygte over Øresund til Sverige. Dette er en spændende oplysning om Lau Lauritzens arbejde for modstandsbevægelsen. I et interview med Horsens Avis den 1.9.1951 nævner Lau Lauritzen, at både han og flere af folkene fra ASA var med i modstandskampen siden 1943. Dette kan passe med, at det var i forbindelse med jødernes flugt til Sverige, at han blev impliceret.

Den 29.8.1943 brød den danske regerings samarbejdspolitik med den nazistiske besættelsesmagt sammen, og de danske jøders skæbne var herefter uvis. Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, skrev den 8.9.1943 til udenrigsministeriet i Berlin, og spurgte hvad han skulle gøre med jøderne i Danmark. Det blev efterfølgende planlagt, at alle jøderne skulle fanges natten mellem den 1. og 2.10.1943. Den jødiske nytårsaften! En embedsmand på det tyske gesandtskab, Georg Duckwitz, lod dog planen sive og fra den 29.9.1943, begyndte de danske jøder i stor stil at flygte til det neutrale Sverige. Ca. 7000 jøder blev hjulpet til Sverige af modstandsbevægelsen og andre velvillige danskere. Ofte mod betaling, men de løb jo også en vis risiko, og der var naturligvis udgifter forbundet med transporterne. En stor del af jøderne blev sejlet over fra kysten omkring Helsingør, hvor afstanden til Sverige er kortest. Lau Lauritzen boede på det tidspunkt i kæmpevillaen Røntofte netop i det område. Med adgang til sundet. Det kan altså meget vel passe, at Lau Lauritzen er kommet i forbindelse med modstandsbevægelsen i forbindelse med transporten af jøderne, der forgik lige uden for hans vinduer.  

Kvinden, der kontaktede Brian Petersen, lovede at sende yderligere oplysninger, men han modtog aldrig noget med posten og hørte ikke mere fra hende. Desværre havde han ikke fået noteret hendes navn og telefonnummer. Brian Petersen gik derfor i gang med et større detektivarbejde for at finde frem til kvinden og få historien bekræftet. Via det jødiske trossamfund er dette faktisk lykkes!

Rachel Skroropa vendte tilbage og kunne fortælle, at det var hendes niece, Kitt Rosenberg (stavemåde usikker), Brian Petersen havde talt med. Desværre var Kitt i mellemtiden afgået ved døden. Men Rachel kunne bekræfte at hun, hendes mand og hendes bror overnattede på Røntofte i slutningen af september 1943: "Lau Lauritzen var bestemt ikke nazivenlig. Hvis han var det, ville han jo ikke have tilbudt os husly. Min mand og jeg må være taget op til Snekkersten den 28.9.1943. Mor var der allerede med to af mine brødre. Men der var ikke plads til os alle sammen i den lille fiskerbolig, som mor havde lejet. Min ene bror, Abraham, må have kendt eller truffet Lau Lauritzen på en eller anden måde, for han, jeg og min mand kom til at sove hjemme hos ham den første nat. Lau og hans norske kone var meget gæstfrie. De boede meget skønt i en hvid kæmpevilla. Min mand og jeg havde et meget flot soveværelse, kan jeg huske. Jeg var ung og meget duperet. Jeg vidste jo godt, hvem Lau Lauritzen var som skuespiller og instruktør. Vi overnattede kun hos Lau en nat, derefter boede vi på et pensionat, indtil vi havde lejlighed til at komme over. Abraham spurgte Lau, om han havde nogle forbindelser, der kunne hjælpe os med at komme over til Sverige, men det havde han ikke. Men han sagde, at vi skulle henvende os på nede på Snekkersten kro, hvad min mand så gjorde. Han må have været klar over, at her ville være nogen, som kunne hjælpe os med at organisere flugten, for det var der.”  

Det viser sig, at det vidste Lau Lauritzen i allerhøjeste grad. Læser man i Jørgen Gersfelts bog "Sådan narrede vi gestapo" (1945) kan man erfare, at meget store dele af organiseringen af jødernes flugt netop foregik på Snekkersten kro. Kroejeren H.C. Thomsen var simpelthen en af hovedskikkelserne blandt flugthjælperne, og Snekkersten Kro var et samlingssted for egnens flugthjælperne og modstandsfolk. I slutningen af 1944 blev Thomsen dog angivet af en stikker og sendt til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, hvor han omkom i december 1944. Da der efter krigen blev afsløret en mindesten for H.C. Thomsen den 4.9.1946 blev bl.a. følgende historie fortalt af chefredaktør Leif B. Hendil fra Ekstra Bladet: "En aften - det er netop i dag tre år siden - kom Laust Sørensen [Den lokale betjent, der gik under dæknavnet Snup-Søren] ned til Thomsen og spurgte, om han kunne skjule en del mennesker, der skulle i sikkerhed. Thomsen var straks rede til at hjælpe, og da Laust Sørensen havde fundet en båd, der kunne bruges til formålet, fik de slæbt den ned til vandet en mørk aften. Flygtningene steg om bord, men da Thomsen så dem, sagde han: Det er vist nogle værre landkrabber. Jeg må nok hellere selv tage med over. Så får vi også båden tilbage og kan bruge den igen!"." Den omtalte båd som blev brugt til Thomsens første transporter over sundet var antageligt Lau Lauritzens!

I et interview til Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994), fortæller frihedskæmperen Sven Seehusen nemlig en lignende historie. Han var en af dem der blev bragt over den aften: "Da vi sad og spiste biksemaden, sagde Thomsen, at det var tosset ikke at få båden tilbage, så han tilbød at tage med sammen med kroens kok. (...) Båden, en jolle, stod i en hvælving på filmmanden Lau Lauritzen Juniors villa "Røntofte" ved Rønnebær Alle - gemt bag en port, hvor Lau Lauritzen havde sørget for, at alle skruer i hængslerne var løsnet." Frihedskæmperne havde simpelthen aftalt med Lau Lauritzen, at de måtte "stjæle" hans båd. I samme bog gengiver de nogle håndskrevne beretninger af Laust Sørensen, der fortæller om deres metoder i den første tid: "De blev sejlet til Sverige i almindelige robåde, som jeg købte, mens Hendil hentede pengene dertil fra De frie Danske eller Frihedsrådet. Alle robåde og årer var under tysk kontrol, men når jeg havde købt en robåd, fik sælgeren altid besked på at melde til politistationen i Helsingør, at hans båd var stjålet om natten. Der blev aldrig købt både af folk, vi ikke havde tillid til, og mange forærede os bådene uden vederlag." Mon ikke den velhavende Lau Lauritzen har hørt til den sidste kategori. Ifølge Seehausens beretning havde de dog problemer med en bundprop, som de glemte at sætte i båden. Seehausen måtte antageligt sidde med fingeren i hullet hele vejen over!  

I Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994) fortælles også en historie, der ligner den Brian Petersen fik fortalt, om hvordan jøder på flugt fik lov til at overnatte hos Lau Lauritzen. Det er Rachel Posin, der blev reddet over af Henry Thomsen og hans søn Frantz, der fortæller. Hun var oprindeligt fra Polen og var en kusine til Rachel Skroropa, der fortalte Brian Petersen om sin overnatning hos Lau Lauritzen. Posin troede åbenbart at Skroropa var kommet over samme dag som de kom til Helsingør, men ifølge hvad hun selv fortæller overnattede de altså også en nat hos Lau Lauritzen: "Min kusine Rachel Skroropa og hendes mand Sie rejste først og kom over med en fisker samme aften. Vi fulgte efter med kystbanetoget til Snekkersten: min tante, Leah Rosenberg Kritter, hendes mand Michael Kritter, min fætter Jacob, hans kone Bertha, deres søn på tre år og to jødiske bekendte. I toget sad Bertha og jeg overfor en mand, der sad og læste Berlingske Tidende. Han betragtede os hen over kanten på avisen, og vi blev nervøse: "Bertha, Bertha - den er gal. Hvad skal vi gøre?", sagde jeg. Men efter at toget havde holdt på Springforbi station, stak han os et kort i hånden. Det viste sig, at han var dansk præst, der havde kørt med toget hele dagen. Hver gang, han traf nogen, der så jødiske ud, gav han dem et kort i hånden med en adresse, hvor de kunne få hjælp. Vores flugt var imidlertid allerede organiseret. Ved ankomsten til Snekkersten skulle vi kontakte dr. Gersfelt, men vi traf ham nu ikke, for ligesom Henry Thomsen var han på farten døgnet rundt for at redde jøder til Sverige. Vi blev modtaget af fru Gersfelt, og Bertha og barnet blev sendt op og gemt på husets loft. Min onkel og tante kom op til Lau Lauritzen Juniors villa "Røntofte" i Rønnebær Allé, og jeg og Jacob blev indlogeret for natten i en villa på Strandvejen. Næste morgen gik jeg og Jacob til Snekkersten kro, hvor vi traf Henry Thomsen. Han sagde straks: "I skal ikke være bange - I skal nok komme afsted". Ved et andet bord sad to unge tyske jøder, der var helt ude af sig selv af angst. De havde ingen penge, og de kunne ikke tale dansk, men bad os om hjælp. Vi fortalte Thomsen om det, og han sagde: "Det er ikke penge, det drejer sig om. De skal nok komme afsted. I skal ikke være nervøse for dem". De to kom da også til Sverige sammen med os i Thomsens båd. Nu kom dr. Gersfelt og gav mig besked på at hente onkel og tante i Lauritzens villa. Gersfelt gav mig nøje besked på vejen men jeg må have været helt forvirret. Ude på Strandvejen var der imidlertid en dansk politimand, der tog mig i hånden og sagde: "Ved De hvad, lille De. Jeg ved, hvor De skal hen. Kom vi går". Da vi kom derop, sagde han: "De har ikke gået med nogen, og De har ikke set mig. De går bare derind". Vi hentede onkel og tante og Lau Lauritzen Jr., der netop var kommet hjem fra filmatelieret i København, tog afsked og sagde, at han ville stå ved villaens vindue for i sin kikkert at sikre sig, at vi kom godt hele vejen over til Sverige. Vi var syv mennesker og et lille barn, der kom afsted fra Snekkersten havn kl. 13,30 lørdag 3. oktober - den dag og det klokkeslæt glemmer jeg aldrig." 

Ovenstående skulle være tilstrækkeligt til for altid at mane eventuelle rygter i jorden om, at Lau Lauritzen som frihedskæmper, hørte til "de sidste dages hellige." Han har været med fra den dag samarbejdspolitikken brød sammen.

Birger Mikkelsens bog "... for anstændighedens skyld. Modstandsbevægelsens sundruter fra Snekkersten og Espergærde” (1994) kan varmt anbefales, hvis man vil danne sig et indtryk af, hvad denne indsats fra danskernes side faktisk betød for jøderne. Forordet til bogen er skrevet af professor Leo Goldberg fra New Yorks Universitet, der har udgivet værket ”The Rescue of Danish Jews”. Goldberg var selv en af de danske jøder, der blev hjulpet over sundet til Sverige i oktober 1943:

”Uden at tøve levede gode danske spontant op til udfordringen, da de hørte om den forestående forfølgelse af Danmarks 7-8000 jøder. Med karakteristisk dansk beskedenhed har disse gode danskere stædigt hævdet, at det, de gjorde, ”ikke var noget særligt”, var ”den naturligste ting af verden”, ”kun almindelig anstændighed” og bare et spørgsmål om ”godt naboskab” – simpelthen hjælp til en gruppe medborgere. Dog må det i sandhed siges – og siges højlydt og klart – at de danskere, der aktivt tog del i hjælpen til os, viste ægte mod! Stillet overfor virkelig fare og personlig risiko, kastede de al forsigtighed over bord og handlede ud fra deres overbevisning i stedet for at sukke og stønne: ”Er det dog ikke synd for de stakkels mennesker?” De nægtede at stå som ”tilfældige vidner”. For at sige det på en anden måde var danskerne utvivlsomt inspireret af medborgerlige og humanistiske følelser, men de viste også den form for mod og kampånd, der gør danskerne berettiget stolte af deres ædle og ældgamle fortid, som den fremtræder i billedet af den legendariske Holger Danske. Det må erindres, at mens jøderne blev forfulgt i det øvrige Europa, stod danskerne fast, og de tillod ikke, at det skete her. Derfor blev Danmark den enestående undtagelse! For her var det folket selv, der ikke tillod, at noget overgik deres jødiske fæller. Det er denne særlige kendsgerning, der har fremkaldt beundring i resten af verden, og som har rettet opmærksomheden mod begivenhederne i oktober 1943 – ikke blot i Danmark, men også i USA, Israel og andre lande.” 

Lau Lauritzen var måske nok kun en lille brik i alt dette, men det er trods alt en indsats, han kunne være stolt af. Men typisk for ham, så har han så vidt vides aldrig snakket offentligt om det. Lone Lau husker ikke noget af dette, da hun først blev født efter krigen, men hun mindes, at det er blevet fortalt i familien, at Lau Lauritzen "hjalp mange med at komme til Sverige og var meget aktiv som frihedskæmper". Som det fremgår af ovenstående beretning af Rachel Skroropa, var Lau Lauritzen på det tidspunkt fortsat gift med sin første kone den norske skibsrederdatter Nina Borthen. Først hen mod krigens slutning, blev han gift med skuespillerinden Lisbeth Movin.  

I besættelses sidste par år var Lau Lauritzen en del af en af de militære ventegrupper, der trænede til at støtte englænderne, hvis det kom til kamp mod nazisterne på dansk grund. Heldigvis kom det aldrig så vidt. Lau Lauritzen var i Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte) 4. Kompagni, 3. Deling. Læse evt. mere om dette i bogen om "Unge Lau".

 

Frihedskæmperen Lau Lauritzen fotograferet i de glade dage lige omkring befrielsen.

4.9.2001:
Tilføjelse: I filmen "En fuldendt gentleman" (1937) var Lau Lauritzen udstyret med et smalt overskæg i sin rolle som baron Falkenstjerne. Overskæg var højeste mode på den tid og sås også hos populære Hollywood stjerner som Clark Gable og Errol Flynn. Antageligt havde Lauritzen også tænkt sig at have overskæg i hans næste film "Frk. Mølles jubilæum", men dette satte frosten og kollegaerne en stopper for, hvis man ellers kan tro en munter beretning under Berlingske Aftenavis rubrik: "Navne og nyt": "Den danske ASA-filmsekspedition er ankommet til Geilo, Norge. Der udstedes følgende bulletin: Vi har det dejligt, masser af sne, godt med frost, ikke en solstribe, ikke taget et billede, venter på solen (gid den må komme sent), står på ski hver dag, glæder os til Liva Weels ankomst i dag, det bliver rimeligvis en oplevelse at se hende "gøre Geilo" med "brædder" på fødderne. Karen Jønsson har vist sig som skiekspert, fru Alice O'Fredericks har fået førstepræmie for "at falde med ynde", unge Laus overskæg kan ikke lide frost og sne, tonemester Bang, direktør Karmark og ingeniør Edelsteen har i fællesskab fået det fjernet."

3.9.2012:
Tilføjelse: I B.T.'s anmeldelse af Lau Lauritzens seniors første tone- og talefilm "Han, hun og Hamlet" i 1932 er anmelderen faktisk opmærksom på Lau jun.s indflydelse på projektet, selvom han og Poul Bang var ukrediteret som tonemester: "Han [Lau sen.] hævede sig som den fødte filminstruktør, fordi han ikke lod det nye tage magten fra det gamle - trods toner og tale viste han en række første klasses fotografier i filmen. Vi så den første rigtige fotograferede tone- og talefilm. (Her bør måske Lau junior nævnes i parentes)." Altså en artikel, som yderligere bakker op om synspunkterne om den sag i bogen om "Unge Lau".

2.9.2012:
Tilføjelse: Af en artikel i Skive Folkeblad fra den 7.7.1938 fremgår det, at Hans Olsson var toneassistent på ASA allerede under optagelserne til "Livet på Hegnsgaard" (1938). Det er altså sandsynligt at han assisterede tonemester Poul Bang i hele perioden fra 1937 til 1940, hvor Bent Høyer blev toneassistent og senere tonemester på ASA.  I artiklen omtales også en hidtil ukendt kameraassistent Børgesen.

2.9.2012:
Tilføjelse: Torsdag den 12.9.1940 bragte radioen en udsendelse, hvor Lau Lauritzen fortalte om trickfilm. Dagen før havde de bragt en udsendelse om, hvordan han laver tonefilm.

2.9.2012:
En frk. Bodil Fjeldsøe arbejdede hos ASA i 1937. Måske som scriptgirl og sekretær. Det kan altså være navnet på fru Evas forgænger.

1.9.2012:
I et gammel avisudklip fra 29.4.1935 i en ikke identificeret avis er jeg stødt på en interessant tilføjelse til Lau Lauritzens filmografi. Artiklen omhandler PH's legendariske Danmarksfilm, der samme aften skal præsenteres i Palads Teatret og i en dansk udstillingsbiograf i Bruxelles. Det fremgår, at man har lavet nye kopier af et par af spolerne, som australiensflyveren Michael Hansen skal flyve til Bruxelles inden premieren. Tonemester Poul Bang er på flyvepladsen for at aflevere spolerne, for det er åbenbart Palladium, der har lavet lyd til filmen: "
Eftersynkroniseringen af filmen er foretaget ude på "Palladium" af Lau Lauritzen jun., direktør Karmark og tonemester Bang." Når Henning Karmarks navn nævnes i denne forbindelse, må eftersynkroniseringen af lyd på "Danmarksfilmen" være endnu et af de projekter, som "Lau jun.'s reklamefilm" lavede på Palladium. Når studiet ikke var i brug til andet havde Lau jun. fået lov af Palladiums direktør Svend Nielsen til at benytte faciliteterne til sin sidegesjæft med reklamefilm, som han lavede sammen med Henning Karmark og Gutenberghus. De fik efterhånden også gang i andre og større ting end reklamefilm, hvad dette jo også er et eksempel på. Dette førte til Lau Lauritzens brud med Palladium. Svend Nielsen sagde stop og Lau Lauritzen, Henning Karmark og Gutenberghus startede for sig selv sammen med filmproducenten John Olsen. Omtalte tonemester Poul Bang - senere filminstruktør og direktør på Saga Studio - fulgte også med til det nye filmselskab ASA i Lyngby. 

31.7.2012:
Opdateret filmografien. Skuespillerinden, der spiller pigen på stranden i "Weekend" (1962) hed June Bergman. Tak til Jens Vroldby for oplysningen.

30.6.2012:
Et uddrag af kapitlet om forevisningerne af Cineramafilm i Kinopalæet fra bogen om "Direktør Lau Lauritzen" er kommet på biografmuseet! Klik her. De har krydret kapitlet med relevante billeder fra deres arkiver. 

Lau Lauritzen og ASA søgte en af de givtige biografbevillinger i mange år før det lykkes, at få bevillingen til Kinopalæet. Ifølge Lau Lauritzen søgte han lige siden ASA blev grundlagt i 1936/37. Siden jeg skrev bogen, er der dukket en detalje mere op om dette. I det illegale blad fra besættelsesårene "De frie danske" No. 10 fra juli 1944, omtales endnu en af ASA's fejlslagne ansøgninger under overskriften "Sådan skal det være"!: "Blandt ansøgerne til bevillingen til Odeon-Biografen var filmselskabet ASA - repræsenteret ved hr. Lau Lauritzen. Hr. Lau Lauritzen er god nok, men da selskabets administrerende direktør er identisk med tidligere medlem af nazipartiet, hr. Henning Karmark, var alle i filmrådet enige om, at der ikke kunne være tale om at tildele dette selskab nogen bevilling - så længe hr. Karmark var der. Kun rådets formand, hr. Hove fulgte den tidligere nazibegejstede politidirektør Ivan Stamms indstilling om at belønne hr. Karmarks selskab med en biografbevilling, men altså ikke!!" Det blev skuespillerinden Bodil Ipsen, der fik bevillingen til Odeon-Biografen. At myndighederne antageligt var af samme mening som den illegale presse afspejler sig i, at ASA først fik en biografbevilling efter besættelsen, hvor Henning Karmark ikke længere var direktør og medejer af filmatelieret ASA i Lyngby. Efter en kort overgang drev han dog fortsat det selvstændige selskab A/S ASA Filmudlejning og var med til at finansiere en lang række af ASA's film. Han stod også selv som hovedproducenten bag en lang række film i 1950'erne og 1960'erne. Bl.a. Morten Korch-filmene. Der er vel at mærke intet, der tyder på at Henning Karmark var politisk interesseret og overbevist nazist. Han var 100 % forretningsmand, og gik ikke af vejen for ret meget i den gode forretnings navn. Læs meget mere om alt dette i de to bøger om Lau Lauritzen og ASA Film.
Yderligere er det naturligvis værd at bemærke at den illegale presse uden vaklen siger god for Lau Lauritzen, der da også skal have været en del af modstandsbevægelsen siden 1943. I eftertiden har der været en tendens til at slå Karmark, ASA Filmudlejning, Filmatelieret ASA og Lau Lauritzen over en kam - også hvad angår samarbejdspolitiken med besættelsesmagten.

29.6.2012:
Lau Lauritzen Film ApS har indgået en aftale med Scanbox og TDC YouSee, således at man nu kan leje store dele af Lau Lauritzen Film ApS's filmkatalog på VOD direkte til sit TV, hvis man har en modtagerboks. Klik her for at se mere:  TDC's online videobutik.

14.6.2012:
"Direktør Lau Lauritzen" kan nu bestilles hos de fleste boghandlere. ISBN: 978-87-7114-705-6. På nettet kan den bl.a. bestilles her: eLounge.dk, Gucca.dk, hvbog.dk, Saxo.com, g.dk - Gyldendals internetboghandel
Prisen variere lidt på de forskellige sider.

13.6.2012:
Anden del af historien om Lau Lauritzen jun. og ASA Film er udkommet og skulle snarest kunne bestilles hos de fleste boghandlere. Den kan allerede nu bestilles hos Gyldendal: Klik her

5.6.2012:
Opdateret gallerisiden med oplysninger om Bang og Olufsen.

2. del af bogen om Lau Lauritzen og ASA Film er lige på trapperne. Et prøvetryk er godkendt.

1.6.2012:
Tilføjelse: Unge Lau omtales kort i Bodil Steens erindringer: "Mine 10 "ægtemand" og mig" (Stig Vendelkærs forlag 1967). Steen fortæller om en stort anlagte velgørenhedsforestilling, og også om hvordan det var at filmdebutere som 17-årig:
"Det stod i aviserne i januar 1940: "Instruktørparret Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen jun. præsenterer i aften ved en velgørenhedsforestilling deres nye film "I dag begynder livet". Filmens stjerne, Berthe Qvistgaard, vil fremsige prolog, Ib Schønberg præsenterer som aftenens muntre konferencier den unge operettesangerinde Else Jarlbak, Karl-Gerhards danske primadonna, der for denne ene aften kommer flyvende fra Stockholm. Endelig optræder søskende-parret Gerda og Hans Ulrik Neumann med deres bedste jazznumre, og den purunge Bodil Steen, der får sin debut som filmskuespillerinde i "I dag begynder livet" bidrager til underholdningen med et stepnummer. Billetsalget til den festlige aften begynder i morgen."
- Herregud - det er kun 27 år siden - åh, gud fri mig, da havde jeg jo allerede været skilt én gang! Jeg tror nok, at hvis jeg havde vidst, hvad det indebar, - at nu begyndte livet - så var den i hvert fald aldrig blevet indspillet med mig. . . Men nu var det, som om det på en eller anden måde indvarslede, at jeg begyndte på en frisk! Jeg var blevet kastet ud i noget, som jeg ikke rigtig havde forstand på - eller vidste, hvor bar hen - og det gjaldt både teater- og filmarbejdet og ægteskabet. På alle punkter betød det et stort ansvar - og det tænker man jo ikke på, når man blot er 17 år. Man står faktisk og ved hverken ud eller ind - man vil så gerne gøre det rigtige - og man ved ikke, hvad det rigtige er. Man står og føler sig som et lille barn. Man tænker ikke på, hvad det fører med sig, når man bliver et navn - et begreb - en Bodil Steen - eller en eller anden. Jeg gjorde i hvert fald ikke!"

Som det fremgår var Gerda og Ulrik Neumann allerede i forbindelse med ASA-folkene i januar 1940. Senere på året spillede de to fremtrædende roller i ASA's "En ganske almindelig pige" (1940).

Bodil Steen kommer også ind på, hvordan hun i de tidligere år faktisk ikke brød sig så meget om at lave film - bl.a. fordi instruktørerne blot dikterede hvordan hun skulle agere. Dette har ganske givet været Lau Lauritzen og Alice O'Fredericks, der netop havde for vane, kort og præcist at fortælle skuespillerne, hvordan de ville have roller spillet: "Det er blevet til et par celluloid-strimler gennem årene - men fra begyndelsen brød jeg mig egentlig ikke rigtig om at være filmskuespillerinde. Det var ligesom al personlig fornemmelse gled ud af kroppen på mig, når jeg stod foran kameraerne. Jeg syntes, det var de andre, der fortalte mig hvordan jeg skulle se ud og hvordan jeg skulle agere - det' jeg selv følte og ville have frem, blev undertrykt. Jeg så også forrygende rædselsfuld ud på film, syntes jeg, og det var faktisk mærkeligt, for på almindelige billeder var der aldrig noget i vejen. Nu er det helt anderledes! Jeg har haft meget dejligt filmarbejde. På en eller anden måde må der være brug for gamle dukker - jeg har i hvert fald ligget og pisket frem og tilbage mellem flere filmstudier om dagen og passet teatret om aftenen. Jeg befinder mig storartet i filmstudierne nu, og jeg har også lært at affinde mig med instruktørerne. Før var jeg træt og syg af deres prøver og deres sager, men nu kan jeg efterhånden godt se, at de må til og jeg har lært at finde mig i dem. Jeg møder på filmstudierne kl. 8 om morgenen, og alle vennerne, - det vil sige cheffotografen og instruktøren og alle de øvrige teknikere - er parate derude og jeg kommer masende ind og siger: Godmorgen, drenge - er I der med jeres trutter og snutter og linser? Se nu at komme i gang og lad os få noget skæg, for nu er jeg her - kom med en mat linse til mor, den, der gør køn ..."

Af særlig interesse i forbindelse med ASA er også følgende detalje: "På film har jeg selvfølgelig været benyttet til meget af det min type umiddelbart indbyder til: det fjantede og det lidt uartige! Jeg er blevet taget med, når der skulle en lille sløjfe på løjerne. Jeg ved positivt, at jeg er blevet sat på et manuskript, når det hele var ved at blive lidt for gråt. "Vi må vist hellere ringe efter Bodil Steen," var en stående replik - ja, og så sad min gode og alt for tidligt afdøde veninde Grete Frische og jeg og bagte et par boller sammen." Manuskriptforfatteren Grete Frische var ASA's husdigter i en årrække, og det må næsten helt sikkert være nogle ASA Film, som Bodil Steen taler om. Sandsynligvis "Taxa K 1640 efterlyses" (1956), hvor Bodil Steens scener netop virker som en påklistret sketch i starten og slutningen af den ellers ret seriøse film. Bodil Steen spillede også med i "Min datter Nelly" (1955) på ASA i den periode. 

20.4.2012:
Opdateret listen over skuespillere på "Ud i den kolde sne" med oplysninger fra Jens Due og andre brugere af danskfilm.dk

11.1.2012:
Lydsporet på en film er noget af det, man ofte slet ikke lægger mærke til, men som er vigtigt for helhedsindtrykket og den fornemmelse og følelse man kommer i, når man ser en film. Ligesom underlægningsmusikken. ASA's tidligere tonemester, Erik Jensen, har for nogle år siden indfanget lyden af det jyske forår på bånd for Danmarks Radio! DR har valgt at sætte lydbilledet sammen med nogle meget jyske interviews, men det er stadig lidt af en lektion i, hvad man faktisk kan gøre bare med lyd.

Man kan  høre Jysk Forår her

Erik Jensens originalmanuskript til Jysk Forår:

Venligst udlånt af Erik Jensen.

 

Erik Jensen har også lavet en hel CD-serie med atmosfærelyde fra den danske natur og haven til professionelt brug.

Man kan se mere om dette på hans hjemmeside. Klik her: 

8.1.2012:
Nationalfilmografien er blevet opdateret med en del af nedenfor nævnte tilføjelser. 

27.12.2011:
ASA delen af filmografien opdateret, så den nu indeholder alle de spillefilm, der blev optaget på ASA i Lau Lauritzens periode 1936 - 1964. En stor tak til Jens Due Vroldby og Niels Peter Olesen, som har hjulpet med at opdage endnu flere ukrediterede skuespillere i ASA-Filmene.

9.11.2011:
Lisbeth Movin, Lau Lauritzens enke, er sovet stille ind den 7.11.2011 oplyser flere medier. Hendes svigersøn Benny Fjeldsøe har bl.a. udtalt sig til B.T.:

"Min svigermor sov stille ind i går mandag på Hillerød Hospital. Hun var blevet en ældre dame på 94. Hun faldt og slog sig for en uge siden og blev efterfølgende opereret i hoften. Hun fik en blodprop, og nåede ikke for alvor at komme sig igen. Jeg husker især min svigermor som et pragtfuldt menneske. Hun var perfekt. Det er lige meget, om man taler om hendes karriere som skuespiller eller som privatperson. Hun var en skøn og perfekt mor og bedstemor. De seneste mange år har Lone og jeg levet halvdelen af året på Lancerote. Lisbeth var med os lige indtil hun ikke kunne længere."

Se hele artiklen i B.T. Klik her.

20.10.2011:
Der er mere om Lars-Martin Sørensens store projekt om filmen i Danmark under besættelsen på Det danske filminstituts hjemmeside. Klik her.

19.10.2011:
Der har været en meget interessant artikel i Politiken om et stort forskningsprojekt vedrørende den danske film og besættelsestiden. En tid der også behandles i bogen om "Unge Lau". I forskningsprojektet har de dog haft mulighed for at gave meget dybere ned i arkiverne både i Danmark og Tyskland. Det bliver meget spændende at læse resultatet af projektet, når det foreligger. Lau Lauritzen og ikke mindst Henning Karmark omtales i artiklen. Klik her: "Danske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen"

17.10.2011:
Der er bl.a. det skønne ved kreative mennesker, at de altid har gang i et eller andet spændende. I øjeblikket tager Ole Bram, der arbejde som filmfotograf på ASA i 1950'erne, rundt og fortæller om sit spændende liv og giver smagsprøver på hans evner som jazzguitarist. Jeg har fået lov til at gengive følgende materiale om dette:

Få et morsomt causeri om “Far Til Fire” - kreativitet og kunst, krydret med livejazz

Nu kan kunstforeninger - seniorklubber, unge, ældre og andre interesserede få den lokale multikunstner Ole Bram ud og fortælle om sit farverige liv med bl.a. årene på ASA Filmstudierne i Lyngby med de populære Far Til Fire- og Morten Korch-film.

Ole Bram causerer med smittende humør og vid om et langt kreativt liv fra drengeårene i Københavns Drengekor, over klassisk violinspil, jazzguitar, uddannelsen som reklamefotograf, filmfotograf på ASA Film, portrætfotograf i Las Palmas, forretningsbestyrer i fotobranchen, til 15 år som direktør for Maxi-Bådene og senest med kommunikation og eget reklamebureau.

Under devisen: “Vil du tingene stærkt nok - så lykkes de”.

Ole Bram fortæller bl.a.: “Det har altid været lysten og viljen der har formet mit liv, lige fra jeg som 10-12-årig med kridt tegnede en 15 meter stor nøgen kvinde på gaden på Østerbro, til jeg spillede min første Nytårsjazzkoncert i Mørdrup Kirke”. “Jeg glæder mig til at fortælle andre om det, der har hjulpet mig til at få vendt tingene til noget positivt”.

Nu arrangerer han til januar den 23. Nytårsjazzkoncert i Mørdrup Kirke. Ligesom han veksler mellem at spille jazz, tegne og male sine billeder plus alle de andre aktiviteter der fylder hans liv.

Ole Bram vil nu, med de uhøjtidelige causerier, der ledsages af live musikunderholdning, gerne dele et langt livs erfaringer med andre. Et causeri med Ole Bram dækker et bredt spekter, hvor han også giver eksempler på sin musik til elektronisk akkompagnement.

Mange kunstforeninger, gallerier m.m. har lyttet og set hvad Ole Bram står for, bl.a.: Hotel Marienlyst, Lægemiddelstyrelsen, Forstædernes Bank, Kunstforeningen HGC, Helsingør, Rådhus Kunstforening.

Anmelderkommentarer:

“Spændende aften i Kunstforeningen i selskab med multitalentet Ole Bram.

Selv sad han på sin entertainerstol midt i restauranten omgivet af sine kunstneriske

udfoldelser og causerede levende og veloplagt om sit liv”.

“Fra tiden i “det danske Hollywood” i Lyngby kunne Ole underholde med festlige oplevelser

med Ib Schønberg, Poul Reichardt, Peter Malberg og de andre kammerater på filmholdet”.

“Velbesøgt arrangement i Kunstforeningen, hvor Ole Bram med lune og vid fortalte om sit farverige liv”.

Fyldestgørende materiale om causerierne kan rekvireres hos Ole Bram Havremarken 1

3060 Espergærde, telefon 49131200 eller mail: ole@bram.dk

12.10.2011:
Tonemester Preben Mortensen er desværre afgået ved døden den 8.10.2011. Den meget hjælpsomme mand har været mig en stor hjælp med oplysninger, kontakter og billeder til mine bøger om Lau Lauritzen. Igennem de sidste par år har han utrætteligt svaret mig på mangt et spørgsmål om den danske filmbranche, som han efter en langkarriere i branchen kendte næsten enhver detalje om. Preben Mortensen startede som elev hos Dansk Film Co. 1.6.1961 og var siden toneassistent og tonemester på bl.a. Saga Studio, Palladium og af og til ASA. Han nåede at opleve den sidste tid for de store gamle danske filmstudier i 1960'erne og har siden taget hele udviklingen og omvæltningerne med i 1970'erne til i dag. Jeg og andre filmfans vil komme til at savne ham meget og vore tanker går til hans familie i denne svære tid.
Se evt. nogle af Prebens mange interessant indlæg om dansk film på www.danskefilm.dk I de sidste mange år har Preben Mortensen stået for at restaurere bl.a. de gamle Palladiumfilm til genudgivelse på DVD. Inden for dette felt har han sammen med Ulla Hansen løftet Palladiums genudgivelser op på et helt nyt tekniskniveau med spændende ekstra materiale til glæde for os filmnørder.

23.09.2011:
Bogen om "Unge Lau" kan i øjeblikket erhverves for kr. 332,- hos williamdam.dk

21.09.2011:
Nogen med adgang til filmen "Affæren Birte" fra 1945 har indlæst en tekst, der er stærkt inspireret af kapitlet om denne film fra bogen om "Unge Lau" og lagt det ud på You Tube! Se de sjældne klip fra filmen nedenfor:

7.8.2011:
Lidt flere detaljer om frihedskampen:

Ved den blå pil er det antageligt Reinholdt Levin Nielsen. Det kan være Lau Lauritzen yderst til højre eller i gruppen yderst til venstre. Nr. 3 fra venstre er sandsynligvis Poul Reichhardt.

Jeg har fået et par historier om Lau Lauritzen og Poul Reichhardts tid i modstandsbevægelsen. Reinholdt Levin Nielsen (1919-2005) snakkede ligesom mange af de andre modstandsfolk ikke meget om, hvad de lavede i forbindelse med frihedskampen under besættelsen af Danmark 1940 - 1945. Han skal dog være kommet med et par anekdoter og nogle informationer, som understøtter flere af de oplysninger, som jeg omtaler i bogen om ”Unge Lau”. Lau Lauritzen og Poul Reichhardt var med i en af de såkaldte ventegrupper, der gik og trænede og oprustede til at støtte Englænderne, når det endelige slag skulle stå mod nazisterne i Danmark. Heldigvis kom det aldrig så vidt, da nazisterne kapitulerede inden. Det vides ikke med sikkerhed hvilken gruppe Reinholdt Levin Nielsen var med i, men han skal have bekræftet, at ventegruppen aldrig kom i ildkamp eller konfrontation med tyskerne, eller lavede sabotage. Han kunne også fortælle historien om, hvordan det var svært for Poul Reichhardt og Lau Lauritzen, at fungere som vagter, fordi de var så letgenkendelige. Han tilføjer den nye detalje, at de andre modstandsfolk opfordrede Poul Reichhardt og Lau Lauritzen til at give opvisninger i ”filmslagsmål”.  Antageligt fordi de syntes, det så sjovt ud, når de sloges på film. Reinholdt Levin Nielsen var som alle andre charmeret af Poul Reichhardt og talte altid meget varmt om ham, når han blev nævnt. Nielsen tilføjede det nye, at hans gruppe ofte holdt møder i Brede Værk (Der nu er en del af Nationalmuseet), og at de havde gemt våben og ammunition i Dyrehaven. Han har også fortalt om modtagelsen af en tysk flyvemaskine af modellen FI 156 Storch på Lundtofte Flyveplads i maj 1945. Piloten var meget udmagret og de gav ham masser af mad. Endelig har Reinholdt Levin Nielsen også fortalt om den ulykkelige skudveksling i dagene efter befrielsen, hvor modstandsfolkene skulle hente nogle stikkere, men blev overrasket af hvad de troede var en nogle tyskere. Det viste sig at ”tyskerne” var en anden modstandsgruppe, og da de to modstandsgrupper lå på hver sin side af vejkanten og beskød hinanden, døde én af Reinholdt Levin Nielsens kammerater. Læser man om episoden i Anders Bjørnvads bog: ”Hjemmehæren”, ser det ud til at have været grupper fra Frederiksborg og Jægersborg, der var med i det skyderi. ASA-folkene var som bekendt fra Lyngby, men de kan have været med i episoden alligevel, som det fremgår af Carsten Borchs bog om Poul Reichhardt. Ofte var der flere grupper involveret i de forskellige aktioner, så det er ikke usandsynligt. 

7.7.2011:
Mysteriet om "Folket på Högbogården" (1939) og "Västkustens hjältar" (1940):

I 1938 trådte Olof Andersson fra A/B Svensk Filmindustri, Stockholm, ind i Nordisk Films bestyrelse. Direktøren for Nordisk Film, Carl Bauder, havde længe haft et ønske om at optage flere film til det store svenske marked. Det var nærliggende at genindspille nogle af de største danske filmsucceser i svenske versioner, og det blev bl.a. til "Milly, Maria och jag" (1938) - en svensk version af "Mille, Maria og mig" (1937). To af tidens andre store danske succeser kom dog fra ASA Film - "Livet på Hegngård" (1938) og "Blåvand melder storm" (1938). Sikkert fordi ASA på det tidspunkt - hvor de næsten lige var startet - havde hårdt brug for kapital, gik de med til at Nordisk Film kunne få rettighederne til at lave de svenske versioner af disse film, men i begge tilfælde blev filmene optaget på ASA af ASA's folk. Det har utvivlsomt givet bedst mening, at optage filmene hos ASA, da de kunne genbruge en del af de kulisser osv. som de havde lavet til de danske versioner. Måske har ASA ligefrem stillet dette som en betingelse for at afgive dele af rettighederne, så de var sikret en indtægt for udleje af ateliererne osv. Dette har været en kilde til megen forvirring i tidens løb, da man almindeligvis antog, at filmene, når de var produceret af Nordisk Film, også var optaget hos Nordisk Film i Valby, men ovennævnte må være forklaringen på, hvordan Nordisk Film kom til at producere to film på ASA i Lyngby.

Dette er nu blevet ændret på i Det svenske filminstituts database.

De tre tidligere svenske versioner af ASA succeserne ”En fuldendt gentleman” (Svensson ordnar allt!), ”Frøken Møllers jubilæum” (Fröken Julia jubilerar) og ”Den kloge mand” (Kloka gubben), blev lavet af det svenske Svea Film i samarbejde med ASA selv i 1938, og havde vel at mærke ikke noget med ovennævnte og Nordisk Film at gøre.

1.5.2011:
Nationalfilmografien er blevet opdateret med oplysningerne fra filmografien i bogen om "Unge Lau". Bogen er i øjeblikket på tilbud hos SAXO

31.03.2011:
Bruno Nørdam, der har skrevet bogen om Karen Jønsson: "Hvorfor er lykken så lunefuld?", har påpeget en fejl i bogen om Unge Lau. I bogen skriver jeg, at Karen Jønsson blev 30 år gammel, da hun jf. "Filmens Hvem, Hvad, Hvor" levede fra 17.1.1912 til 2.12.1942, men dette er ikke korrekt. Hun blev faktisk født 17.1.1909, og blev altså 33 år. Nørdam kunne også tilføje, at det ifølge Karen Jønssons søster var Alice O'Fredericks, der fik Karen Jønsson til at farve sit hår rødt til filmen "Alarm", og at den regnfrakke hun bruger i den sort/hvide film også var rød.

Bruno Nørdam har sendt mig følgende billede fra sin samling. Karen Jønsson med rødt hår og regnfrakke i "Alarm" sammen med Poul Reichhardt og Lau jun.:

Man kan stadig nå at købe Bruno Nørdams flotte bog om den charmerende sangerinde, komponist, pianist og skuespiller Karen Jønsson her: SAXO

24.3.2011:
Tak til Jens Due for tilføjelser til filmografien. Denne gang til "Barken Margrethe", "Tag til Rønneby kro", "Søren Søndervold", "Lise kommer til byen", "Café Paradis" og "Vejrhanen".

17.02.2011:
Tak til Jens Due for opdateringer vedrørende medvirkende i "Der var engang en vicevært", "De tre måske fire", "Afsporet" og "Støt står den danske sømand".

17.12.2010:
Lau Lauritzen fremgår nu af Frihedsmuseets modstandsdatabase. Klik her. Lau Lauritzen var fra 1943 aktiv i undergrundshæren under Region VI (København), Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4.kompagni, 3.deling. Gallerisiden opdateret med nogle billeder fra befrielses dagene. I samme deling var bl.a. skuespilleren Poul Reichhardt, regissør Jønsson fra ASA og filmfotografen Jørgen Uhlig.

16.12.2010:
Bogen kan nu også bestilles hos SAXO

15.12.2010:
Bogen kan bestilles ved at klikke her eller oplyse følgende nummer hos den lokale boghandler: ISBN 978-87-7691-977-1

14.12.2010:
Ole Bram gallerisiden har været omtalt i Lokalavisen Nordsjælland :)

11.12.2010:
Ole Bram gallerisiden har været omtalt i Helsingør Dagblad! Artiklen gengives her med tilladelse fra Helsingør Dagblad:



5.11.2010:
Ny galleriside tilføjet med unikke billeder og anekdoter fra Ole Bram, der var film og stillfotograf på ASA Film fra 1953 - 1957. Klik her!

5.11.2010:
Gallerisiden opdateret

28.6.2010:
Lisbeth og Lau Lauritzens yngste datter - skuespillerinden Lone Lau - fylder 60 år i dag. Stort tillykke herfra.

26.06.2010:
I dag er det 100 år siden filmmanden Lau Lauritzen jun. blev født i Vejle, hvor hans forældre var på turne. Hans forældre, Lau sen. og Hulda Lauritzen, var begge populære "provinsskuespillere"  på det tidspunkt.

23.06.2010:
I dag er hjemmesiden så småt gået i luften. Bogen er desværre ikke blevet helt klar endnu, selvom om 100 års dagen nærmer sig med hastige skridt.